Brev:
Vil ikke trøstes
Kære Helen,
Vil lige benytte lejligheden til endnu en gang at takke for den mest brugbare hjemmeside for småbørnsfamilier. Jeg tror ikke der går en dag, uden jeg lige skal tjekke de nyeste breve i brevkassen. Dog har jeg ikke kunne læse mig klogere omkring det "problem" min lille familie har lige nu, så jeg skriver derfor til dig i håb om endnu en gang "input".
Det drejer sig om Emil. Han er nu blevet 4 år gammel.
Hvis Emil slår sig kan vi ikke "få lov" at trøste ham. Han kæmper for at holde masken og hvis vi nærmer os for f.eks at holde om ham, vrider han sig rundt og bliver bare endnu mere vred eller ked af det. Det kan være, hvis han midt i en leg falder, slår hovedet ind i noget eller på anden måde slår sig og det gør ondt. Selv om jeg virkelig kan se, at det gør rigtig rigtig ondt på ham, reagerer han med at blive enormt vred og græder meget, men vil ikke have vores trøst og slet ikke tale om det for den sags skyld. I leg med andre jævnaldrene børn, har jeg oplevet at han blot går sin vej, hvis han blive ked af det og nærmest "slår" tårerne fra kinderne væk! Ofte sige han (grædende) "jeg slog mig ikke", som om at det er forkert at slå sig.
Vi har aldrig forsøgt at fortælle ham at det er "forkert" eller ikke-ok at slå sig og søge trøst og er helt i vildrede omkring, hvorfra det her er opstået. Det eneste vi kan se klart, er at det startede efter han begyndte i børnehave, hvor han nu er gået i et års tid.
Vi har forsøgt at tale med ham, både I situationen og uden for situationen. Ofte vil han heller ikke her tale om det… har endda sagt til mig "mor, stop med at tale om det" og det må vi jo respektere. Det eneste jeg her forleden fik ud af ham, var da jeg spurgte "må babyer godt græde når de slår sig". Emil: "JA!" "Hvad så med store drenge?" Emil: "NEJ!". Herefter forsøgte jeg igen at forklare at alle slår sig, at det er ok at blive rigtig vred og/eller ked af det og hvor rart det er at blive trøstet af en ...
... voksen.
Vi har sågar forsøgt os med rollespil, hvor far slår sig, græder og bliver trøstet af mor! Han så interesseret til, men det har ikke gjort noget forskel.
Det er hårdt ikke at kunne trøste ham. Sommetider, også skal han også slå sig helt enormt meget, må jeg godt trøste ham og holde om ham, men han bliver helt hysterisk, hvis far forsøger. Det er som om han skammer sig og forsøger at smile selvom det gør ondt og øjnene fyldes med tårer. Det er altså hårdt synes jeg.
Vi har talt med børnehaven der også har oplevet nogle episoder med ham, hvor han afviser de voksne. Han går sin vej hvis noget går ham i mod eller han blive ked af det. Hans pædagog havde en dag følt sig nødsaget til at holde ham fast indtil han slappede af i kroppen og lod gråden komme. Men han er ikke vild eller ustyrlig… kun meget sky overfor at blive ked af det og trøstet.
Dog skal det siges at Emil ikke har problemer med gråd når han får sat grænser, skal have børstet tænder, i seng osv. Men det er jo også en anden sag.
Så Helen, hvordan skal vi takle dette problem? Vi bliver begge kede af ikke at kunne få lov at trøste vores dreng. Kan hele børnehavelivet og det at blive storebror også spille ind? Kan han være i en form for konflikt med sig selv og i tvivl omkring om han "må" være stor eller lille?
Generelt har vi forsøgt at introducerer "storebror-livet" til ham meget nænsomt og forsøger at rumme at det til tider bare er noget møg for ham at skulle indordne sig i vores nu større familie. Ja jeg synes generelt vi tænker meget over, hvordan vi kan gøre det bedst for ham. Han lader til at have det svært med mange ting, herunder børnehavelivet og at fungere i den store børneflok der jo der. Pædagogerne siger han fungerer bedst i små grupper og ofte har brug for støtte til at tage initiativ til leg med andre.
Jeg håber sådan du kan give mig dit syn på sagen. Dine overvejelser plejer ALTID at hjælpe vores familie.
Håber du nyder sommeren.
Kærlig hilsen
Trine
Annoncer
Sponsorerede artikler
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
27. januar 2026 | Opdragelse | 4 år
Kære Helen Jeg har berørt emnet før, men kommer ikke rigtig videre. Min...
22. september 2025 | Opdragelse | 3 år, 7 mdr.
Afhængig af sut - 3 år, 7 mdr.
Kære Helen Jeg har spurgt før angående brug af sut, men jeg har brug for...
5. august 2025 | Kost og ernæring | 4 år, 8 mdr.
Kære Helen Vi kunne godt bruge noget hjælp ang. vores datter E på 4,5...
4. juni 2025 | Sovevaner | 4 år, 2 mdr.
Lange putninger + sover uroligt i mor og fars seng
Hej Helen Tak for dine tidligere svar på vores henvendelser. Dem er vi meget...
23. april 2025 | Opdragelse | 3 år, 9 mdr.
Kære Helen. Jeg håber, du kan hjælpe os med nogle redskaber til at håndtere...
Viden om børn:
Omsorgsdage
Omsorgsdage er dage, hvor du med fuld løn kan holde fri sammen med dit barn.
Er du offentligt ansat, og er du blevet forælder efter den 1. oktober 2005, har du ret til 2 årlige omsorgsdage per barn. Retten gælder fra og med fødselsåret og til og med det år, hvor barnet fylder 7 år.
Hvis du er ansat i en privat virksomhed, vil det fremgå af din overenskomst, kontrakt eller lignende, om du har ret til omsorgsdage.
Psykisk udvikling børn
Lige fra dit barn bliver født, er det aktivt kommunikerende. Det har brug for at blive taget op, holdt om, trøstet og beroliget, snakket med, kærtegnet osv.
Børn vil altid have brug for at blive set og hørt. De har brug for at vide, at de har en vigtig plads i familien, og at det er dejligt at være sammen med dem. Barnets psykiske udvikling skal støttes, fra barnet er nyfødt og hjælpeløst, og til det vokser op og gradvist bliver mere og mere selvstændigt.
I en...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen & Co.
Jeg har gjort det før, og det kan måske virke af for meget, at jeg nu gør det igen, men synes endnu engang, at jeg vil sende en tak til dig Helen og hvem end der ellers sidder bag hjemmesiden.
Nu med datter nr. to og efter syv ugers bekendskab med nyeste arving, finder jeg mig selv en lørdag aften helt i panik over, om vi da bare slet ikke kan finde ud af at have en baby. Og wupti på fem minutter har jeg fundet flere lign tilfælde af frustrerede mødre, der beskriver scenarier, der minder om det jeg sidder i. Med et bliver min situation helt "normal" og efterfølgende kan jeg med stor ro læse dine konstruktive svar, som jeg endnu engang finder både kompetente, letforståelige og direkte anvendliege (nu håber jeg også baby-pigen gør det;) )
Så igen stor ros herfra - det er en super hjemmeside!
Med lidt mere ro i mor-sindet sendes en stor TAK herfra.