Svar: Lille frustreret mand

---

Kære Frida

Tak for dit brev - forhåbentlig er I ovre mellemørebetændelsen, nu hvor jeg svarer dig i dag ... :)

Der er flere ting der spiller ind hos jer. For det første er det naturligt at jeres dreng mangler overskud, når han har ondt i ørerne, men det handler også om at han har en alder lige nu, hvor det er rigtig svært at være ham. Der er så mange ting han gerne vil, men stadig ikke mestrer og der er også mange ting I forhindrer ham i. Det er naturligt svært for ham.

Jeg vil foreslå dig at læse min bog "Sådan støtter du dit barns udvikling", som netop beskriver den store udvikling jeres dreng går igennem og hvorfor han reagerer og handler som han gør :)

Alderen 1-3 år stiller store udfordringer, det er især i denne alder at børn udvikler deres selvstændighed, deres egen vilje og deres personlighed spirer frem. Lige så glade, charmerende og skønne de kan være, ligeså frustrerende kan det være når verden bryder sammen for de små poder og det er en alder, som kræver rigtig meget omsorg, nærhed, engagement og forståelse.

Jeres dreng får det der hedder fortvivlelsesanfald. Når det sker, så er han ikke uartig, men oprigtigt ked af det. Han er skuffet over at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt,- skoene driller, maden falder af skeen osv. Det er ofte små bitte ting som i jeres øjne virker som bagateller, men som for ham betyder rigtig meget. Fortvivlelsen og den manglende evne til at tackle disse følelser hænger sammen med hans endnu meget umodne hjerne. Han mangler simpelthen de forbindelser i hjernen, som får ham til at tage det roligt og bevare overblikket.

Han mangler også ord - han kan ikke sætte ord på de ting der er svære, han kan ikke forklare, hvorfor han er ked af det, frustreret, fortvivlet, vred - han kan ikke fortælle dig, hvorfor hele verden pludselig bare er kaos for ham og derfor reagerer han fysisk. Han smider sig på gulvet, sparker, vrider sig, slår, bider - simpelthen fordi han ikke har ord og fordi hans hjerne ikke har de vigtige forbindelser endnu.

Disse forbindelser skabes først, når I ved jeres måde at reagere på, får ham til at slappe af. Det er vigtigt at du giver ham fysisk kontakt, taler til ham med ro i stemmen, med trøst. Han har brug for trøst, brug for at mærke jeres ro, fordi han bruger dig som et spejl og jo mere rolig du er, jo mere rolig bliver han også. Det at I er ...

---

---

... rolige smitter af på ham og det sætter gang i en masse reaktioner i hans krop, som gør ham afslappet og det igen hjælper ham til at danne de vigtige forbindelser i hjernen.

Det han har brug for er derfor at I giver ham en medlidende reaktion. Han har brug for at høre at I forstår det, det er rigtigt irriterende at han ikke kan se mere fjernsyn fordi I skal køre nu, eller det er rigtigt irriterende at I giver ham et æble, når han hellere ville have haft en banan...

Det betyder ikke at man ikke må sætte grænser og sige nej, for det må man gerne. Han skal jo også lære at der er visse regler og at de er til for at følges. Men man er nødt til at gøre det anerkendende for hans lille personlighed og udvikling :o)

---

---

Med regler og grænser mener jeg at det er vigtigt at I viser jeres dreng, når han gør noget forkert. Det vil sige at hvis han bevidst forsøger at bide eller slår ud efter jer, så skal I sætte ham fra jer og markere at det vil I ikke have. Ligesåvel som hvis han piller ved noget han ikke må røre ved, så skal du fjerne ham imens du siger nej, smider han med maden, så kan du fjerne tallerkenen imens du siger nej. Det at lade en handling følge med sit nej, gør at han stille og roligt vil huske det bedre.

Men samtidig skal man også anerkende, at hans udforskningstrang er stor og det er helt naturligt at han vil pille i ting, undersøge tingene og han vil også undersøge, hvad reaktion han får fra jer, når han går på nye opdagelser. Han undersøger altså både ting og omgivelser, men undersøger også jeres reaktion og lærer således stille og roligt, hvordan han skal opføre sig, hvordan I i samspil påvirker hinanden.

Det er rigtig vigtigt at du kan rumme ham - og det betyder at du kan holde ud at han har det som han har det. At du kan klare at være der, at du kan bevare roen selvom han er sur, vred, frustreret, fortvivlet osv. Det betyder også at du ikke forsøger at ændre det - men at du lader ham have de følelser. Det er vigtigt at det er ligeså meget okay, at være vred, som det er okay at være glad. Og så betyder det at kunne rumme ham også at du ikke tager det personligt. Det er ikke fordi du gør noget forkert, det er ikke fordi du ikke gør det godt som mor - han reagerer som han gør, fordi hans hjerne er umoden og mangler de vigtige forbindelser, som du netop hjælper ham til at danne ved at rumme ham :)

Håber du kan bruge dette videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---