Brev:

Den onde stedmor!

Kære Helen!

Jeg har brug for at dele lidt tanker med dig endnu engang. Denne gang handler det om min bonus-datter på 10 (11 til sommer).

Hun bor fast hos sin mor, som bor over 200 km fra vores bopæl, derfor ses vi kun hver 2. weekend og ferier og helligdage. Jeg synes vi står i en rigtig svær situation som vi har brug for hjælp til hvordan vi kan takle.

K. er en meget sensitiv pige som har svært ved at tackle for mange uforudsete ting og stressende situationer. Hendes far og mor gik fra hinanden omkring ½ år efter hun blev født, så hun har ikke rigtig kendt til andet. De første 3 år boede de i samme by og min mand havde hende meget i hverdagen også. De har derfor altid haft et meget nært forhold. Hendes mor fik så en ny kæreste og valgte at flytte. Det har skabt en del strid mellem hende og min mand, men sådan er det jo.

Jeg har kendt K siden hun var 4 år. Vi har et fint forhold. Min mand og jeg er dog ikke helt enige om reglerne i forhold til hende og jeg kan mærke at det irriterer mig mere og mere jo større vores fælles børn bliver. Jeg mener at man i en familie skal hjælpes ad med at få tingene til at fungere. Vi er en stor familie på 5 nu og med to små børn er der faktisk nok at se til, og så langt er vi også helt enige.

Den "store" (på 2½) af vores fælles børn bliver opdraget på en måde, så hun naturligt finder ud af, hvordan man opfører sig i vores familie. Hun hjælper gerne med at skære ting ud til salat, lægge bestik på bordet og glas. Når hun er færdig med at spise siger hun altid tak for mad inden hun sætter sin egen tallerken og kop over til vasken. Når hun skal i bad om aftenen smider hun tøjet i vasketøjskurven og når vi kommer hjem fra vuggestuen hænger hun jakken op på hendes knag og stiller skoene på skoreolen. Hun er ikke så god til at rydde op på værelset, men når vi siger at der skal ryddes op hjælper hun gerne med at smide tingene i de rigtige kasser og elsker at hjælpe med at pudse spejle når vi gør rent på badeværelserne.

Når K kommer på weekend sparker hun skoene af i gangen (lige foran døren) og smider jakken på gulvet, selvom vi talrige gange har fortalt hende at det ikke er sådan det foregår her hos os. Når hun tager over til sin mor igen efter en weekend flyder hendes værelse med beskidt tøj (hun har også tøj her hos os), selvom jeg talrige gange har bedt hende om at smide de beskidte underbukser i vasketøjskurven og sørge for værelset ser nogenlunde ud inden hun forlader det. ...

...

Når vi er færdige med at spise og vi beder hende om at sætte sin talerken over til vasken, spørger hun "hvad får jeg for det!!!!". Beder vi hende om at tage tøj på om morgenen bliver hun siddende foran fjernsynet. Der sker ingenting. Til sidst må hendes far hæve stemmen selvom det ellers ikke er noget vi praktiserer. Hun er meget kræsen og brokker sig meget højlydt over hvad aftensmads-menuen består i. Jeg fortæller hende at jeg bliver ked af det, når jeg har stået og lavet aftensmad til os, at hun er velkommen til at hjælpe til og at hun så også kan få lidt indflydelse på hvad vi skal have. Men så kommer "Hvad får jeg for det-svaret".

Så sidder hun og ser sur og tvær ud og stikker i maden, og spørger en time efter og vi ikke har noget slik ("jeg plejer altid at få slik over hos mor om fredagen/lørdagen). Jeg siger at hun kan tage et stykke rugbrød hvis hun er sulten fordi hun ikke har spist noget aftensmad, så smækker hun med døren og går ind på værelset og tænder for fjernsynet. Egentlig flygter hun ofte ind foran fjernsynet når hun er her.

Jeg er virkelig i tvivl om hvordan hun egentlig har det, om vi er gode nok til at få hende til at føle sig elsket og noget værd. Hun ringer ofte og siger at hun savner os og sine søskende og glæder sig til at komme herover. Alligevel er hun ofte ked af det, når hun skal med toget og er også ofte ked af det når hun skal den anden vej igen.

Jeg ved at sensitive børn (min den ældste er også særlig sensitiv) har svært ved sceneskift og vi forbereder hende altid i god tid. Alligevel bliver søndag eftermiddag aldrig særlig sjov, hun hader at sige farvel til de små og savner dem sikkert forfærdeligt i hverdagen, men hun savner jo også sin mor og stedfar når hun er her. Stakkels pige. Jeg ved simpelthen ikke hvad vi skal stille op.

Hun holder meget af sine små søskende og de forguder hende. Hun er sød ved dem og (den store) glæder sig altid til hun kommer herover. Vi er gode til at anerkende at hun er en god og kærlig storesøster og forsøger at få hende til at føle sig elsket og værdsat, men hendes dovne facon og hendes (Hvad får jeg for det!!!-væremåde) er simpelthen ved at gå mig på nerverne.

Stiller vi for mange krav? Hvad kan man forvente af en 11-årig med to meget forskellige familier? Hvordan støtter vi bedst op om at hun udvikler sig i en mere sund retning? Kan du evt foreslå noget litteratur vi kan læse?!

På forhånd tak for tanker tilbage.

Med venlig hilsen
S

Læs Helens svar »

Sådan forebygger du bleudslæt

Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift

Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...

Læs mere her

Viden om børn: