Svar: Uhensigtsmæssige reaktioner

---

Kære søde du

Nu er jeg jo i den heldige situation at jeg har fulgt dig og din lille dreng siden han var ganske lille og der er absolut intet i dine tidligere breve, som giver det mindste lille indtryk af, at du er en dårlig mor. Du er en god mor og den bedste mor din dreng kan have! Du er så opmærksom på ham, på hans signaler og hans behov - og måske er det netop derfor du lige nu synes det er rigtig svært ...

For nogle gange, så er det svært at finde ud af, hvad det er din dreng vil. Ofte ved han ikke engang selv, hvad det er han vil og intet dur ... og når han ikke ved det, hvordan skal du så kunne vide det, finde ud af det :)

Det er rigtigt som du skriver, at det er vigtigt at kunne rumme ham, rumme hans frustrationer og følelser og at kunne rumme betyder at du kan holde ud, at han har det som han har det, at du ikke forsøger at lave ham om og især - at du ikke tager det personligt. For det er det du gør nu. Du tager det personligt, tager det som et nederlag, du føler at det er din skyld, når din dreng bliver vred og frustreret og det er det ikke. Det er fordi han er lille og hans hjerne er umoden.

Hans hjerne består af flere dele og du skal appellere til hans storhjerne. Det er den, du påvirker når du viser ham lydhørhed, følelsesmæssig forståelse osv. Det er den største del af vores hjerne og den er den der blandt andet gør ham kreativ og i stand til at bruge sin fantasi, den hjælper ham med at løse problemer, tænke over tingene og den har også betydning for hans evne til at sætte sig ind i hvordan andre har det. Noget han først skal til at lære nu.

Du styrker denne del af hjernen ved netop at vise ham disse ting - være lydhør, rumme, forstå, sætte dig ind i hans situation, give ham idéer til hvordan I kan komme videre osv. og det er super vigtigt at du gør disse ting, for at han også lærer at gøre sådan.

Hvis du går fra ham, kalder ham hysterisk, via dit kropssprog eller direkte siger at du ikke gider være sammen med ham eller lignende, så vil det påvirke hans mellemhjerne. Denne del af hjernen aktiverer raseri, frygt, separationsangst, sorg, lyst til at lege, trang til at udforske osv.

De meget stærke følelser som udløses af mellemhjernen skal styres af storhjernen og det er dette samarbejde mellem den ene hjernedel og den anden hjernedel, der fortsat er meget umodent. Derfor er det så utroligt vigtigt at du med din storhjerne, din rationelle del af hjernen, formår at rumme ham, når hans mellemhjerne tager ...

---

---

... over. Ved at du tager ham op, sidder med ham giver ham masser af fysisk kontakt, omsorg osv. så får du din dreng til at slappe af. Når han føler sig forstået, anerkendt og mødt, når han mærker at du er der for ham, at du godt kan rumme, at han har det som han har det, så sættes der en masse hormoner igang i hans krop og forbindelserne mellem hjernens dele skabes.

Og jeg er sikker på at du allerede forsøger at gøre alt dette. En gang imellem skal der også sættes grænser, siges nej og stilles krav, der passer til hans alder og den udvikling han går igennem, nogle gange gør han naturligvis noget forkert og må irettesættes, men det er virkelig vigtigt at du overvejer hvordan du forklarer ham at han gør noget forkert.

Og ja - en gang imellem kan du ikke komme til ham med det samme og du skal naturligvis også have lov til at gå på toilettet uden at han skal være på dit skød. Det er her okay at han bliver frustreret og græder lidt, så må du gøre hvad du skal gøre og når du så er færdig, må du tage ham lidt op, berolige og betrygge "mor skulle bare lige på toilet, nu er jeg her igen" eller lignende og så hjælpe ham videre. Det er også vigtigt at I ikke 'bliver hængende' i gråden, men forsøger at komme lidt videre i teksten, hvis du forstår, hvad jeg mener. Det er vigtigt et eller andet sted at du signalerer at du forstår ham, ser ham og fornemmer hans behov, men at du også får signaleret at det er okay at komme videre.

---

---

Når alt dette er sagt, så skal du naturligvis også overveje om du bliver så følelsesmæssigt påvirket, at du har brug for hjælp. Du kunne overveje at tale med jeres læge om, hvorvidt du f.eks. har fået en efterfødselsreaktion og hvorfor du reagerer som du gør - det kunne også være at du havde stress, evt. en posttraumatisk stressreaktion som følge af at være blevet mor og de ændringer det har ført med sig, ved siden af de krav, det nu stiller mere og mere netop at være mor.

Dine følelser, som du beskriver: "Jeg er så ked af det og bange, for jeg er slet ikke den mor jeg altid har ønsket at være. Jeg vil så gerne være forstående, tålmodig, og derfor skræmmer min måde at reagere på, mig så meget at jeg føler han slet ikke er tjent med sådan en mor:(" Sådan skal du ikke gå rundt og have det og det er vigtigt at du taler med din læge om, hvad dette handler om. Måske vil det være nok netop bare at tale med lægen og få lidt luft for alle dine tanker ...

Håber du kan bruge mine tanker videre og sender dig et stort knus herfra.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---