Brev:
Temper tantrums eller lille Nero?
Kære Helen
Denne uge har indtil videre været ret udmattende herhjemme.
Det starter om morgenen når vores datter skal have nattøjet af og ny ble og tøj på.
Det nægter hun, hun skriger NEJ og løber. Vi har forsøgt at sige ok, så gør vi det lidt senere, efter morgenmaden, men samme tur her. Vi har også prøvet diverse afledningsmanøvrer. Vi har forsøgt at sige, at vi forstår godt hun ikke vil, men at det er man nødt til.
Til sidst har vi måtte holde hende og skifte tøj og ble og det er ekstremt ubehageligt for det føles som et overgreb. Vi har god tid om morgenen, så der er ingen stress, men vi har alligevel ikke flere timer til at kæmpe med hende om dette. Efterfølgende er hun rasende og skriger.
Forleden var hun og jeg alene hjemme, og da hun skulle op af badet ville hun ikke (det vil hun aldrig) Vi starter altid med "nu skal du snart op af badet..." Og derefter "nu må anden svømme en sidste tur og så skal du op".
Hun sprællede og hylede og jeg måtte ikke holde hende. Så sad hun og skreg/græd på badeværelsesgulvet i 20 minutter! Jeg forsøgte at nærme mig og trøste men hun skubbede mig væk. Jeg var hele tiden uden for døren, men hun smækkede den i og ville have at jeg gik.
De seneste tre dage i vuggestuen har hun ikke villet med hjem.
Jeg har tilsidst måtte bære hende ud i garderoben og holde hende og give hende overtøj på, mens hun skreg i vilden sky.
Og idag var det næsten umuligt for mig at sætte hende i autostolen for hun lavede flitsbue og skreg og efter lang tid hvor jeg prøvede at sidde med hende, aflede med at kigge på spændende ting uden for vinduet, læse en bog der lå i bilen måtte jeg tilsidst tvinge hende i med al for meget magt, det var rigtig ubehageligt. Da bilen begyndte at trille faldt hun til ro og to minutter senere sad hun og sang!
Vi har endnu en gang slået op i "fantastiske forældre" (den ...
... engelske version) men vi er faktisk lidt i tvivl om, om det er fortvivlelsesanfald eller "little Nero" anfald vi ser? For ofte er der ingen tårer og ja, det er altså virkelig svært at tolke.
Vi er blevet enige om, at vi holder os rolige, og hele tiden taler stille og roligt, mens vi holder hende og får givet hende det tøj på.
Sådan at vi hverken giver hende positiv (trøste, nåhr, det er også synd for dig) eller negativ (vrede og skælde ud) opmærksomhed, men nærmest bare ignorerer hendes protester samtidig med at vi hele tiden er der og ikke afviser hende.
Men det er sindssygt hårdt, og det er rigtig træls at køre på arbejde efter sådan en morgen.
Det skal lige tilføjes, at når vi først er kommet hjem fra vuggestuen så har hun været i super humør, leget lidt selv og hygget sig, hjulpet med borddækning osv - lige indtil sengetid (så tager vi nemlig lige en omgang til med at få nattøj på og børstet tænder.). Så hun har det ellers godt og i vuggestuen har der intet været, de har været helt forbavsede over hendes anfald når vi skulle hjem.
At skulle i seng.. ja, det går fint, hun er helt med på alle rutinerne indtil hun skal ned i sengen, så protesterer hun og idag stod hun og skreg 15-20 min i sengen før hun ville lægge sig ned.
Jeg lagde hende og sagde "hvis du ikke lægger dig ned, så går jeg ud". Gik så ud og gik udenfor døren og ryddede op og snakkede til hende ind af den åbne dør, og gik ind efter et halvt til et helt minut og sagde "godnat søde, nu skal du sove, læg dig ned". Men hun gik rundt i sengen og var hidsig og skreg indtil hun var så træt at hun lagde sig og sov straks.
Vi har før haft god erfaring med dine råd - håber du har nogle tips til hvordan vi bedst håndterer denne periode, så vi ikke er for hårde mod hende, men samtidig heller ikke lader hende diktere alt.
Mange hilsner
En lidt udkørt mor
Annoncer
Sponsorerede artikler
Gråd går lige i hjertet – og helt ind i nervesystemet
Alle forældre kender det. Den hjerteskærende babygråd, der ikke bare larmer i ørene, men også føles fysisk i hele kroppen. Gråd er babyers eneste måde at kommunikere på, og et par timers gråd om dagen er helt normalt. Men det gør det ikke nemmere at stå i. Især ikke, når man har prøvet alt – ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
2. maj 2025 | Sovevaner | 21 mdr.
Kære Helen, Vi håber, du kan hjælpe os med at skabe en kortere og endnu...
2. maj 2025 | Udstyr | 22 mdr.
Kære Helen Som du ved, så har vi store udfordringer med storesøsters (22mdr)...
13. april 2025 | Opdragelse | 22 mdr.
Håndtering af selvstændighedsalder og aftenputninger
Kære Helen Jeg skriver til dig igen om vores datter på 22 måneder, som i...
10. april 2025 | Opdragelse | 22 mdr.
Reaktion på at være blevet storesøster
Kære Helen Jeg skriver til dig igen om min datter på 22mdr som er blevet...
4. april 2025 | Sovevaner | 22 mdr.
Opfølgning på opvågninger om natten - 22mdr
Kære Helen Tak for dit svar vedr. mit brev om min datters opvågninger....
Viden om børn:
Sove inde
Når barnet sover inde, så er det sikreste at sove i egen seng, men i samme rum som forældrene - i hvert fald, når der er tale om et spædbarn. Det nedsætter risikoen for vuggedød.
Vælger du at sove sammen med dit barn, skal dit barn have ligeså meget plads, som hvis det sov i egen seng. Det skal have sin egen dyne og skal sove på en fast madras uden løse lagner, tæpper eller lignende.
Temperaturen skal være mellem 18-20 grader og barnet skal iklædes tøj, der passer...
Smile
Der er ikke noget bedre end at få et smil fra sit barn!
Allerede få timer efter fødslen ligger barnet og kigger på sine omgivelser og på mor og far. I et sådan øjeblik kan man godt opleve sit barn smile. Det er dejligt, men er dog endnu ikke det bevidste smil.
Først når barnet er ca 6 uger gammelt kan man opleve det mere bevidste smil, hvor det er synet af mor, far, storesøsters ansigt, som får lillebror til at smile.
Jo mere du kan smile, pludre og...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.