Brev:
Opdragelse - 2 år
Hej Helen
Som jeg skrev til dig for nylig venter vi barn nr. 2 om tre måneder, men dette brev handler om Emilia, som jeg også tidligere har fået råd til.
Emilia er lige fyldt 2 år. Hun har altid været en sund og kvik pige. Hun gik tidligt, og hun snakker rigtig flot med stor forståelse af, hvad der sker omkring hende. Hun kan fx huske, hvilket tøj hun havde på til en barnedåb for 1 uge siden, og hun kysser min mave og snakker med babyen. Det virker til, at hun trives i vuggestuen. Jeg synes også, at vi giver hende opmærksomhed, oplevelser og ikke mindst masser af kærlighed.
I et stykke tid har hun været fræk og drilagtig, når vi har bedt hende om noget. I vuggestuen og hos mormor osv. gør hun dog, som de siger. Jeg har nok ikke været den strengeste mor, og hun har måske også indimellem fået lidt for meget snor, men jeg har tænkt, at hun var for lille til time-outs osv.
Men nu er det foruden det daglige bøvl med tandbørstning, tøj osv., som hun ikke gider, gået over til deciderede hysteriske anfald.
Lad mig give et par eksempler:
Vi skulle til juletræ, og hun ville bare ikke have den fine kjole på. Hun skreg i 15 min. Og blev ved med at sige kjole af, kjole af. Til sidst tog jeg den af. 5 min inden vi skulle ud af døren, fandt jeg en anden nederdel, som hun tog på uden problemer.
I vuggestuen en dag ville hun ikke med hjem. Hendes far måtte kæmpe med hende i 15 min. Da de endelig kom hjem og hun blev sat ned fra bilen, stak hun i løb ud på vejen op mod vuggestuen mens hun skreg i vuggestue, i vuggestue.
Forleden nat vågnede hun. Faren tog hende op og ville tage hende ind i vores seng. Hun gik fuldstændig amok, og blev ved med at sige, at det var mor, der skulle bære hende ind. Hun har det generelt meget med, at det skal være mor, der gør tingene, men det vil vi gerne vænne hende af med, eftersom jeg jo ikke lige kan tage hende op fx hvis jeg ammer lille ny.
Faren ...
... holdt derfor fast, og sagde mor sov. Efter 15 min. hvor hun skreg, prøvede at klatre over tremmesengen og rendte frem og tilbage og kom ind og hev i mig, og hun jo nu kunne se, at jeg var vågen, gav jeg efter. Dynen og Emilia kom op i sengen igen, og jeg tog hende op. Så faldt hun straks til ro. Den lille ting at det var far, der havde båret hende, og at det skulle være mor, selvom han ville bære hende ind til mig, resulterede altså i et kæmpe anfald, og at hun efterfølgende var vågen 3 timer, fordi hun ikke kunne finde ro.
Når hun får et anfald prøver vi at aflede hende, tage om hende og vise, vi godt forstår. Men det er som om, vi slet ikke kan trænge igennem, når først hun er blevet kørt op, medmindre vi giver efter, så stopper det straks. Jeg har ikke lyst til at give hende time-out eller sende hende på værelset, men vil bare hjælpe hende, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre det. Det er vel også forkert at give efter, men for søren, det gør jo ondt at se sit lille barn sådan. Og hvor meget kan man true med konsekvens, fx vi bliver hjemme, hvis ikke du får tøj på, forstår hun det……
Det er ekstra frustrerende, fordi der kommer en lille ny om tre måneder, og det bliver jo i forvejen svært for hende, og jeg ved simpelthen ikke, hvordan vi skal tackle det oveni.
Så har du nogle gode råd til, hvordan vi tackler anfaldene? Og det der med at det er mor, der skal gøre tingene? Hvis jeg ikke er hjemme, hygger hende og far sig uden problemer. Han har altid hjulpet meget og været meget sammen med hende, så det er ikke derfor. Kan hun mon allerede nu mærke, at mor snart skal deles…
Hvis du kan anbefale noget litteratur, må du også meget gerne det. Det første år får man jo pjecer, sundhedsplejerske osv. men nu står man nærmest på egne ben, og vi har måttet konstatere at kærlighed ikke alene kan opdrage et barn, der skal vist viden om opdragelse til:-)
Venlig hilsen
Emilias mor
Annoncer
Sponsorerede artikler
Hvordan skifter man ble med Olívy baby care?
En nem guide, som gør bleskift til en god oplevelse for dig og din baby
Som forælder ved du, hvor sart og fin dit barns hud er. Babyhuden er særligt sensitiv i bleområdet, hvor den samtidig er udsat for affaldsstoffer fra urin og afføring samt varme, fugt og friktion fra bleen. Det ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
13. august 2026 | Opdragelse | 22 mdr.
Kære Helen Nu er der ikke længe til at der dukker en lillebror op hjemme...
30. juli 2026 | Renlighed | 21 mdr.
Kære Helen Vores søn på 21 måneder har netop haft en længere periode hvor...
10. juli 2026 | Sovevaner | 2 år
Kære Helen Min datter på 2 år er vanvittig svær at putte. Hun har egentlig...
6. april 2026 | Sovevaner | 2 år, 3 mdr.
Kære Helen. Jeg har en skøn og glad pige på 2 år og 3 mdr. Vi har de seneste...
25. marts 2026 | Udvikling | 2 år, 1 mdr.
Opfølgning: Svære afleveringer i Vuggestuen
Kære Helen Tak for dit svar i mit sidste brev ang. vores nu 2 årige datter...
Viden om børn:
Faderskab
Et barn, der er født i Danmark, skal som udgangspunkt have registreret en far. Det er vigtigt, fordi barnet har ret til at kende sin biologiske baggrund, og fordi faderskabet giver både barnet og faren en række rettigheder og pligter.
Hvis I forældre er gift, så får faderen automatisk faderskabet. Hvis I forældre ikke er gift, så skal du ansøge om faderskabet - og det skal du gøre i forbindelse med barnets fødsel og inden for 4 uger. Hvis I ikke har anmeldt faderskabet inden for...
Seng
Mange babyer har ikke brug for tremmeseng i begyndelsen, da sengen vil være for stor og dermed for utryg for barnet. I begyndelsen kan man derfor stille liften i tremmesengen, hvis man ønsker at barnet skal sove i sengen der.
Et barn vil ofte kunne bruge tremmesengen til det er ca 2.5-3 år gammelt og det er vigtigt at vælge en god seng. Her er lidt overvejelser og gode råd:
- Vælg en seng, som måler ca 110 cm x 55 cm. Den størrelse passer til de fleste børn indtil...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen,
Jeg har nu i over 3 år været medlem af din hjemmeside og har ALTID påskønnet dine gode og fornuftige råd omkring mine to børn. Selvom du aldrig har mødt mine børn, har du altid rådgivet mig som om du hele tiden har været en del af deres liv......
Du er klart den bedste og ærligste sundhedsplejerske jeg nogenside har stiftet bekendtskab med, og jeg vil altid sætte pris på dine gode råd, som har gjort min hverdag bedre og mindre skræmmende.
Endnu engang tusind tak.