Brev:
Hvad er der dog med hende - følelser!
Hej Helen.
Jeg undskylder på forhånd hvis mit brev bliver lidt rodet og langt, men jeg har mange tanker i hovedet lige nu :-/.
Vores datter er 3 år og 8 mdr. gammel.
Hun har altid været en meget temperamentsfuld lille dame. Da hun var spæd havde hun rigtig mange skrige ture - og var egentlig lidt "kolikagtig" de første 3 mdr. af hendes liv - ikke at vi mener at hun havde kolik, vi tolkede det nærmere som et udtryk for at hun havde meget svært ved at lukke af for - og rumme - stimuli. Hun var også en "dårlig sover", men tilgengæld har hun altid været rigtig god til at spise, og motorisk er hun helt i top!
Hun var på mange måder en svær 1 - 2.5 årig med utroligt mange raserianfald, hvor hun bed sig selv, slog hovedet ned i gulvet, skreg, lavede flitsbue og alt andet man læser om - der hører alderen til.
Så som 3-årig syntes vi faktisk det blev meget bedre med hende, i takt med at sproget udviklede sig, blev hun gladere og mildere.
Hun har altid været glad for at gå i vuggestue, det kan tælles på 1 hånd de gange hun har grædt ved aflevering.
De sidste cirka 2 måneder er hun så igen blevet tiltagende utilfreds og sur/rasende? igen.
Hun virker til at have utroligt svært ved at rumme sine følelser, f.eks. bliver hun altid sur og pjevset, når vi henter hende i børnehaven. Hun går i en udflytter BH, og vi forsøger altid at stå klar når bussen ankommer.
Jeg ved godt, at man ikke skal sammenligne børn, men det er altså så svært. Dagligt står jeg på pladsen og venter på bussen, og ser de andre børn komme løbende glade og kaste sig i deres forældre favn. Og så kommer vores datter, og møder os ALTID med en vred og pjevset "attitude". Ofte kaster hun sig ned på jorden, og skriger, og vil ikke snakke med os. Hun vil op og bæres, og græder meget. Hun er meget højlydt, og helt ærligt, er hun altså meget irriterende at høre på for alle.
Det samme sker, hvis hun f.eks har været på besøg hos farmor, og vi kommer for at hente hende, når vi træder ind af døren bliver vi altid mødt af et drama af dimensioner - det er altså temmeligt hårdt!
Alt hvad der sker uforudset er også svært for hende, hun kan slet ikke rumme hvis vi får uventede gæster (af dem der er hende nært), så kolapser det for hende, og hun ligger ned og skriger.
Forleden skulle hendes far og jeg til julefrokost, farmor kommer og henter hende og skal passe hende. Hun spørger mig så om jeg skal have kjole på til fest, hvilket jeg bekræfter, næste dag henter vi hende, jeg har bukser på - og dette resulterer i et raseri anfald, fordi jeg jo havde sagt jeg skulle have kjole på !?
I dag kulminerer det hele så - og det er nok derfor jeg skriver til dig lige nu - vi har været til julestue i BH, og de havde efterlyst et par forældre der gad tage en fridag og hjælpe til hele dagen. Jeg havde meldt mig sammen med et par andre. Både jeg og min datter havde glædet os rigtig meget til at have en hel dag sammen i BH - ja også gik det bare helt af pommern til!
Hun var pjevset, grædende, og faktisk ikke særligt sød ved de andre børn - hun gør aldrig andre fysisk fortræd (hun har aldrig slået, bidt, skubbet osv. og er går meget op i, at det må man ikke).. Hun krævede mig konstant, og bare jeg så meget som så på andre børn fik hun et flip, de andre børn der havde far eller mor med, kunne dog godt "dele" lidt ud af opmærksomheden - og virkede mere sådan stolte over, at have en far/mor med de andre kunne "låne".
Hun opførte sig ekstremt "barnligt" (altså mindre end de yngre børn), og fremstod hele tiden som den der skulle have - have - have, og bestemt ikke ville dele! De andre børn var bare langt mere harmoniske, og rigtig søde ved hende, de lod hende låne lige det legetøj hun ville af deres, mens hun ikke gav noget igen! Hun har et enormt behov for at blive set, og krævede også de andre forældres opmærksomhed - "Se hvad jeg har tegnet, se hvad jeg kan, se jeg kan danse". Der der blev dækket bord til frokost, fik hun et flip over ...
... ikke at skulle være den der skulle dække bord, og ville så ikke have den kop og den ske der blev lagt til hende.
Efter frokost skulle vi så ud på legepladsen og lave bål og hygge. Her spørger en pædagog så om jeg vil hjælpe med at flytte et bord. Alle de andre forældre er også kommet, mange har barnevogne med mindre søskende med. Da min datter så ser mig bære på bordet sammen med pædagogen, raser hun fuldstændigt - hun skriger (og jeg mener skriger helt vildt højt!) "Nej mor, du må ikke, du må ikke" og hun bliver ved, til jeg får kastet bordet fra mig, og må løbe hen og samle hende op. Hun får vækket flere af de mindre søskende der ligger og sover - og hvor belastende må de andre forældre ikke bare tænke hun er!! (jeg ved godt at alle børn har deres ture, men det er jo hele tiden med hende, og igen var alle andre glade og hyggede sig).
Jeg samlede hende naturligvis op, og var nu så frustreret at jeg sagde, at nu var det nok - hun sagde så at nu ville hun også bare gerne hjem. Så vi gik, faktisk inden festen overhovedet var startet.
Jeg blev simpelthen så ked af det, skuffet over hende, og også ekstremt flov, da vi kom hjem, måtte jeg simpelthen bede hende om at gå ind på sit værelse og lege lidt selv, for jeg kunne slet ikke rumme hende mere. Derudover fik jeg en kæmpe tudetur, og det skulle hun naturligvis ikke se! Hun har måttet kunne mærke på mig, at min grænse var nået, for hun legede længe alene efterfølgende.
Jeg kan se på de andre forældre og i det hele taget vores venner osv, at de syntes hun er belastende, og jeg kan godt forstå dem, jeg ville syntes det samme hvis hun ikke var min :-/
Efterfølgende har jeg spurgt hende, hvorfor hun reagerede som hun gjorde "jeg ved det ikke" er det eneste hun kan svare!
Normalt skælder vi hende aldrig ud, hun er "forkælet" i forhold til opmærksomhed, og da vi begge har fleksible arbejdstider har hun mange fridage sammen med os, hun har stort set hver uge en hverdagsfri dag sammen med os, og bliver både afleveret og hentet ved bussen i BH. Vi tager i svømmehallen hver uge, og hygger os rigtig meget sammen med at tegne osv.
Når vi bare er os tre herhjemme på en fridag, og vi bare tuller rundt eller går en tur og leger osv. er hun simpelthen noget af det dejligste, gladeste og mildeste, og vi har i de situationer ingen konflikter.
Hun er også ked af at komme afsted i BH, hun græder ofte når vi skal aflevere hende, og hun er jo både så højlydt og urolig at det virker så voldsomt, når pædagogerne må tage hende og tvinge hende med op i bussen. Vi har selvfølgelig talt med pædagogerne om det, men de siger at hun er glad derude og lader til at hygge sig, men også at hun ikke er den der opsøger dem, eller kravler op på et skød eller beder om et kram. Herhjemme er hun heller ikke så meget til fysisk omsorg (og har aldrig været en puttepige, tværtimod har hun et stort behov for at trække sig, og lege alene på sit værelse - hvilket jeg syntes vi respekterer).
Hendes adfærd her på det sidste gør helt ærligt, at vi faktisk ikke har lyst til at tage hende med ud, fordi vi er "bange" for hendes reaktioner.
Vi tænker selv, at vi måske er for bløde, vi har jo kun hende, og hun kører måske lidt rundt med os ("mor skal gøre dit og far skal gøre dat").
Vi er så småt begyndt at snakke om måske at få en lillesøster/bror, men på den anden side kan vi slet ikke overkomme det - for hun er altså noget af en mundfuld for os.
Det sidste issue vi har med hende, at er hun ikke kan have afføring på toilettet, men beder stadig om en ble, vi har forsøgt at motivere hende og lære hende det på toilettet, men hun virker nærmest panisk angst for det - også det ved jeg godt er normalt, men hvordan kommer vi dog videre?
Hvad tror du vi gør forkert - og tror du vi har behov for professionel hjælp til hende??
UNDSKYLD det blev så langt, men måtte bare ud med det - jeg er virkelig ked af det lige nu, og vi har begge brug for lidt sparring!
Kærlig hilsen
Os.
Annoncer
Sponsorerede artikler
Gråd går lige i hjertet – og helt ind i nervesystemet
Alle forældre kender det. Den hjerteskærende babygråd, der ikke bare larmer i ørene, men også føles fysisk i hele kroppen. Gråd er babyers eneste måde at kommunikere på, og et par timers gråd om dagen er helt normalt. Men det gør det ikke nemmere at stå i. Især ikke, når man har prøvet alt – ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
1. august 2025 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.
Kære Helen. Så er det mig igen. Tak for svar sidst ift. lillesøster. Nu...
17. juni 2025 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.
Kære Helen Der har nu været en lang periode hvor min datter på 3 år og søn...
5. juni 2025 | Opdragelse | 3 år, 3 mdr.
Hej Helen Tak for dit sidste svar angående min datter, som er meget afhængig...
4. juni 2025 | Sovevaner | 4 år, 2 mdr.
Lange putninger + sover uroligt i mor og fars seng
Hej Helen Tak for dine tidligere svar på vores henvendelser. Dem er vi meget...
9. maj 2025 | Sovevaner | 3 år, 2 mdr.
Hej Helen Endnu et spørgsmål angående min datter på 3 år. Min datter...
Viden om børn:
Astma
Børn med astma trækker ikke vejret på samme måde som vi andre. Når man har astma, så snører luftvejene sig sammen, passagen for luft ind og ud af lungerne bliver mindre og barnet har derfor svært ved at trække vejret.
Astma er det man kan kalde for en lungesygdom og børn med astma vil ofte have anfald, hvor de tydeligt har problemer med vejrtrækningen. Under et astmaanfald vil barnet få en hvæsende, pibende vejrtrækning, kvælningsfornemmelse, vedvarende hoste og nogle gange også...
Overtøj til børn
Vindtæt og vandtæt overtøj, som flyverdragt, jakke og overtræksbukser er ideelt, når børn skal lege ude og det er køligt.
Luffer eller vanter sættes fast i ærmet med trykknap eller specielle spænder, som man køber netop til formålet. Snore, halstørklæder og bælter er for farligt. De kan medføre at barnet hænger fast, når det klatrer rundt og bevæger sig i leg, og det kan i værste tilfælde medføre, at barnet hænger fast og bliver kvalt. I stedet for halstørklæde kan man købe en...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen,
tak fordi du eksisterer! I 6,5 måned - siden min søn kom til verden - har jeg benyttet mig af din hjemmesiden og læst adskillige hjælpsomme svar/spørgsmål/artikler mm. Hvilken lettelse i øvrigt, at en del førstegangsmødre føler det samme som jeg selv; overvældet af kærlighed, nervøs, urolig, lykkelig, nysgerrig, komplet for meget etc etc:)
Din kærlige og varme jargon gør, at man straks føler sig tryg i at “dele” ens liv og baby med dig!