Svar: Mor-syg og selvstændig

---

Kære Desiree

Jeres datter er i selvstændighedsalderen og der er ingen tvivl om at denne alder er udfordrende både for barn og forældre. Det er en tid, som kræver utrolig stor tålmodighed og omsorg, samtidig med et behov for at have visse regler og være konsekvente omkring disse - det er jo en del af opdragelsen.

Jeres datter kan være så glad, sjov og charmerende, hun sprudler af lykke og glæde, men glæden varer kort, for pludselig går hele verden under, alt bryder sammen, intet fungerer som det skal. Følelserne kører på højtryk - både hos barn og forældre, og det er det I oplever lige nu :)

Hendes selvstændighedstrang er dominerende, hun vil selv og kan også flere ting selv - men stadig ikke alt og det er svært. Det er en alder, hvor hun naturligt ofte vil sige Nej! Ligesom hun også ofte vil gøre det modsatte af hvad hun får besked på, eller overdrive sine følelser helt vildt - græde højere og mere hysterisk når mor f.eks. er i nærheden eller at græde anderledes alt efter om det er mor eller far der er der. Hun er i stand til at føle skam og skyldfølelse, kan således begynde at få lidt dårlig samvittighed, hvis en anden får skæld ud over noget hun har gjort osv.

Konflikter er en del af hverdagen med børn i denne alder og det hører med. Det har dog stor betydning hvordan man kommer ud af en konflikt og det er her at I som forældre har en vigtig rolle. Jeres datter har brug for at I kan rumme hende, rumme hendes følelser uanset hvordan hun har det. At kunne rumme, betyder at du kan holde ud at hun har det som hun har det - uden at du forsøger at ændre det og uden at du tager det personligt.

Ofte vil det være små ting, der får hendes verden til at styrte i grus, ting der for jer virker som bagateller. Hun får det der kaldes for fortvivlelsesanfald. Når verden bryder sammen for hende, når hun bliver frustreret og fortvivlet, så er hun ikke uartig, men oprigtigt ked af det. Hun er skuffet over at tingene ikke er som hun gerne vil have dem, at du ikke vil bære hende, at du giver hende æble, når hun hellere ville have en banan eller at det er far, som hjælper hende jakken på og ikke mor.

Det er naturligt at hun får små anfald af frustration i sådanne situationer og det skal man ikke nødvendigvis undgå, eller det kan man ikke altid undgå ... Det der er vigtigt er, at man lytter og anerkender hende og de følelser hun har. Hun skal høre at du fortstår det, at du godt ved at det er hårdt at hun selv skal gå på sine ben, at det også er dumt at man skal gå når man er træt, at det er ...

---

---

... irriterende at det er far som hjælper med jakken, når hun nu synes det skal være mor osv.

Der er ingen tvivl om at din graviditet og forestående fødsel også påvirker jeres datter. Hun ved at der kommer en baby, men kan ikke forholde sig til dette. Hun mærker dog allerede nu en forandring, en stor forandring, som netop handler om at hun f.eks. skal gå selv, klare flere ting selv, fordi du naturligt ikke kan bære hende og løfte hende, nu hvor du er højgravid.

I stiller flere krav til hende om at hun skal være selvhjulpen, det gør I fordi I naturligt synes det er både vigtigt og praktisk, netop når der kommer en lille ny. Men for hende er det svært at honorere, for hun er stadig bare en lille pige og forandringen mærker hun og protesterer hun imod.

Det er også naturligt at far lige nu forsøger at tage mere og mere over - igen fordi mor er gravid, men også fordi det er naturligt at far og datter gør flere ting sammen, så mor og baby kan amme osv. som også er nødvendigt. Far er samtidig kommet hjem, har savnet sin lille pige og vil rigtig gerne være sammen med hende, - og det er super dejligt og også vigtigt - men hun fornemmer måske mere, at mor skubber hende over til far, og det reagerer hun så på ved at klynge sig lidt ekstra til dig.

Prøv derfor stadig at imødekomme hendes store behov for mor, giv hende masser af knus, kys, kram, fysisk nærhed. Brug rigtig meget tid sammen alle tre, så hun stille og roligt også fornemmer at far er ligeså stor en del af familien og så det bliver mere naturligt at hun og far gør ting sammen, når mor og den lille ny gør ting sammen.

---

---

Lad far og datter have tid sammen, som kun er far-datter tid og prioritere også at der er mor-datter tid, også når den lille kommer, så hun ikke føler du skubber hende helt væk.

Det er mange skift i en lille piges liv, og det vil naturligt være en meget stor omvæltning for hende, at skulle skifte institution. I må tage en ting af gangen og se hvordan det går - det lyder ikke som om at situationen kan være så meget anderledes lige nu ...

Det vigtigste i alt det her er, at hun mærker og føler at I stadig er der for hende og vil hende det bedste. At hun føler sig set og lyttet til og at hun fornemmer at hun har en særlig plads og en vigtig rolle i jeres familie. Har hun det, føler hun det, så vil hun naturligt også klare flytning, skift af institution og lillebrors indtræden i familien bedre :)

Håber mine tanker hjælper videre på vej, fortsat held og lykke - også med den forestående fødsel :)

Rigtig god jul!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---