Brev:

Jeg føler mig skakmat

Kære Helen.

Jeg skal prøve at gøre det kort og præcist, men jeg er temmelig forvirret, så måske er det ikke så let.

Jonathan, vores mindste på 20 måneder er meget morsyg (jeg hader det ord) og dramatisk/hysterisk. Men kun overfor mig. Ikke overfor min mand. Det ligger selvfølgelig i ordet morsyg, men altså når de er alene er der ingen klynk, skrig og gråd, men så snart jeg kommer ind i rummet starter det. Min mand har længe været meget frustreret over det, og nu er jeg det også.

Det er svært at give vores store dreng den opmærksomhed han har brug for, fordi den lille fylder så meget. Vores temperamenter koger tit over fordi det er så svært at få ro på familien. For eksempel, når vi skal spise eller ud af døren osv.

Jeg har været meget væk de sidste par måneder, 5 uger i Århus (vi bor i kbh.) hvor jeg kun var hjemme i weekenderne, og derefter har jeg været væk alle aftener, undtagen søndag i en måned. Min mand har taget ansvaret herhjemme.

Jeg kan godt forstå, hvis den lille reagere på at jeg har været så meget væk. Det må være svært for ham. Og jeg har også en masse dårlig samvittighed over det, som gør at jeg har svært ved at afvise ham/sætte grænser, når jeg egentlig har lyst til det. For det meste føler jeg mig som en elendig mor, fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal komme på banen igen.

Jeg har i denne weekend været alene med ungerne, hvilket har gjort det tydeligere for mig at jeg har meget svært ved at få det til at køre.

Når jeg skal putte drengene skal jeg sidde hos den lille i 3 kvarter til en time, før han falder i søvn, han skriger rasende, hvis jeg går ud. Desværre sover drengene i samme rum, så jeg vil nødig alt det skrigeri, så begynder den store nemlig også at skrige og græde og ingenting ville. Så det "tør" jeg ikke risikere. Jeg føler de styrer mig og ikke omvendt og det er meget provokerende, men samtidig føler jeg mig også skakmat, og ved ikke hvad jeg skal gøre.

Fordi min mand er så træt af den lilles klynk, forsøger jeg hele tiden at undgå at den lille skal græde, derfor pleaser jeg ham, selvom jeg egentlig gerne vil sætte en grænse, uanset om det kræver en tudetur eller ej. Jeg er træt af og ked af at blive mødt med: at når jeg ikke er her, går det hele godt. Og det nok samheden, men gør mig meget ulykkelig. Så for at undgå den sandhed, forsøger jeg at undgå den lilles gråd. Det er ikke særlig smart, det ved jeg godt. Så det slår jeg også mig selv oveni hovedet med.

Min mand er meget mere kontant end jeg er overfor drengene, samtidig med at han er meget indfølende. Han er en superfar. Men bliver ind imellem meget vred og det har jeg svært ved at håndtere, så jeg bruger meget energi på at undgå og afmontere hans vrede. Midt i alt det har jeg meget svært ved at finde ud af, hvad jeg egentlig selv synes, hvor mine egne grænser egentlig går. Omend jeg godt kan mærke at jeg hele tiden lader drengene gå over dem.

Selvfølgelig reagere drengene på alt det her og i virkeligheden er det ikke svært at se, hvorfor det er som det er, men jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre ved det.

I denne weekend, alene med ungerne, har jeg prøvet at være mere klar i mæglet, mene det jeg siger og sige tydeligt ja eller nej. Det har synliggjort for mig, hvor usikker jeg er, selvom jeg egentlig er en meget stærk og modig kvinde.

Desværre kæmper jeg lidt med noget angst, det er ikke voldsomt, men det sniger sig ind på mig, når jeg føler jeg ikke har kontrol over situationen, når det ikke er mig der styrer drengene, men omvendt. Det gør mig også lidt uklar, fordi angsten er meget ubehagelig følelse, jeg helst bare vil af med.

Jeg har også opdaget, at jeg hele tiden forsøger at gøre mig selv "ikke tilgængelig", ved at gå på toilettet, vaske op, gå ind i et andet rum, sætte en film på for at Jonathan, den lille, ikke skal hænge på mig. Han vil helst være på armen og jeg føler ikke jeg har magt til at sætte ham ned igen. Jeg prøver at tage ham op, høre hvad han "siger" og sætte mig ned med ham på hug og forsøger at aflede, så jeg kan undgå at bære rundt på ham konstant.

Misforstå mig ikke, jeg leger meget med mine børn og vi har det rigtig sjovt og kærligt sammen, det meste af tiden, men jeg kan mærke jeg forsøger at snige mig væk for tiden.

Jonathan er motorisk meget fremmelig og han er en kvik og sjov lille fyr, men han har intet sprog endnu, det går meget langsomt på den front. Han kan sige hej, ja og moar. Det er det hele. Ikke nogle dyrelyde eller taktor eller sådan noget og han prøver heller ikke at tale os efter munden, alligevel er han urtolig nem at kommunikere med, han mimer alt og ...

... han kan gøre sig forståelig med temmelig nuancerede ting (måske er hans mor alt for god til at gætte hvad han vil sige?).

Han forstår næsten alt, og i vuggestue er de overraskede over hans ordforråd er så stort, når han nu ingenting siger, eller forsøger at sige. Altså han er ikke tavs, han snakker egentlig hele tiden, men han har sit helt eget sprog. Derfor bliver han selvfølgelig også meget frustreret, hvis jeg siger nej til et eller andet, for han tror det er fordi jeg ikke forstår ham. Det kan hjælpe at blive ved med at sige, at jeg har forstået ham, men langt fra altid.

Jonathan har været en del syg. Væske på begge øre, har fået dræn, det hjalp fantastisk, i de sidste uger skoldkopper og nu asmatisk bronkitis. Han vågner meget om natten og hvis jeg går ind til ham, kan jeg ikke få ham til at sove videre, han vil op og ind i stuen. Jeg prøver alt muligt, det eneste der hjælper ind imellem er at tage ham med en i vores seng og at min mand lægger sig på en madras i stuen.

Det tager ham en time eller mere at falde i søvn igen og han sover meget uroligt og vågner ind imellem og skriger og er vred. Skubber mig væk, lægger sig bagover i flitsbue osv. Han lægger armene over kors foran brystet og ser meget sur ud. Og så skriger han. Jeg kan ikke tale ham ned når han er sådan, det eneste der hjælper er, at jeg rejser mig fra sengen tager ham op, går med ham på armen, hvor han er oprejst, ikke noget med at lægge ham på armen, som om han skulle sove.

Jeg får meget ondt i ryggen, jeg bliver meget frustreret, er meget træt og går og bander og svovler i alt min selvmedlidenhed, men jeg aner ikke hvad jeg skal stille op. Tit vækker han sin storebror, der græder og så flytter vi ham ind i stuen på en madras ved siden af min mand. Det er noget værre natteroderi. Hvad skal vi stille op?

Hvis min mand "tager nætterne" går det for det meste bedre, han kan godt få ham til at sove videre, i sin egen seng. Så sådan indretter vi os for det meste. Men ind imellem vil han bare have sin mor, og så må min mand opgive.

Han vågner også tit om morgnen og er sur, skælder ud, jeg skal stå op, jeg skal bære ham, han vil ikke have den sut, men den. osv. For ikke at vække resten af familien, han står ret tidligt op, prøver jeg at give ham hans vilje. Det føles helt forkert, men igen føler jeg mig skakmat, vi skal jo have noget søvn.

Når vi skal spise har vi aftalt at alt mad står på bordet, alt er klar, vi vasker hænder og får tisset af og går samlet til bordet. Der må ikke leges ved bordet, og vi skal ikke hente 17 forskellige tallerkner, skeer eller servere maden 100 gange, fordi vi hver gang gjorde et eller andet forkert, altså i følge Jonathan. Han kan ikke sidde stille på stolen, han kravler op og ned, rækker ind over bordet, vælter sin kop, vil give alle os andre mad også, han vil sidde på andre stole, hos mig eller kysse lidt, nusse, snakke, lege osv osv. Alle nej'er gør ham rasende. Og så nægter han at spise noget.

Ja, sådan er det, når jeg er der, ikke når de er alene, da kan de sidde stille og roligt og spise sammen. Så jeg føler mig selvfølgelig i vejen og jeg kan godt forstå at min mand føler at jeg skaber problemet, selvom jeg ikke selv tror det er så enkelt. Eller er det???

Jeg bliver selvfølgelig nervøs, når vi skal spise, fordi det jo hurtigt bliver min skyld at "det går galt", så jeg prøver alt muligt dumt for at undgå det og selvfølgelig ender det i kaos. Ungerne kan jo mærke min usikkerhed.

På en måde står det mig meget klart, hvad der foregår, tror jeg, men jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op.

Her til aften var der vist et lystpunkt, da jeg skulle putte Jonathan, hasn storebror sover hos mormor i nat, jeg sagde til ham, at "i aften skal mor ikke sidde herinde hos Jonathan, Jonathan skal sove og mor skal ind og vaske op. Det er noget nyt, men det kan vi godt klare, der er ingen problemer, det kan vi godt finde ud af." Og så smilede han og ville give mig High Five, han græd de første par gang jeg gik ud, men ikke alvorligt, nærmere lidt klynk, og hver gang gik jeg ind og sagde det samme, at mor ikke skulle sidde herinde hos Jonathan, men jeg skulle in dog vaske op osv.

Jubii, han faldt i søvn til sidst, efter 3 kvarter, stort set uden gråd, omend jeg var derinde mange gange, så syntes jeg det var en succes. Han faldt i søvn alene i sin seng.
Sådan som han gjorde for nogle måneder siden, hvor han i øvrigt også sov meget bedre om natten.

Hvordan håndterer jeg bedst den her situation jeg står i, så vi undgår alt den råben og skrigen og at Jonathan skal være så frustreret???

Kærlig hilsen
Stine

Læs Helens svar »

Gråd går lige i hjertet – og helt ind i nervesystemet

Alle forældre kender det. Den hjerteskærende babygråd, der ikke bare larmer i ørene, men også føles fysisk i hele kroppen. Gråd er babyers eneste måde at kommunikere på, og et par timers gråd om dagen er helt normalt. Men det gør det ikke nemmere at stå i. Især ikke, når man har prøvet alt – ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

2. maj 2025 | Sovevaner | 21 mdr.

Lang putning - 21 måneder

Kære Helen, Vi håber, du kan hjælpe os med at skabe en kortere og endnu...

Læs hele brevet og Helens svar

2. maj 2025 | Udstyr | 22 mdr.

Natlampe

Kære Helen Som du ved, så har vi store udfordringer med storesøsters (22mdr)...

Læs hele brevet og Helens svar

13. april 2025 | Opdragelse | 22 mdr.

Håndtering af selvstændighedsalder og aftenputninger

Kære Helen Jeg skriver til dig igen om vores datter på 22 måneder, som i...

Læs hele brevet og Helens svar

10. april 2025 | Opdragelse | 22 mdr.

Reaktion på at være blevet storesøster

Kære Helen Jeg skriver til dig igen om min datter på 22mdr som er blevet...

Læs hele brevet og Helens svar

4. april 2025 | Sovevaner | 22 mdr.

Opfølgning på opvågninger om natten - 22mdr

Kære Helen Tak for dit svar vedr. mit brev om min datters opvågninger....

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: