Svar: Hvordan opdrage en rasende og bestemt lille dreng

---

Kære mor til Matti

Jeres dreng er stadig bare en lille dreng, der forsøger at finde ud af at agere i den store verden, som han er født ind i. Det er bestemt ikke nogen let opgave og der er ingen tvivl om at han nogle gange har det svært ...

Hans følelser kører på højtryk og der er ikke langt fra latter og charme til stor følelsesmæssig frustration. Ligeså sprudlende glad han kan være, hvor hele hans krop tydeligt signalere glæde og svært ved at sidde stille af bare lykke, ligeså kaotisk kan hans indre også være og han kan blive vred, bange, dybt ulykkelig og han vrider sig, sparker, hans krop kollapser.

Hans selvbillede udvikler sig stille og roligt i samspil med andre. Han har brug for ros, det gør ham stolt og glad og når han bliver irettesat, så bliver han naturligt ked af det, det er ikke sjovt at få at vide, at man gør noget forkert. Han er med den alder han har nu meget følsom og meget sårbar overfor hvordan han bliver modtaget, hvordan I og andre reagerer på det han siger og det han gør.

Men det betyder naturligvis ikke, at han ikke skal have sagt grænser og ikke skal have lært nogle regler, for det hører med til opdragelsen. Men det har stor betydning, hvordan grænserne sættes.

Børn i Mattis alder får det der hedder fortvivlelsesanfald. Når det sker, så er han ikke uartig, men oprigtigt ked af det. Han er skuffet over at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt,- skoene driller, maden falder af skeen, knapperne er for svære at knappe eller også bliver han sur over at I giver ham æblet skrællet, fordi han hellere ville have det skåret ud i både. Det er ofte små bitte ting som i jeres øjne virker som bagateller, nogle gange ting I slet ikke kan forstå kan være et problem, men som for ham betyder rigtig meget.

Fortvivlelsen og den manglende evne til at tackle disse følelser hænger sammen med hans endnu meget umodne hjerne. Han mangler simpelthen de forbindelser i hjernen, som får ham til at tage det roligt og bevare overblikket. Disse forbindelser skabes først, når I ved jeres måde at reagere på, får ham til at slappe af. Jeres fysiske kontakt, jeres beroligende og trøstende stemme. Det at I er rolige smitter af på ham og det sætter gang i en masse reaktioner i hans krop, som gør ham afslappet og det igen hjælper ham til at danne de vigtige forbindelser i hjernen.

Derfor har han brug for at I sidder med ham, holder om ham og beroliger ham. Han har brug for jeres hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear, han brug for trøst og hjælp til at få samling på sig selv. Hans krop er netop i oprør, han kan ikke gøre andet end at lægge sig ned, vride sig rundt, sparke, ...

---

---

... smide med sit legetøj. Han har brug for en medlidende reaktion. Han har brug for at høre at I forstår det, det er rigtigt irriterende at han ikke kan se mere fjernsyn fordi han har set fjernsyn i dag eller det er også rigtig irriterende, at I giver ham æble, når han hellere ville have en banan ...

Når I sætter grænser, så er det for at vise jeres dreng, når han gør noget forkert. Det vil sige at hvis han f.eks. bevidst forsøger at slå ud efter jer, så skal I sætte ham fra jer og markere at det vil I ikke have. ER man på skødet eller på jeres arm, så skal man ikke slå! Er han igang med at ødelægge noget, så skal han igen fjernes og have besked på at det er forkert, smider ham med maden, tallerkenen eller lignende ved middagsbordet, så er han færdig med at spise og fjernes fra bordet.

I kan her fint starte med at fjerne hans tallerken, fortælle ham som I gør, at han skal spise pænt, han får tallerkenen igen og smidder han så atter med maden, så er måltidet slut. Enten fjernes tallerkenen eller også fjernes han fra bordet.

Netop det at lade en handling følge med jeres nej er vigtigt for at han husker, at her gjorde han noget som I ikke synes er i orden.

---

---

Det er korrekt at han så ikke altid får helt nok at spise. Men modsat, spiser han så meget mere, hvis han smidder rundt med maden ... næppe. Derimod, hvis måltidet er afsluttet, afkortet, så bliver han jo nok mere sulten til næste måltid og vil naturligt der så også putte mere mad i munden ... Og netop derfor er det også rigtig vigtigt at der ikke går for lang tid imellem hans måltider. Børn på 1½ år, skal ofte spise med mindst 2-2½ timers mellemrum ...

Når han spiser, så skal I lade ham spise. Det gør ikke noget at pålæg og brød spises hver for sig - det der er vigtigt er at han spiser, sidder stille og roligt og koncentrerer sig om sin mad. Han skal have madro. Men ødelægge maden, slå med tallerkener og og lege mere med maden i glasset end at spise, det dur ikke.

Igen skal I her også anerkende hans lyst til at undersøge, mærke og fornemme og derfor er det vigtigt at I giver ham mulighed for dette uden for middagsbordet. Det vil sige, at hvis han nyder at smatte maden ud mellem fingrene, så lad ham lege med sand og vand eller inddrag ham i at bage boller og lad ham sidde med dejen i sine hænder. Hvis han nyder at slå tallerkenen i bordet og fascineres af den larm, han kan lave, så lad ham slå på tromme, xylofon eller hammerbræt og elsker han at lege med mælken i glasset, så lad ham lege med vand, kander osv.

Jo mere I anerkender hans lyst til at lege med disse ting uden for middagsbordet, jo større succes omkring maden, når hans skal spise ... :)

Rigtig meget held og lykke fortsat!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

Viden om børn:

---