Brev:

Ked af ny børnehave

Kære Helen

Jeg skriver til dig vedrørende vores femårige dreng, som har det svært for tiden. Han har været igennem nogle drastiske forandringer den seneste tid. Blev storebror for 4 måneder siden, flyttede 15. august fra vores lejlighed på Nørrebro til vores kolonihavehus i Ballerup i 1½ måned, for derefter at flytte i hus i Hillerød d. 1. okt. og starte i ny børnehave d. 5. okt.

Med andre ord har vi rykket hele hans tilværelse op med rode, og der selvfølgelig ikke noget mærkeligt i, at han reagerer. Jeg har så frygtelig dårlig samvittighed, men vi ville gerne flytte i hus og ud af storbyen, inden han skal starte i skole næste sommer. Og så gik det bare lige pludselig stærkt, da vores lejlighed blev solgt på under en uge.

Han har egentlig klaret det hele i stiv arm, men sagen er den, at han er meget ked af sin nye børnehave. Det startede ellers fint med, at han allerede i løbet af den første uge blev rigtig gode venner med en dreng, som også lige er startet.

Men i den anden uge gik det galt. En dag fandt jeg ham i et lille lukket rum med meget høj musik siddende helt op i hjørnet fuldstændig opløst i tårer. I rummet befandt sig fire andre drenge, deriblandt hans nye ven. De dansede og legede diskotek til den høje musik. Der var ingen voksne, der kunne høre eller se, hvad der foregik i rummet, så jeg ved ikke, hvor længe han har siddet og grædt.

Da jeg spørger de andre drenge, hvad der er foregået, fortæller de, at min dreng slår, og at de ikke vil have ham med i legen. Min dreng fortæller, at det er rigtigt, at han har slået, men at han har gjort det, fordi de alle fire, også den nye ven, holdt ham fast, så han ikke kunne bevæge sig og komme fri.

Den unge pædagogmedhjælper ved ikke, hvad der er foregået, udover at min dreng noget tid forinden var kommet ud fra rummet og havde grædt, men var gået derind igen. På vejen hjem fortæller min søn, at han ikke kan lide de andre drenge, fordi de hele tiden driller ham, siger, at han ikke er sej, og at de får ham til at føle sig grim. Den sidste bemærkning er ny, han har aldrig før givet udtryk for dårligt selvværd.

Næste dag tager ...

... jeg en snak med lederen, som også er pædagog på stuen. Hun er forstående og siger, at hun nok skal være opmærksom og holde øje med, hvad der sker. Jeg foreslår, at min dreng prøver at blive gode venner med sin nye ven igen, men det bliver mig som må agere pædagog og konfliktmægler, da hun blot ser passivt til. Jeg giver også udtryk for, at jeg ikke synes, at det er i orden at lade drengene være alene i et rum med lukket dør og meget høj musik, da de tilsyneladende ikke er modne nok til at kunne dette. Det giver hun mig ret i, men jeg har flere oplevet at dette er sket igen.

Efter denne episode, er situationen ligesom gået i hårdknude. Min dreng er meget ked af at skulle i børnehave, har ondt i maven om morgenen og siger, at jeg ikke må gå. Når jeg spørger pædagogerne, hvordan hans dag har været, siger de "fint", men min dreng fortæller, at han har haft en dårlig dag, er ked af det, fordi han ikke har leget med nogen. Pædagogerne fortæller, at han har andre interesser end de andre drenge, som leger med biler og dyr, hvor min dreng blot vil tegne.

Min dreng har aldrig før været særlig vild med at tegne, men nu tegner han dagen lang - også når han kommer hjem. Det skal samtidig nævnes, at min dreng var en populær dreng med rigtig gode venner i den gamle børnehave. Han blev ofte rost af pædagogerne for at være en social, vellidt og god kammerat.

Jeg har talt med flere af pædagogerne om problemet, fortalt, at jeg gerne vil have, at de hjælper ham med at blive integreret i drengegruppen, men jeg har svært ved at se, at der bliver gjort noget aktivt ved situationen og dette endda på trods af, at de har om mobning i øjeblikket. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal nå ind til dem.

Mit spørgsmål til dig er, hvad jeg kan gøre i forhold til at hjælpe og støtte min søn. Jeg forsøger at tale med ham om det, men må indrømme, at jeg også føler mig som en skurk, når jeg alligevel insisterer på, at han skal i børnehave. Det er et svært dilemma, og det gør ondt langt ind i hjertet at se sin ellers glade og udadvendte dreng være så bedrøvet.

Jeg glæder mig til at høre dine tanker.

Mange hilsner fra
en mor

Læs Helens svar »

Gråd går lige i hjertet – og helt ind i nervesystemet

Alle forældre kender det. Den hjerteskærende babygråd, der ikke bare larmer i ørene, men også føles fysisk i hele kroppen. Gråd er babyers eneste måde at kommunikere på, og et par timers gråd om dagen er helt normalt. Men det gør det ikke nemmere at stå i. Især ikke, når man har prøvet alt – ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

25. april 2025 | Udvikling | 5 år, 6 mdr.

Skole parathed

Hej Helen. Jeg har en pige der skal starte i skole i år. Hun er født i...

Læs hele brevet og Helens svar

3. april 2025 | Udvikling | 4 år, 5 mdr.

Social angst og skoleudsættelse

Kære Helen. Vi er altid meget glade for dine svar. Der er lidt tid til mit...

Læs hele brevet og Helens svar

23. februar 2025 | Opdragelse | 4 år, 3 mdr.

Hver eneste lørdag er helvede

Hej, vi har 3 børn. Én på 4,5 og to på 2,5. Tvillingerne er relativt nemme...

Læs hele brevet og Helens svar

30. september 2024 | Renlighed | 5 år

Laver i bukserne - 5 årig

Kære Helen. Vores dreng F. er lige fyldt 5 år. Han smed bleen for ca. 2 år...

Læs hele brevet og Helens svar

8. august 2024 | Opdragelse | 5 år, 7 mdr.

Vred 5årig

Hej Helen! Det er noget tid siden jeg har skrevet, men vi har en problematik...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: