Brev:

Når bedsteforældre fylder for meget i tankerne

Kære Helen

Har brug for at høre dine tanker omkring nedenstående og hjælp til at sætte farmor og farfar ”lidt i baggrunden” inde i mit hoved :o) Vil lige oplyse, at vores søn nu er 2 år og 4 mdr. og vores lille pige er 7 mdr.

Børnenes farmor og farfar fylder utrolig meget i mine tanker, hver gang vi har været sammen med dem. De har en, i mine øjne, meget gammeldags holdning til børn og specielt farfar fortæller altid gerne om, hvordan han har slået sine børn – altså min kæreste og hans søster. Jeg tror ikke, de kunne finde på at lægge hånd på vores børn, idet de godt er klar over, at det vil vi naturligvis under ingen omstændigheder tillade samt bliver de ved med at sige, ”det er jo også forbudt i dag at slå sine børn”.

Det gør mig dog alligevel utryg, når farfar nærmest ”praler med”, hvordan han tog min kæreste med hen i kedelrummet og så fik han tæsk, når han ikke ville høre efter eller var fræk. Det gør mig utroligt ked af det på min kærestes vegne (han siger dog, at han ikke som sådan kan huske det) og samtidig tænker jeg, om farfar mon kunne finde på at gøre det ved mine børn, hvis de engang er tilstrækkeligt frække eller provokerende.

En anden ting er, at både farmor og farfar har en helt anden synsvinkel på børn og opdragelse i forhold til min kæreste og jeg. Vi praktiserer meget at prøve at forstå vores søn og rumme hans følelser og frustrationer. Vi giver masser af kærtegn og kram og leger med dem, som meget som muligt. Da min kæreste og hans søster var små, har farmor fortalt, at idet de var selvstændigt erhvervsdrivende, havde de som forældre ikke tid til at lege med dem og de blev affodret og efterfølgende lagt i en kravlegård, mens de arbejdede, for der var ikke tid til mere samvær som sådan med dem. Hvis børnene var på tværs eller lignende, var der kontant afregning, de fik en røvfuld og så snakkede man ikke mere om det. (Naturligvis har de også haft gode stunder sammen).

Som du kan se, har vi hver vores syn på børn og omgangen med dem og derfor kan jeg tydeligt se på farmor og farfar, at de synes vi er alt for bløde og large omkring vores søn, når han fx bliver dybt frustreret under aftensmaden, hvor han vil have noget fra bordet og vi ikke forstår, hvad det er. Her afbryder vi snakken mellem os voksne og prøver at hjælpe ham så godt vi kan og det er tydeligt at se, at de ikke forstår, vi gør så stort et nummer ud af det i stedet for at bede ham tie stille og skælde ham ud for hans ”skabagtige opførsel”.

Et andet eksempel er, at vores søn, min kæreste og farfor gik en tur sammen og vores søn ville gerne bæres hele vejen af far og forinden havde han åbenbart været ret ked og rakt armene op mod far for at blive taget op. Dette refererer farfar ved at fortælle mig, at vores søn havde været fuldstændig hysterisk og ville bæres hele vejen – sikke da noget!

Farmor fortalte forleden, at de havde været på besøg hos deres datter, som har to børn. Det er næsten altid kun kritik, vi hører, når de skal fortælle om besøg hos dem og hvor umulige og trodsige børnene er. (De ...

... er 1 år og 5 år). For mig at se, forstår jeg egentlig altid godt, hvorfor børnene reagerer, som de gør i de givne situationer, som farmor fortæller om, fx var den 1-årige også blevet gal ved bordet, da han ikke fik mælken hurtigt nok. Sådan noget, ser farmor og farfar som et virkelig stort problem, hvorimod min kæreste og jeg udmærket forstår, hvorfor han reagerer, som han gør og det behøver man ikke gøre et større nummer ud af.

Jeg giver dem aldrig ret, men prøver i stedet at forklare lidt, hvorfor de mon har reageret, som de gjorde, men det ser ikke ud til, at det interesserer farmor og farfar synderligt. Jeg hader, at de altid skal sladre om deres andre 2 børnebørn, det forstår jeg slet ikke, de har lyst til, når det netop er deres børnebørn! Og desuden kan jeg naturligvis godt regne ud, at de så også omvendt sladrer om min kæreste og mig og vores børn og det gør mig frygteligt ked af det.

Desværre er min kærestes søster meget ligesom deres forældre og hun opdrager også med rimelig hård dsiiplin, rap over fingrene og utrolig meget råben og skæld-ud pga. bagateller! Derfor tror jeg også ofte, at de har en forventning om, at sådan bør vi også opdrage vores børn og det er klart, at vi virker til at give lang snor i deres øjne, men det ligger meget fjernt for os at skulle råbe og skælde så meget ud, når vi i virkeligheden godt forstår grundene til, at specielt vores søn, reagerer som han gør, men den alder han har nu.

Jeg burde bare kunne sige til mig selv, at det er farmor og farfar, der er forkerte på den og de er bestemt ikke særligt pædagogiske eller rummelige og at det vi gør, må være det mest rigtige. Jeg har også flere gange fået at vide fra andre, at jeg er en god og meget rolig og tålmodig mor og det varmer naturligvis :o) Jeg forstår så ikke, hvorfor jeg ikke bare kan fokusere på de positive kommentarer i stedet for at ærgre mig og få en knude i maven over, hvordan jeg kan se, farmor og farfar udstråler, at de synes vi gør tingene forkert.

Må hellere lige nævne, at jeg desværre ikke er særligt god til at få sagt fra overfor dem og er nok lidt for meget ”den søde og artige svigerdatter” :o(

Så for at opsummere har jeg brug for nogle råd til, hvordan jeg får bedsteforældrene til at fylde mindre i mine tanker i forhold til vores børn og deres sladren videre til andre, for det ender faktisk nogle gange med, at jeg bliver i tvivl, om vi er helt forkerte på den og er alt for large og forhandlende i forhold til vores søn.

Jeg er dog dybest set ikke i tvivl om, at det vi gør, er det rigtige, i hvert fald for vores børn og familie, så det skal der ikke ændres på, men det irriterer mig grænseløst, at jeg skal være i dårligt humør og trykket, hver gang vi har været sammen, fordi jeg spekulerer så meget bagefter, så hvordan får jeg lidt mere mor-selvtillid og troen på, at det vi gør, er godt nok og ikke mindst får dem til at fylde mindre i mine tanker? Har vel nærmest brug for et mantra, jeg kan gentage for mig selv igen og igen, hver gang vi er sammen :o)

Kærligst en mor

Læs Helens svar »

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

31. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 7 mdr.

Opfølgning på selvstændighedsalder og afvænning af sut

Kære Helen Tak for svaret på mit brev om selvstændighedsalder og afvænning...

Læs hele brevet og Helens svar

29. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 7 mdr.

Selvstændighedsalder og afvænning af sut

Kære Helen Lige en opfølgning på mit sidste brev om min datter på 2,5 “Det...

Læs hele brevet og Helens svar

28. januar 2026 | Udvikling | 23 mdr.

Svære afleveringer i vuggestuen

Hej Helen. Vores datter på 23 måneder har gået i vuggestuen, deltid, siden...

Læs hele brevet og Helens svar

24. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 7 mdr.

Det er kun far der dur - 2 år, 7 mdr.

Kære Helen Jeg skriver til dig om min datter på 2,5 år. Hun er altid...

Læs hele brevet og Helens svar

21. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.

Lære at høre efter

Hej Helen Tak for din brevkasse - nu vil jeg forsøge at spørge dig i håb om,...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: