Svar: At sige farvel ...

---

Hej med dig

For mange børn er det rigtig svært at sige farvel og det er et eller andet sted vigtigt, at anerkende dette. Det er som du skriver helt naturligt at hun hellere vil være hjemme, hygge med mor, far, storebror og at hun naturligt protesterer over at det dejlige, hyggelige skal afbrydes. Ikke fordi hun ikke også nyder at være i dagpleje, hos mormor osv. men fordi det er svært at skifte situation og være i det skift der er fra det ene til det andet. Måske oplever du også, at hun nogle gange kan reagere, når hun skal hjem igen? At hun der også har svært ved at skifte situation ...

Det kan naturligvis ikke udelukkes, at hun også reagerer lidt mere nu, fordi hun har oplevet, at du pludselig steg ud af bilen og var væk og hun ikke var rigtig forberedt på dette. Jeg kan godt forstå at I derfor er begyndt at forberede hende, men igen - det er meget svært for hende at forholde sig til tid og derfor også meget svært at forholde sig til, hvad det vil sige at "nu skal mor være væk i 2 dage". Samtidig vil hendes hverdag jo ligne sig selv, så det er også vigtigt ikke at gøre et større nummer ud af det, end nødvendigt er.

Hvis du på nogen måde virker bekymret eller urolig omkring det, så vil hun naturligt også reagere med større uro og have sværere ved det. Hvor lang tid i forvejen hun skal informeres om at du skal af sted er svært at sige - måske vil det være helt fint, bare at tale om det under aftensmaden aftenen inden "i morgen kommer far og henter dig i dagplejen" og så fokusere på det dejlige de to så skal sammen, fordi mor er væk. Mere end fokusere på at du er væk ... Og om morgenen, når du så ...

---

---

... siger farvel, så mind hende om at far henter og at de to skal hygge sig rigtig meget, at far glæder sig osv.

Samtidig skal du naturligvis så også anerkende hendes savn af dig, når I ikke ses og bekræfte at du også kommer til at savne hende. Dette må du også meget gerne gøre, når du 'bare' afleverer hende i dagplejen "jeg kommer også til at savne dig skat, rigtig meget" og så måske lave en lille aftale med hende om, hvordan I kan tænke på hinanden.

Det kan være et billed af hende, som du viser hende at du har i tasken og hun kan på samme måde have et lille fotoalbum af jer derhjemme med i sin taske. Det kan være måden du giver hende et knus på, eller at hun skal kysse i din håndflade, hvorefter du lukker hånden sammen og holder fast i kysset hele dagen og så kan du mærke kysset, når du savner hende ... eller hvad du nu kan finde på, som du tror vil virke :)

---

---

Jeg er ikke tilhænger af at sige at det er "morgenskaberi", Jeg synes i stedet at man skal anerkende, at det er svært at sige farvel og "Jeg kommer også til at savne dig skat, men vi ses igen og jeg skynder mig hjem så hurtigt som muligt!" så man fortæller hende at de følelser hun har er okay og at I som voksne har det på samme måde.

Og når det så er sagt, så naturligvis uden at ynke hende eller gøre det værre end det er - der er ikke nogen grund til at blive 'hængende i det der er svært', man skal jo også videre. Lidt ligesom hos de 1½ årige der falder, og hvor man så en gang i mellem skal sige "ups, op igen skat, op igen" i stedet for at fare hen og gøre det værre .... Håber du forstår hvad jeg mener :)

Rigtig meget held og lykke fortsat!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---