Svar: Selvstændighedsfasen - kan man dæmpe, minimere

---

Kære bassens mor

Anfald af fortvivlelse ses især i 1, 2 og 3 års alderen og de kan virke meget voldsomme.

Det er naturligvis vigtigt at I sørger for at han ikke kan yde skade på sig selv, han må ikke banke hovedet ind i væggen eller lignende, som kan være direkte skadeligt. Hvis han motorisk er fuldstændig i oprør, kan det være nødvendigt at tage ham op, holde fast omkring ham, så han hjælpes til fysisk ro og får samling på sig selv.

Lad ham mærke at du elsker ham ubetinget, uanset hvad humør han er i, hvordan han reagerer, om han er glad, hidsig, vred, ked af det osv. så er du der for ham og kan rumme alle hans frustrationer. Det er netop, når han mærker din ro, at han selv bliver rolig. Du skal nurse ham og ikke skælde ham ud "nååå, lille skat, bliver du bare så ked af det, sååå, rolig nu" og samtidig med at du siger dette stille og roligt så sætter du dig med ham på skødet, vugger ham stille, bruger dig selv, din krop som et tæppe der lægger sig omkring ham og får ham til ro.

Nogle gange kan børn i denne alder godt blive ved med at græde, det er som om det kører i en ring og bare ikke kan stoppe. Så kan det være okay at sige "såå skat, rolig nu, så behøver du ikke græde mere, stop nu, nu er det okay igen" eller lignede, så han et eller at sted også bliver taget ud af situationen og ikke bare 'kører i en rille'. MEN, det er naturligvis meget vigtigt at han hele tiden føler sig forstået og ikke bliver mødt med "nu skal du stoppe, vi vil ikke høre med på det pjat" eller lignende. Det er vigtigt at han føler sig forstået og mødt, også når du en gang imellem er nødt til at sige "nu er det ikke nødvendigt at græde mere" ... håber du kan følge mig :)

Og så er det som du siger rigtig vigtigt at aflede, tilbyde alternativer og forsøge at undgå at verden bryder sammen. Men undgås kan det dog ikke, for der er også regler der skal følges og ting der skal gøres - om man vil det eller ej, og han skal jo lære at tackle de frustrationer der opstår, når det ikke går efter hans hoved.

En gang imellem kan man også bruge humor og sjov i stedet for at sige nej, nej, nej. Hvis han gør noget han ikke må og I har på fornemmelsen at det er han klar over, så kan I i stedet sige "ved du hvad vi gør ved små bøllespirer som dig - vi kiiilder dig" og så kan I fange ham, lege løve, krokodille eller andet, lege at I spiser ham, imens I kilder, tumler, siger dyrelyde og siger "frække børn skal spises" eller lignende.

Det at lege og afbryde en seance med leg og fysisk kontakt virker ofte rigtig godt på børn - også når de er lidt ...

---

---

... frække og gør noget man ikke vil have dem til. For ofte gør de det jo netop for at få kontakt, få opmærksomhed, blive set og føle sig set og det bliver de netop med kildetur og krokodilleleg. Så lege og nej givet på denne måde kan også minimere antallet af frustrationer.

De frustrationer han får over sin egen manglende formåen - skoene der ikke vil på fødderne, maden der falder af skeen, klodserne der falder sammen inden han har nået at få stablet tårnet højt nok osv. disse frustationer må han guides igennem. I må her tilbyde jeres hjælp, støtte, motivere og vise ham at I er der, forstår det er svært og at I gerne vil hjælpe. Netop vise ham at sammen kan vi finde ud af det på en god måde og det er okay og hyggeligt at hjælpes af, ligesom I også viser ham hvordan så han fremover bliver i stand til også selv at kunne.

Når han bliver ked og frustreret over ikke at kunne det han gerne vil, så har han brug for jeres forståelse og omsorg, jeres støtte, guidning og hjælp. Nogle gange lige sidde på skødet lidt og andre gange bare opfordres til at prøve igen "nååå skat, prøv igen, en gang til, du kan godt".

Fortvivlelsesanfaldende bliver mindre med tiden og ofte i takt med at han få mere og mere sprog og dermed bedre kan sætte ord på, hvad der er galt. Tiden har meget at sige, men også måden I møder ham på er vigtigt, netop fordi det er når han mødes med lydhørhed og forståelse at de vigtige forbindelser i hjernen dannes :)

---

---

Med hensyn til morsyge eller morglæde som det måske skulle hedde i stedet - så ja, man kan vel et eller andet sted godt begge parter have brug for at være lidt fra hinanden. Både voksne og børn kan godt have brug for lidt pauser fra hinanden en gang imellem ... men som udgangspunkt har I naturligvis brug for at være sammen og rigtig meget - sådan skal det i hvert fald helst være at få børn :)

Det er fint at han er i dagpleje nogle timer hver dag, det er også fint at han en gang imellem laver noget bare med far og mor så laver noget andet. Men ellers har han naturligt brug for at være sammen med sin mor, sine forældre, så meget som muligt.

Det er vigtigt ikke at skubbe ham fra dig, hvis han mærker at du bliver irriteret på ham eller forsøge at skubbe ham væk "nu må du lige vente lidt" eller "leg lidt med far i stedet" så kan det have modsatte virkning og gøre at han søger dig og klynger endnu mere. Hans 'mor-depot' skal fyldes op, så han netop har noget at tære af, når I ikke er sammen :)

Håber mine tanker hjælper videre på vej, fortsat held og lykke :)

Fortsat god søndag og fortsat god sommer!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---