Svar: Kamp!

---

Kære Amilias mor

Tak for dit brev - dejligt at høre at du har fundet en kæreste, det lyder som om at I har det godt, trods den selvstændighedsalder Amilia lige nu brager igennem :)

Selvom Amilia nu er blevet 3 år og på mange måder er en meget moden og kvik pige, så er hun på andre områder stadig en meget lille pige. Hendes hjerne er stadig ikke færdigudviklet, men gennemgår en meget stor udvikling og hjernens forskellige dele skal lære at arbejde sammen. Der skal skabes vigtige forbindelser imellem de forskellige hjernehalvdele, de er der ikke fra begyndelsen, men bliver skabt stille og roligt i takt med at hun vokser op og især i takt med at hun møder omsorg og nærhed fra dig. Man ved idag at måden vi som forældre påvirker vores barn, måden vi reagerer på, når barnet er ked af det, frustreret, vred osv. har stor betydning for hjernens udvikling og forældre påvirker således i meget stor grad deres barns hjernefunktion.

At hjernen er umoden betyder at hun forsat en gang imellem får det man kalder for fortvivlelsesanfald. Når verden bryder sammen for hende, når hun bliver frustreret og fortvivlet, så er hun ikke uartig. Så er hun oprigtigt ked af det, hun er skuffet over at tingene ikke er som hun gerne vil have dem, at du ikke vil bære hende og at hun skal gå selv, at du siger nej til ting hun vil men som du ikke vil - eller bare at du har givet hende en gul kop, når hun hellere ville have den røde. Det kan og vil ofte være små bitte ting, der i dine øjne kan virke som bagateller, men for hende betyder det rigtig meget.

Når hun får disse fortvivlelsesanfald, så har hun brug for en medlidende reaktion. Hun har brug for at høre at du forstår det, det er rigtigt irriterende at hun selv skal gå og at du ikke vil bære hende, eller det er også irriterende, at du har skrællet æblet, når hun nu ville have det med skræl på eller hvad det nu kan være ....

Hun har brug for at blive lyttet til, hun har brug for at blive forstået, fordi hun derved danner de meget vigtige forbindelser i sin hjerne. De forbindelser der på sigt, skal lære hende at bevare roen og ikke gå i selvsving hver gang verden går hende imod. Derfor bør man aldrig sende et barn med fortvivlelsesanfald væk, eller blive vred på hende, kalde hende hysterisk eller lignende. Det får hende måske nok til at holde op med at græde lidt, men det hjælper hende ikke på sigt.

Når hun har fortvivlelsesanfald, så har hun derfor brug for at du sidder med hende, holde om hende og beroliger hende. Hvis du forsøger at gå fra hende, så vil hun ganske givet gå grædende efter dig, "gå ikke fra mig mor", fordi hun har brug for din hjælp til at blive beroliget og få sin krop ned i gear.

Nogle gange kan du måske ikke få lov til at røre hende og holde om hende med det samme, så sparker hun fra sig eller løber sin vej, men det er vigtigt at du bliver i nærheden, taler beroligende til hende, prøver at sætte dig tæt ved hende, lokker hende hen til dig "kom skat, kom skatterpige, sååå, lille ven" eller lignende, så hun ved at lytte til roen i din stemme får så meget ro på sig selv, at hun tilsidst kravler op på sit skød og lader sig blive holdt om, vugget, beroliget.

Det er naturligvis rigtig svært, når man står ude på gaden foran fætter BR og her må du prøve at vurdere situationen. Det lyder som om at du prøvede at være tilstede, du prøvede også at forklare, hvorfor hun ikke kunne bæres osv. Men når din datter har et fortvivlelsesanfald, så hører og forstår hun ikke ret meget af det du siger, det gør hende blot endnu mere fortvivlet. Derfor skal man nogle gange ikke komme med særlig mange forklaringer, men skal bare sige "sååå, lilleskat, bliver du bare så ked af det, sååå" eller lignende. Uden at gå ...

---

---

... ind i diskussionen, men bare møde hende i den følelse hun har. Hun vil i en sådan situation også kunne rette dig "jeg er ikke ked af det, jeg er sur!" og så kan udgangspunkt være den følelse "jeg kan godt forstå du bliver sur, det er også rigtig dumt, at man skal gå selv, når man er træt i sine ben".

Konflikter er en del af hverdagen med børn i denne alder og det hører med. Det har dog stor betydning hvordan man kommer ud af en konflikt og det er her at I du som mor (som forældre) har en vigtig rolle. Aggression, hysteri, frustration og fortvivlelse hører også alderen til. Og her er det utroligt vigtigt at man skelner tingene fra hinanden og derfor handler forskelligt, alt efter hvad det egentligt er der foregår.

Ud over at få fortvivlelsesanfald så kan jeres datter også, med den alder hun har, begynde at få det der hedder kontrollerende anfald. Det ses normalt hos lidt ældre børn (4-5 år), men kan godt opleves helt ned i 3 års alderen. Det handler om at barnet forsøger at kontrollere sine forældre, ønsker at manipulere dig til at få sin vilje. Det er hvis barnet græder og skriger helt vildt fordi det ved at det derved får sin vilje. Barnet har således lært at bare jeg skaber mig længe nok, så får jeg det jeg vil have. Her er der ikke tale om et fortvivlet barn og ofte har barnet ingen tårer. Børn med denne form for anfald, vil normalt også være i stand til at formulere deres krav "jeg vil have den - nu!"

Får hun anfald som udspringer af ønsket om at kontrollere dig, så skal du reagere anderledes. Denne type anfald kan man bedst behandle ved at sørge for at barnet ikke får publikum og ved at ignorere barnet. Ikke nødvendigvis sende barnet væk, men i stedet gå væk fra barnet. Hvis der ikke er nogen til at se, hvordan barnet skaber sig, ja så er det jo ikke længere sjovt at blive ved.

Man skal ikke forhandle med et sådan barn, men kort og godt holde fast i sit nej og derfor heller ikke give efter. Hvis man giver efter, så lærer barnet at bare det bliver ved længe nok, så får det sin vilje.

---

---

Så måske var ønsket om at blive båret, en måde at kontrollere dig på - lige prøve af, hvad du ville gøre "jeg vil bæres NU!" og her skulle du måske have gjort kort proces, sagt til hende at det var umuligt for dig og at hun var nødt til at gå selv og så skulle du måske være begyndt at gå ... sandsynligheden for at hun ville følge efter dig er stor.

Men igen, det kommer jo an på hvor trafikeret en vej vi taler om, for du kan jo ikke "efterlade hende" et sted, hvor hun sikkerhedsmæssigt vil være i fare. Og du skal naturligvis ikke gå længere væk, end at du hele tiden har øje på hende, men bare markere at her er grænsen nået og nu går vi hjem.

Og så er det som du også selv er inde på ganske fornuftigt en gang imellem at give alternativer i stedet for at sige nej. Ligesom det også er okay at hun er medbestemmende, omkring forskellige ting i hverdagen, så hun oplever at hendes mening også tæller. Men du skal være opmærksom på at hun stadig vælger meget impulsivt og at hun på grund af sin hjernemæssige umodenhed stadig nogle gange vil blive frustreret, hvis du spørger for meget eller giver for mange valgmuligheder.

Det er alle de små ting i hverdagen "vil du have den røde eller gule kop?", "vil du have pære eller banan?", "vil du med op at handle?", "hvad vil du have på af tøj i morgen - kjole eller bukser?", "skal jeg læse godnathistorie" osv. En masse spørgsmål ment i god mening, men som faktisk godt kan frustrere ekstra og derfor give konflikter. Nogle gange er det en rigtig god idé bare at tage beslutninger for hende og ikke stille spørgsmål :)

Håber du kan bruge ovenstående videre, fortsat held og lykke.

Og rigtig god weekend! :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---