Brev:

De må ikke blive som mig!

Kære Helen!

Jeg har nogle tanker jeg har brug for at dele med dig, det er ikke lige noget du plejer at svare på, men håber du vil give mig nogle tanker tilbage.

Jeg har termin med vores andet barn her om 5 dage. Det er så spændende og jeg glæder mig så meget til at møde familiens lille nye guldklump. At blive mor er det bedste der er sket i mit liv, kan gang på gang blive helt overvældet af den kærlighed man kan have til sit lille barn.

Forholdet til min egen mor er ikke altid lige let, min mor har mange psykiske problemer og har et alkohol-overforbrug. Dette overforbrug har da også resulteret i at hun lige nu er indlagt på et behandlingscenter hvor hun skal være i 6 uger. Når jeg tænker tilbage på min barndom husker jeg min mor som omsorgsfuld og kærlig, men samtidig meget ked af det og som en man skulle passe på.

Min mor og far har altid fået at vide at vi var nogle enormt nemme og velopdragne børn (jeg har en storebror og en storesøster). Jeg tror meget at dette handlede om at vi ville passe på min mor og ikke gøre hende ked af det. I skolen har jeg altid været den stille, søde pige, og nu er både min søster og jeg endt som omsorgspersoner (sygeplejersker=)) ja tænk engang. Jeg elsker mit job og er god til det, men bruger mig selv meget og er ofte træt og påvirket af dagen når jeg kommer hjem.

Min mor er en god og kærlig mor og bedstemor. Hun er der 100% for min lille pige og elsker hende. Denne kærlighed er helt gengældt fra M's side. Hun ved ikke noget bedre end at lege med bedstemor, få læst historie og putte tæt med hende. Forholdet til bedstefar er også godt, men slet, slet ikke på samme måde. Mor kan for det meste klare at holde sig ædru når vi er sammen. Vi ringer altid i forvejen så hun er forberedt ...

... og hvis besøgene ikke er for lange går det fint. Jeg ville aldrig turde at lade M (eller den nye lillesøster) blive passet hos mor og far alene, men det er også helt lige meget jeg er glad for det forhold de har til hinanden.

Jeg har godt kunne mærke i den sidste tid at mor har haft det rigtig svært. Hun har ikke haft ringet og der er gået længere tid imellem vi har set hende og far. Så da far ringede den anden aften og sagde at mor var blevet indlagt kom det ikke helt bag på mig men alligevel. Jeg blev enormt ked af det. Det hele brød sammen i hovedet på mig. Tanken om at min mor er indlagt og jeg snart skal føde et lille barn, som min mor så ikke skal se før om 6 uger gør helt ubeskriveligt ondt inde i mig.

Min mand havde møder den dag så han kom sent hjem, så jeg sad der i sækkestolen, højgravid og prøvede at samle mig om at læse historie for M med tårene trillende ned af kinderne. M kiggede på mig og sagde "mor - tårer - såååh moar" mens hun prøvede at komme endnu tættere på mig og aede mig lidt på kinden. Sikke en empati at udvise i en alder af kun 1½. Så kom tårene endnu mere og M endte selvfølgelig med at blive rigtig ked af det, så der sad vi og græd begge to da farmand kom hjem og reddede situationen.

Jeg vil godt have at mine piger skal vokse op, til nogle store piger med både selvværd og selvtillid. Jeg vil ikke have de skal være klassens stille piger og altid tænke på andre før dem selv. Jeg vil i hvert fald ikke have at de skal blive nogle piger som skal passe på deres mor og hele tiden være bange for at gøre mig ked af det.

Spørgsmålet er bare hvordan man bryder den sociale arv, hvordan kan jeg lære mine piger ikke at blive som mig??

Tak for dine tanker tilbage.

Med venlig hilsen
mor til snart 2

Læs Helens svar »

Viden om børn: