Brev:

Pasning?

Kære Helen,

Her er så mit andet spg.:-)

Jeg tænker rigtig meget over hvilken måde det vil være bedst for Alexander at blive passet på. Passet bliver han desværre nødt til, for jeg skal arbejde og kan ikke gå hjemme med ham.

Det ville jeg på en måde gerne, men har samtidig meget brug for at arbejde, ikke kun økonomisk, men også personligt, for jeg er rigtig glad for det jeg laver og kan ikke undvære at arbejde med det. Det er en stor del af min identitet. Samtidig så har jeg det svært ved at få Alexander passet. Har hele tiden dårlig samvittighed og synes aldrig han bliver passet helt godt nok. Er altid bekymret for om han nu er glad når han bliver passet og om han har det sjovt, osv. og som alle andre mødre, så er jeg selv lige ved at tude når jeg efterlader ham hos babysitteren og han græder når jeg går. (Det er noget han først er begyndt på at gøre inden for den sidste uge. Ellers har han aldrig grædt når jeg gik, men han er også meget mor-glad for tiden:-)

Hun siger det varer i et minut så holder han op, når jeg er ude af syne. Han græder også når jeg efterlader ham hos far, og også han siger det kun lige varer et minut, så går det over og han er glad igen – så det er jo godt)

Alexander er altid (altså fra da han begyndte at blive passet) blevet passet af en babysitter i vores hjem. Også nu har vi en babysitter (en ung pige) der passer ham herhjemme. Det er både godt og skidt. Godt fordi han er i vandte omgivelser og har en masse opmærksomhed, men også svært nogle gange, fordi hun jo ikke er mig og derfor gør tingene med ham anderledes – også nogle gange så anderledes at jeg synes det er forkert.

For eksempel sagde hun den anden dag at hun ikke lige nødvendigvis tager ham op lige med det samme, hvis hun er ved at rydde væk efter frokost, men lader ham lige sidde på gulvet og ’brokke sig’, mens hun lige bliver færdig – og det er man jo nogle gange nødt til, det ved jeg godt, men hun sagde så i forlængelse hermed ’at så lærer han jo også at han ikke altid kan få det som han vil have det lige når han vil have det’. Og det er jeg helt uenig i. Jeg har jo læst dine svar til andre og sådan tænker han jo slet ikke endnu når han er så lille, så jeg tager ham altid selv op, og så må oprydning da vente i stedet. Der kommer jo et andet tidspunkt hvor han fint ...

... leger selv og man kan rydde færdig.

Sådan er der nogle ting der bare gør at jeg bliver helt trist ved tanken om at han bliver passet af andre som har andre ideer om tingene end en selv. Og jeg prøver jo at sige til så de ved hvordan jeg gerne vil have han skal passes, men man kan jo ikke ’garderer’ sig overfor alt og alle mulige situationer der kan opstå, hvor hun vil gøre noget anderledes.

Jeg har derfor tænkt at det ville være rart at få ham i en vuggestue hvor pædagogerne er uddannede og ved hvad de gør. Jeg har været ude at kigge på to. Forholdene er jo lidt anderledes her end i DK og stederne varierer meget i forhold til tilgang til børn. Den bedste af dem jeg så havde 4 børn per voksne (hvilket vist er det samme som i DK?). men jeg blev bare helt trist efter at have været der, for jeg synes der var samlebåndspasning over den måde de passede de små på. De sad for eksempel på række i deres højstole og spiste og ikke så de kunne sidde omkring et bord og se på hinanden.

En af drengene sad og små græd med mellemrum, men ingen tog ham op og gav ham et kram. Da jeg påpegede det for hende lederen der viste mig rundt sagde hun bare at han var træt for det var lur-tid. Så for mig lille Alexander sidde der og små græde uden af blive trøstet! Så der skal han ikke hen.

Men jeg kan ikke finde ud af hvad der er bedst for ham. Han er en meget aktiv og social dreng, der er ellevild når vi er ude i zoo og på museer osv., og elsker kontakt med andre folk, børn som voksne. Han stor-smiler og griner til alle og alle folk siger til mig, at han vel nok er en social glad og udadvendt lille dreng. og så er det jo at jeg synes det er synd hvis min pylrethed skal forhindre ham i at være sammen med andre børn i en vuggestue og få en masse ud af det, hvis det er det der er bedst for ham?

Jeg har været til en ’play-date’ med ham, hvor jeg mødtes med nogle andre mødre og deres børn og det synes han var sjovt. Han gik hen til en lille pige og gav hende ting og hun rakte ham ting tilbage. Ellers synes jeg måske nok bare mest han var begejsret for alt det nye legetøj han ikke havde set før. Men hvad siger du? Er det bedst for børn i hans alder at komme ud blandt andre børn? Er det mig der er for pylret?

Håber du kan give lidt tanker med på vejen:-)

Mange venlige hilsner
Alexanders mor

Læs Helens svar »

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

19. januar 2026 | Sovevaner | 12 mdr.

Fortsat dårlig søvn efter dræn

Hej Helen Vi skriver til dig om vores datter, som lige er blevet 1 år....

Læs hele brevet og Helens svar

15. januar 2026 | Sovevaner | 11 mdr.

Urolige nætter - 11 måneder

Hej Helen, Vores søn på 11 måneder er startet i dagpleje. Det går godt...

Læs hele brevet og Helens svar

12. januar 2026 | Sovevaner | 13 mdr.

13 måneder og konstant dårlig søvn

Kære Helen. Jeg håber, du er kommet godt ind i det nye år. Vi er...

Læs hele brevet og Helens svar

6. januar 2026 | Udvikling | 13 mdr.

Motorisk uro og udvikling

Kære Helen. Mange tak for din hjælp ift putning af min datter efter...

Læs hele brevet og Helens svar

30. december 2025 | Sovevaner | 13 mdr.

Uro ved aftenputning - 13 mdr.

Kære Helen Jeg har en datter på snart 13 måneder. Hun har næsten lige...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: