Svar: Opdragelse - sætte grænser og sikre opbakning

---

Kære mor

Jeg kan godt forstå du bliver ked af det, når du ender med at blive så sur på din datter at hun bliver usikker på dig og det er naturligvis en uønsket situation for jer begge.

Du er højgravid, overskuddet er derfor ikke så stort som det måske burde være og samtidig er der ingen tvivl om at din datter også mærker den store forandring der sker med dig. Du bærer ikke rundt på hende, løfter hende ikke lige op, som du plejer. Pladsen på skødet er blevet trang, hun kan ikke sidde og putte sig, som tidligere og du forventer sandsynligvis også lidt mere af hende, fordi du gerne vil have gjort hende mere selvhjulpen inden den lille ny kommer ... Det pres, de ekstra krav og hele den ændring der sker lige nu påvirker hende naturligvis og derfor er det naturligt at hun lige nu nogle gange virker yngre end hun er.

Det er normalt at børn i forbindelse med at skulle have en lillesøster eller bror, pludselig har brug for ekstra hjælp til ting som de ellers godt har kunne klare før. Det er naturligt at det pludselig er svært at overskue det at spise, at hun generelt virker mere klyngende og pylret og har brug for at du tager dig mere tid til hende.

Det er rigtig godt at du prioriterer at bruge tid om morgenen, så dagen ikke starter stressende for nogen af jer og i det hele taget vil det være rigtig fint, hvis du kunne forsøge i løbet af dagen, at få hvilet dig så overskuddet til hende, når hun er hjemme igen er større. Det er helt okay at 'nurse' hende lidt, altså hjælpe hende lidt ekstra i øjeblikket. Jeg plejer at sige at hendes mor-depot skal fyldes lidt ekstra op så hun har noget at tære af, når hun pludselig skal dele dig med en anden.

Hun må ikke tvivle på at du elsker hende fordi hun er den hun er. Det at føle at man har værdi, det at føle at der i mors hjerte er en ganske særlig plads til en fordi man er den man er - det giver selvværd og har man selvværd, så kan man klare rigtig meget og vil også bedre kunne finde roen i sig selv, når verden går en imod.

Forskellen på selvtillid og selvværd kan kort beskrives sådan.

1. Selvtillid handler om tillid til sine evner. Selvværd hander om oplevelsen af at have værdi.

2. Selvtillid handler om at gøre. Selvværd handler om at være.

3. Selvtillid handler om noget vi kan. Selvværd handler om noget vi er.

4. Selvtillid hander om tillid til sine færdigheder. Selvværd handler om at værdsætte sine egenskaber.

Dette kan du læse meget mere om i bogen "Glade børn med højt selvværd - en forældreguide". Den er skrevet af Dan Svarre, der er psykolog og den er udgivet på Politikens Forlag. Du finder den i min bogguide under 'mobning og selvværd' og den vil måske hjælpe dig.

Det er vigtigt at du ikke skælder hende ud hele tiden og det er meget vigtigt at du ikke siger "jeg er simpelthen så træt af dig!" - prøv at forestille dig, hvad det ville gøre ved dig, hvis du fik denne besked af din mand - det ville virkelig påvirke dit selvværd. Det er rigtigt at hun prøver grænser og generelt er i en meget grænsesøgende alder, det er også vigtigt at I har visse regler for hvordan man opfører sig og at I holder fast i disse regler. Men det skal stadig gøres med anerkendelse for den lille pige som hun stadig er.

Det er i princippet helt fint at du med dit kropssprog viser hende, at nu er grænsen ...

---

---

... nået. Der behøver ikke særlig meget til, så fornemmer hun hurtigt at mor bliver sur - så du behøver ikke hive hende i armen, for at hun fornemmer det ... Måske ville det hjælpe jer at du i stedet for at skælde ud på hende, forsøger at skælde ud på jakken eller simpelthen taler højt "det er også dumt at vi skal skynde os så meget", så hun kan hører at du rent faktisk godt forstår, hvad det er hun føler.

Jeg tænker også at du måske stiller din datter for mange spørgsmål, lader alt for mange ting være op til hende ... Hun er stadig meget impulsiv i sine valg, så når du spørger om hun vil have æble eller banan og hun så vælger det ene, så kan du næsten være 100 % sikker på at hun 3 minutter efter hellere vil have det modsatte.

En del forældre spørger også, i stedet for at sige hvad de ikke vil. Hvis barnet f.eks. hopper i sofaen så siger mange forældre "hov, hvad laver du?", "Må du godt det der?", "Hvad er det vi har snakket om?", "kan du huske vi har en aftale om ikke at hoppe i sofaen?" osv. Alt alt alt for mange spørgsmål. Det er her meget bedre at gå hen til barnet, tage hende ned og sige "jeg vil ikke have du hopper i sofaen, den går i stykker!" og ja - nogle gange udløser det så en reaktion med gråd og stor frustration og her må man så stille og roligt holde fast i at det er som man har sagt. Igen er det vigtigt at hun føler sig lyttet til "jeg ved godt at det at sjovt at hoppe i sofaen, men den går i stykker" og "hvis du gerne vil hoppe, kan vi lægge en madras her på gulvet, som du kan hoppe på". At lytte og give alternativer er altid en god idé.

Du skriver at I har mange konflikter og forhandlinger og hvor konflikter ikke altid kan undgås i denne alder, så kan forhandlinger faktisk godt undgås. Det er bestemt ikke alt I skal forhandle om, faktisk er det ret vigtigt at du sætter klare grænser og giver helt simple forklaring på, hvorfor grænserne er som de er.

Det kan være tandbørstningen - den kan I ikke forhandle om, tænderne skal børstes, det ved du som mor. I kan måske gøre det sådan at din datter får lov til at børste tænderne selv, hvorefter du så børster efter. Men børstes skal de.

---

---

Bukserne der skal trækkes op efter toiletbesøg, her synes jeg du skal nurse hende lidt - hjælp hende, den protest handler sandsynligvis om at hun fornemmer du kræver lidt mere selvhjulpenhed, nu hvor hun skal være storesøster.

Hvordan man skal ligge på tallerkenen. Ingen diskussion. Du lægger maden adskilt op på tallerkenen og så kan hun spise den som den er. Hun skal ikke have speciel opmærksomhed ved bordet, du skal ikke fokusere på hvormeget eller hvordan hun spiser, men give hende madro.

Du skal give hende simple forklaringer og ikke lange udredninger. "Alle skal børste tænder, ellers får man huller og tænderne skal holde til du bliver 100 år". Den hylen og frustration der kommer, når du holder fast i dit, skal du tage med ro - din datter skal jo også lære at tackle disse følelser, så hun ikke i årene frem lægger sig og smider sig på gulvet, når verden går hende imod.

Så altid en balance imellem at anerkende hendes alder og udvikling, stille alderssvarende krav, lytte, sætte ord på, rumme og stadig holde fast i de grænser og regler, som nu engang måtte være nødvendige.

Håber du kan bruge dette videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---