Annonce

Annonce

Svar: Natteroderi og farsyge


29. januar 2010

Kategori:
Alder:
12 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Sovevaner.

Hejsa

Til lykke med 1 års dagen, og tænk at I nu allerede om et par måneder får en lille en mere ... :)

Der er ingen tvivl om at alder, udvikling, hoste, indkøring i dagpleje spiller ind på jeres datters søvn og problemer med at sove igennem.

Det er meget ubehageligt for hende at hoste om natten og det er fint at I giver hende flaske inden hun skal sove. Den lune mælk løsner og hjælper til ro ... men måske kunne lidt kamillete med lidt sukker også være en idé, når hun hoster og er så forkølet som hun er og det kunne være en udmærket måde at komme væk fra mælken i flasken på.

Hvis hun vedbliver at hoste, så synes jeg I skal tale med lægen om at hun skal behandles med medicin (spacer), det er vigtigt for at hun kan sove godt om natten, at hun bliver behandlet og hvis hun ikke sover godt, så påvirker det naturligvis også hendes overskud og dermed trivsel om dagen.

Ligesom man i 8-10 måneders alderen, hvor barnet begynder at kravle, kan mærke et separationsangst, tilhørende soveproblemer og et samtidigt øget behov for nærhed og fysisk kontakt, så oplever man det ofte også i 12-14 månedersalderen - der hvor barnet begynder at gå. For at kunne separere sig og bevæge sig mere og mere ud i verden på egen hånd, er man nødt til at føle sig ekstra tilknyttet. Derfor vil børn i denne periode ofte virke lidt mere klyngende, vil helst være på arm, pjevser lidt mere osv. og virker således mere morsyge eller far syge.

Jeres datter er stadig så lille at hun ikke ved, hvor I er, når hun ikke kan se jer. Faktisk er det først omkring 16 måneders alderen at hun begynder at få lidt fornemmelse for at I er lige inde på den anden side af væggen. Indtil da føler hun sig forladt og alene, når man går fra hende og hun er for lille til at forstå, at I kommer igen. Hun kan ikke forholde sig til tid og sted på den måde.

Da hun samtidig også er startet i dagpleje og derfor er væk hjemmefra, så er det helt naturligt at hun lige nu har rigtig meget behov for jer, behov for at vide at hun ikke er alene, at I er der og passer på hende, det er naturligt at hun lige nu er mere klyngende.

At hun især er det overfor far er fordi du som mor ændrer dig - du er jo gravid, din mave ...


Annonce

... vokser, du kan ikke bære hende som tidligere, pladsen på dit skød er mindre - du opfører dig anderledes, også selvom du ikke vil det. Det mærker hun, hun er utroligt fintfølende og hun kan sagtens fornemme at der sker ændringer med dig. Derfor er det vigtigt at du ser hendes søgen mod far som noget positivt, faktisk er det jo rigtig godt at de to knytter sig til hinanden nu og 'får noget sammen' som mor ikke er en del af, fordi der om et par måneder kommer en baby, som alt andet lige vil tage mere af din tid. Det vil derfor være rigtig dejligt for jeres datter, at far og hende kan være mere sammen :)

Hun sover en del om dagen, når hun sover 3½ time, måske ville 2-2½ time være nok ... Men det er også naturligt at hun sover lidt ekstra lige nu, netop fordi hun i søvnen skal bearbejde alle dagens oplevelser og de afbræk som lurene giver hende formiddag og eftermiddag er vigtige nu hvor hun er startet i dagpleje. Men på sigt kan det være at hendes søvn om dagen skal afkortes lidt eller hun skal måske puttes lidt senere end hun bliver lige nu ...

Hun drømmer meget og det er naturligt at hun vågner fordi hun drømmer. Drømme er jo en bearbejdelse af dagen oplevelser. Det er vigtigt at I indfører gode rutiner når hun vågner og således ikke begynder at give hende sut hver gang, eller rumsterer for meget rundt med hende. Hjælp hende med at falde til ro med beroligende ord som "sshh" eller "sssååå" så hun lige registrerer at I er der, men selv sover videre igen. Hjælp hende evt. med stillingskift, put dynen om hende igen osv. men hold fast i at det er ting hun på sigt skal kunne selv, så I kommer væk fra at skulle hjælpe hende en gang i timen.


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Favoritbamsen er også rigtig god, den skal bruges både dag og nat. Den er god fordi det jo netop er en substitut for jer, der hjælper hende til ro uden jeres afhængighed :)

Så der er altså mange årsager til at jeres datter sover så uroligt lige nu og tiden arbejder på mange måder for jer. Men det er også vigtigt at I gør jer lidt overvejelser omkring evt. læge/medicin, og ikke få indført vaner med at hun skal have sut eller bliver afhængig af jer, hver gang hun vågner.

Håber I kan bruge dette videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Få det perfekte, glødende og sunde look med Skøn Skincare

Hvis du ønsker at nyde velvære og luksus uden parfume, er der heldigvis mange lækre produkter, der kan give dig denne oplevelse. Gravide, småbørnsforældre og personer med parfumeallergi har ofte problemer med at finde produkter, der giver velvære og luksus uden parfume. Her introduceres SKØN ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

20. maj 2026 | Sovevaner | 18 mdr.

Vil ikke sove i tremmeseng

Hej Helen. Vores datter har i de sidste uger sovet ca kl 20 og vågnet ved...

Læs hele brevet og Helens svar


13. maj 2026 | Sovevaner | 4 mdr.

Mudrede nætter og manglende søvn

Kære Helen, Tusind tak for dit grundige svar til mit seneste brev. Jeg...

Læs hele brevet og Helens svar


29. april 2026 | Sovevaner | 4 mdr.

Søvnhjul og vågentid

Kære Helen, Jeg er ny mor - og ny herinde, og jeg har et par spørgsmål i...

Læs hele brevet og Helens svar


19. april 2026 | Sovevaner | 6 mdr.

Søvn og ked baby

Kære Helen Som du ved, så er vores barn nummer 2 en svær størrelse, der har...

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2026 | Sovevaner | 16 mdr.

Gråd ved putningen og nat

Hej Helen Min datter på 16 mdr har haft en rigtig god periode med søvn. Vi...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Barselsbesøg

I nogle kommuner tilbyder sundhedsplejersken at komme på besøg meget hurtigt efter fødslen. Dette sker hvis fødslen f.eks. er foregået hjemme, eller hvis moderen er gået meget hurtigt hjem efter fødslen.

Også jordemødre tilbyder nogle gange barselsbesøg i hjemmet, hvis kvinden er udskrevet inden for 48 timer efter fødslen eller hvis der er tale om en hjemmefødsel. Man taler normalt om et barselsbesøg når sundhedsplejerske eller jordemoder kommer på besøg i hjemmet 3-5 dage efter...

Læs mere i Babylex

Vitaminer børn

Sundhedsstyrelsen anbefaler følgende vitaminer til børn:

- D-vitamin gives dagligt til alle børn, fra barnet er 14 dage, og til det fylder 4 år. D-vitamin er med til at styrke barnets knogler. Der gælder særlige regler for D-vitamin til børn med mørk hud, og børn som får modermælkserstatning.

- Jern-dråber gives til børn, der er født for tidligt (< 37 uger) og til alle børn, som har en fødselsvægt på under 2500 gram. For tidligt fødte børn har behov for...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Kære Helen.

Tak for en fantastisk brevkasse, du giver os forældre nogle kompetente handlemuligheder som vi i vores familie har haft stor gavn af.

Tak fra børnenes mor og far


Annonce