Brev:
Nej, nej, nej!
Hej Helen,
Så havde jeg igen brug for dine grundige og erfarne reflektioner, så jeg måtte hellere genforny mit medlemsskab :0) ... Det må du jo tage som et kompliment!
Min datter er nu 19 måneder gammel, og er højtelsket af sine forældre :0) Hun er en meget charmerende og kvik pige. Hun har været meget hurtig til at lære at tale. Hver dag støder vi på nye ord, som vi ikke anede hun kunne. Grydelap, fiskefrikadelle, kaktus mm. Hun taler i sætninger, og bruger i det hele taget sproget til at kommunikere, hvad hun vil og tænker.
Hun har altid været hurtig til at forstå og opfange ting og har en enorm hukommelse. Eks. kan hun forskel på dreng/pige, alle dyr+lyde, stor/lille. Hukommelsen mærker vi eks., når hun kalder en gammel mand i byen Postmand Per og peger på hans næse, som var ret stor - ligesom Pers :0) På samme måde husker hun episoder i lang tid og refererer personer til oplevelser, som tidsmæssigt ligger langt tilbage. Folk bemærker også "at den pige ser da alt"!
Vi snakker, synger, læser og leger meget hjemme, og mor selv har altid været et snakke-og filosofisk hoved, så det er måske ikke fra fremmede, hun har det. Men det hører med til hendes beskrivelse.
Ellers er hun en glad og meget aktiv pige, som elsker at lege rollespil og drillelege. For tiden er hun meget optaget af sit eget spejlbillede. Hun er helt med på, at det er hende, som er derinde.
Hun har desuden altid været en meget vedholdende og også temperamentsfuld pige. Vi har måttet være bevidst omkring grænsesætning på kærlig vis fra lang tid siden. Hun er efterhånden god til at acceptere et nej. Får selvfølgelig engang imellem lidt hysteriske episoder, men der er færre og færre imellem.
Alt dette en beskrivelse af hendes væsen. Nu til min bekymring.
Hun er begyndt konsekvent at sige "nej - nej - nej" og slå ud og skubbe væk, når hun møder andre børn, og især er det blevet en fast rutine hver morgen, når hun afleveres i dagpleje. Hun har gået i dagpleje med den samme gruppe børn i 6 måneder og har været rigtig glad for det. Hun har ingen indkøringsproblemer haft og har stortrivedes derovre.
Dagplejemor er super god til at rumme børnenes forskelligheder. Min datter taler og jubler tit positivt derhjemme, når vi taler om dagplejemor og de andre børn.
Dagplejemor fortæller, at selve "nej-og-skubbe"-episoden går over efter 5 minutter, og derefter leger hun løs - også med de andre, og er selvfølgelig engang imellem uenig over legetøj - men ikke på den lidt paniske "nej-nej"-måde.
Dagplejemor fortæller, at hun gør det samme, hvis der kommer andre børn ind senere end hende eller hvis de mødes med andre til gymnastik, men at det går over efter kort tid.
Jeg er blot bekymret for, hvad det kan være, at hun sådan ikke formår at indlede kontakten. Der er jo ikke langt fra skub til kram, og 10 minutter efter, eller når vi henter om eftermiddagen, så krammer hun de andre og er ...
... også begyndt så småt at lege fælles lege. Eks. køre sammen med to dukkevogne mm.
Måske er det også blevet en vane for hende, men i mine øjne virker det som en usikkerhed og måske lidt panisk. Som om hun ikke ved, hvordan hun skal gribe situationen an. Hun gør det også ved andre børn, når vi er på biblioteket - men 10 minutter efter griner hun til dem.
Jeg kan også være i tvivl om, om det hænger sammen med, at hun har været udsat for nogle ubehagelige situationer nogle måneder tilbage, hvor vi i en periode var meget sammen med et venne-barn på 2½, som var meget udspekuleret træls overfor hende. Han slog og skubbede og tog hendes legetøj, når vi voksne kiggede væk. Jeg har meget forsøgt at hjælpe hende i disse situationer til at sige fra og løse konflikten i børnehøjde. Hendes far måske er blevet mere usikker og har ligesom forsøgt at beskytte hende ved ikke at lade drengen komme hende for nær. Far er selv et mere usikker og reserveret menneske. Måske har hun mærket dette.
Det er jo alt sammen blot reflektioner over, hvorfor hendes adfærd viser sig på den måde, fordi det gør mig lidt bekymret. Og jeg vil selvfølgelig gerne hjælpe hende bedst muligt, men det er også der, jeg søger lidt råd til, hvad bedst måske er.
Jeg har forsøgt at løfte hende på armen ind i dagplejen, men så insiterer hun på at komme ned på gulvet og går på "nej-facon" hen til de andre. Når hun skubber, tager jeg hende stille væk, og siger, "nej, man må ikke slå" - "XX har glædet sig til at se dig" - "måske han vil have en krammer istedet". Og så har hun jo nogle gange givet ham det, og situationen er vendt. Men især de sidste 14 dage er det blevet sværere at aflede.
Gangen er også ret smal og hun kommer tit som den sidste, så alle børn står jo og kigger på hende. Kan hun føle sig presset? Eller er det naturligt i perioder med en sådan adfærd? Eller er hun måske overvældet? Det er jo primært i en indledelse af kontakt.
Jeg tænker meget på det, og vil rigtig gerne høre dine reflektioner. Selv om vi altid har været meget velovervejet i vores forældrerolle og godt ved, at vi har en dejlig pige, kan man pludselig blive helt i tvivl, om man nu er god nok forældre, og især Mor kan også rammes af angsten for, om der nu er noget galt med vores datter. Begge arbejder vi i det sociale felt. Som lærer for adfærdsvanskelige og som socialrådgiver i en familieafdeling, men man ser aldrig på egne problematikker med så objektive øjne - og måske ser vi netop også i kraft af vores arbejde flere skeletter i skabet, end hvad højst nødvendig er :0(
Puh ha, det blev en lang beskrivelse, men det var nødvendigt, hvis du skulle have en chance for at kunne forstå hendes væsen.
Håber du kan hjælpe til at løse, hvor problemstillingen eventuelt ligger, fortælle os hvor bekymret vi skal være og hjælpe med lidt råd til, hvordan vi bedst kan hjælpe vores datter.
Rigtig god jul.
Mange hilsner fra Mor.
Annoncer
Sponsorerede artikler
Hvordan skifter man ble med Olívy baby care?
En nem guide, som gør bleskift til en god oplevelse for dig og din baby
Som forælder ved du, hvor sart og fin dit barns hud er. Babyhuden er særligt sensitiv i bleområdet, hvor den samtidig er udsat for affaldsstoffer fra urin og afføring samt varme, fugt og friktion fra bleen. Det ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
6. oktober 2026 | Opdragelse | 18 mdr.
Afviser far og håndtering af temperament
Kære Helen Jeg har et spørgsmål angående vores datter, som lige er fyldt 18...
6. oktober 2026 | Diverse | 18 mdr.
Hvordan passer jeg på mig selv som fuldtidsmor?
Kære Helen Jeg kunne godt tænke mig lidt generel sparring på, hvordan man...
14. september 2026 | Udvikling | 17 mdr.
Hej Helen Min datter er knap halvandet år, og jeg oplever ofte, at hun...
13. august 2026 | Opdragelse | 22 mdr.
Kære Helen Nu er der ikke længe til at der dukker en lillebror op hjemme...
30. juli 2026 | Renlighed | 21 mdr.
Kære Helen Vores søn på 21 måneder har netop haft en længere periode hvor...
Viden om børn:
Proprioceptive sans
Der er 3 sanser, som er fundamentet for barnets motoriske udvikling, og som er helt centrale for barnets evne til at bearbejde og bruge sine sanser og de sanseindtryk, som barnet møder i hverdagen: Det er vestibulærsansen, taktilsansen og den proprioceptive sans.
Den proprioceptive sans kaldes også muskel-ledsansen, stillingssansen og den kinæstetiske/bevægelsessans. Denne sans er kroppens evne til at opfatte bevægelse, muskelkraft, kropsstilling, og det sker ved hjælp af...
Vestibulærsans
Der er 3 sanser, som er fundamentet for barnets motoriske udvikling, og som er helt centrale for barnets evne til at bearbejde og bruge sine sanser og de sanseindtryk, som barnet møder i hverdagen: Det er vestibulærsansen, taktilsansen og den proprioceptive sans.
Vestibulærsansen registrerer hovedets bevægelser i forhold til tyngekraften, og den hjælper os med at finde ud af, hvad der er op og ned, når vi bevæger os. Dette sker via receptorer, som er beliggende i det indre øre....
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.