Brev:

Tid til dagplejemor - og jeg kan ikke tænke på det uden at tude!

Hej Helen

Tak for dine altid gode svar.

Jeg har haft over et års barsel og skal nu snart begynde at arbejde - hvilket jeg er splittet over - på den ene side glæder jeg mig helt vildt til at komme i gang igen - og på den anden side kan jeg end ikke tænke på, at jeg skal aflevere min lille guldklump til en fremmed. Vi har ikke kunnet få vuggestueplads, men Ida - min datter) starter hos en dagplejemor om ca. 1 måned.

Jeg har dog et par problemer - selv mens jeg skriver til dig kan jeg ikke lade være med at græde - bare tanken om, at min lille pige ikke vil kunne forstå at jeg/vi afleverer hende til en fremmed - og ikke ved at vi jo kommer igen osv. osv - gør mig alt alt for ked af det.

Vi var - da vi troede at vi kunne få plads til hende i vuggestuen - på besøg derovre - og det var nærmest pinligt - for tårene piblede og jeg kunne end ikke snakke - ja, jeg græd simpelthen alt imens vi blev vist rundt (godt min mand var med). Ved jo at Ida fornemmer min sindstilstand, så guderne skal vide, at jeg kæmpede.

Men nu løber tiden fra os - vi er nødt til at få hende passet hos en dagplejemor - og vi har allerede været til præsentationsmøde hos en og aftalt, at hun begynder i begyndelsen af november.
Måske er det også en blidere begyndelse på institutionslivet - for både Ida og jeg...

Må lige forklare - jeg skal opereres i min fod i midten af oktober - og er derfor 'lagt ned' ca. 6 uger efter - men begynder efter planen på arbejde omkring den 1. dec. - så vi har god til til at køre hende ind.

Men først vil jeg gerne høre, hvad din mening er mht. indkøring.

Ida har ikke været passet særlig meget - det er blot blevet til et par pasninger - begge gange af hendes yndlings - farmor og farfar - som har gået tur med hende i barnevognen. Eller vi har været ude en aften - men har puttet Ida selv først - og har haft bedsteforældre til at passe 'alarmen'.

Ida er 14 måneder den 15/10.

Til mødet med dagplejeren og kommunens medarbejder fik vi at vide at jeg kun 'må' komme med 1. dag - allerede dagen efter skal Ida være hos hende 1 time eller 2 og så trapper vi ellers op.

Jeg synes det lyder brutalt - Ida kender hende slet ikke endnu - og jeg ser for mig en grædende lille pige, der ikke forstår noget - og som er bange.
En tanke jeg ikke kan holde ud!

Ida er meget fortrolig med begge hold bedsteforældre og selvom hun er med dem - så græder hun og bliver ulykkelig, hvis hun tror jeg går - så jeg gruer for hvordan det skal gå.

Samtidig ved jeg godt, at hun har godt af det - skal dog lige siges, at Ida er dagplejerens første barn, dvs. hun har været dagplejemor før og har haft et års orlov, men starter nu op igen.

På den ene side er jeg superglad for at hun nu kan give Ida al sin opmærksomhed - 1 måneds tid efter Ida er startet kommer der et barn mere - men ushhh, det føles helt forkert, at jeg skal aflevere mit barn til en 'fremmed dame', som så skal aktivere og hygge med hende - når jeg nu allerhelst selv vil gøre det.

Må tilstå, at jeg ikke er helt tryg ved situationen - synes egentlig godt om dagplejemoderen, men to ting jeg ikke bryder mig om er; hun er ryger og hun har en hundehvalp på 4 måneder.

Mht. rygningen ved jeg godt, at hun ikke må ryge mens hun passer Ida, men hun må vel godt ryge, mens de går tur (?).

Jeg/vi er selv ikke-rygere - jeg er dog med årene kommet til at hade røg - er vokset op med en far der røg, men har aldrig tænkt over det som barn. Min far kæmper nu med KOL - og det får mig naturligvis til at tænke endnu mere på hvor skadelig røg er.

Jeg var ærlig ved mødet ...

... med dagplejemoderen og kommunens medarbejder - og forklarede min holdning til det - og fik at vide, at jeg blot skulle ringe, hvis jeg lugtede røg i tøjet osv. - og det agter jeg at gøre, ifald det skulle ske, hvilket jeg også gav udtryk for.

Men så er der hundehvalpen. Jeg elsker hunde og vi har selv en lille bomuldshund - så Ida er helt tryg ved hunde og deres gøren og laden.

Dagplejerens hund er en golden retriver og en forholdsvis stor hund - det min bekymring går på er, om hun nu kan styre en hundehvalp på 4 måneder, som er glad i låget, men som ikke er vant til babyer (hendes egne børn er 16 og 20 år) - og som gerne vil være med, hvor det foregår.

Den var lukket ude i udestuen, da vi var der - men hylede og peb og ville selvfølgelig ind i stuen - den kunne sågar selv lukke døren op. Ida gav den såmænd lidt gulerod og agurk og var absolut ikke bange (da hun sad hos mig eller farmand).

Hvis jeg havde fået et stykke papir og skulle vælge en dagplejemor, ville jeg aldrig have valgt en ryger - og heller ikke en hundeejer.

Men selvfølgelig giver vi det en chance, der er masser og gode ting (hun har efteruddannet sig til pædagogassistent og har mange års erfaring som dagplejemor, endvidere virker hun oprigtig og rar - omend alle vel gør det ved et repræsentationsmøde. En anden god ting er, at hun kan give Ida 100% opmærksomhed i starten og de kan lære hinanden at kende stille og roligt).

Har dog tænkt på, hvordan jeg kan vide, om Ida blot kræver lang tids tilvænning til hende, eller om det er fordi hun ikke kan lide at være der - tjaa, kan godt se, at jeg allerede ikke regner med at hun kan lide at være der.

Det ville være min største glæde, hvis jeg kunne se, at Ida glæder sig til at komme der - og jeg kan se at hun trives - det håber jeg helt vildt.

Ved forresten ikke om dette har nogen betydning - har læst de indlæg i brevkassen, som lignede mit spørgsmål - og kan se, at måske motorikken har en betydning for separationsangsten.

Ida har længe 'numset' sig frem og begyndte først at kravle lige efter hun fyldte 1 år - nu kravler hun på livet løs - og hiver sig op i alt osv. osv. - går gerne med os i hænderne - og elsker det - men har altså været længe om at komme i gang. Er nu blot glad for at se hende kravle - var helt urolig, fordi hun var så længe om det.

Har det betydning for hendes bevidsthed om at enten jeg eller hendes far er tilstede?

Pyhh, må lige opsummere, hvad mine spørgsmål går på:

1) Hvad skal jeg gøre for at holde tanken ud om at skulle aflevere Ida (ved godt, at jeg skal tage ordentligt og hurtigt afsked osv. - og skal nok klare "skuespillet" for Idas skyld) - men hvordan undgår jeg selv at gå helt i stykker - er jeg helt unormal - forstår ikke hvordan andre kan!

Jeg snakker selvfølgelig med min mand om det - han forstår mig dog slet ikke og synes blot, at Ida har godt af det - men lytter selvfølgelig og forsøger at vende mine tanker - og trøste mig.

Selv når vi blot sidder og snakker om det - stortuder jeg. Må dog også tilstå, at jeg efter at være blevet mor, har fået alt alt for let til tårer - tuder ved den mindste smule. Kan slet ikke tåle at se andre børn have det dårligt osv.

2) Jeg vil insistere på at få 3 dage, hvor jeg er sammen med Ida hos dagplejeren - i stedet for blot 1 dag - hvad mener du om det?
Med den baggrund som jeg forsøger at skitsere, hvordan vil du da se en stille og rolig indkøring?

3) Rygning og hundehvalp hos dagplejeren - gør jeg et for stort problem ud af det?

Håber du kan finde hoved og hale i denne mail.

Mange hilsner
Mette

Læs Helens svar »

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

19. januar 2026 | Sovevaner | 12 mdr.

Fortsat dårlig søvn efter dræn

Hej Helen Vi skriver til dig om vores datter, som lige er blevet 1 år....

Læs hele brevet og Helens svar

15. januar 2026 | Sovevaner | 11 mdr.

Urolige nætter - 11 måneder

Hej Helen, Vores søn på 11 måneder er startet i dagpleje. Det går godt...

Læs hele brevet og Helens svar

12. januar 2026 | Sovevaner | 13 mdr.

13 måneder og konstant dårlig søvn

Kære Helen. Jeg håber, du er kommet godt ind i det nye år. Vi er...

Læs hele brevet og Helens svar

6. januar 2026 | Udvikling | 13 mdr.

Motorisk uro og udvikling

Kære Helen. Mange tak for din hjælp ift putning af min datter efter...

Læs hele brevet og Helens svar

30. december 2025 | Sovevaner | 13 mdr.

Uro ved aftenputning - 13 mdr.

Kære Helen Jeg har en datter på snart 13 måneder. Hun har næsten lige...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: