Brev:

Amme-afhængig

Hej Helen

Min datter på snart 9 måneder bliver stadig ammet både dag og nat. Jeg ser amning som en vigtig kilde til både næring og nærvær, og det er et bevidst valg at blive ved med det. Sagen er bare den, at jeg tror min datter er blevet afhængig af brystet. Da hun ikke bruger sut, har hun vænnet sig til at falde i søvn ved brystet - ofte ved at jeg har lagt mig sammen med hende.

Siden vi tog til Frankrig har vi haft store problemer med at lægge hende til at sove og mange opvågninger om natten, som jeg skrev i mit sidste brev. I desperation er brystet blevet min måde at få hende til at falde i søvn på. Den sidste tid, hvor jeg har kunnet mærke at hun ikke har så meget brug for selve mælken længere, har jeg oplevet en sorg i forhold til den adskillelse der ligger i det. Nu kan jeg mærke at jeg trænger til at bryde den gensidige afhængighed, der også begrænser min bevægelsesfrihed. Jeg har haft en fornemmelse af at det mentale skift hos mig, er det første skridt i den frigørelsesproces.

Men hvad gør man så, når barnet vrider og vender sig, græder og skriger ligeså snart vi bare nærmer os sengen. I de sidste mange måneder har vi gjort alt hvad vi kunne finde på for at gøre putningen til en positiv oplevelse. Vi har forsøgt med godnatsange og sovedyr, bestemthed i stemmen, vand, massage, musik, varme bade og samvær før sengetid. Vi har forsøgt med faste sengetider og vi har forsøgt at lade hende være oppe til hun er tilstrækkelig træt.

Mine svigerforældre advarede os mod at vi ville blive slaver, hvis vi tog hende op ad sengen hver gang hun græd. Vi har også forsøgt at lade hende græde, men det har jeg ikke kunnet gennemføre. Og dybest set strider det mod mit menneskesyn at lade mit barn græde sig i søvn. Derfor er hun også endt på min arm hver gang, og det sidder vel som en erfaring i hende nu, at hvis bare hun græder tilstrækkelig længe, så kommer hun op.

Først for nylig er det gået op for mig at det eneste vi ikke har gjort er at være konsekvente - og det tror jeg giver bagslag nu. I vores forsøg på at være anerkendende overfor vores barn er vi vist kommet til at gøre hende en bjørnetjeneste. Måske er hun godt og grundigt forvirret. Og nu er jeg blevet alvorligt bange for at det er hende der bestemmer her i huset.

Til aften tog jeg så en beslutning: Jeg ammede hende, ...

... lagde hende i seng og sagde til mig selv og hende at hun ikke kom op derfra igen, men at jeg ville blive hos hende til hun faldt i søvn. Inspireret af dig, gav hende et stykke tøj som jeg havde haft på. Jeg spillede musik for hende, agede og masserede hende. Hun hulkede og hulkede med små mellemrum, og jeg blev siddende sådan længe. Til sidst fandt jeg ud af at hun havde en ble, og den blev skiftet, hvorefer hun kom i seng igen. Hun fik tilbudt lidt vand og fik noget homøopati til tænderne, som er i frembrud. Bagefter satte hun sig op, og lagde op til snak og leg. Jeg gik lidt med ind i det, for jeg tænkte at det er vigtigt at hun får nogle positive oplevelser af at være i sin seng. Da jeg lagde hende ned igen hulkede hun videre, og til sidst mistede jeg tålmodigheden. Efter 2 timer lagde jeg hende til brystet igen, og hun faldt i søvn. Da jeg lagde hende i seng, vågnede hun og hulkede videre og jeg gentog seancen, hvorefter hun endelig faldt i søvn klokken 21.30.

De sidste mange nætter er hun vågnet cirka fem gange, hvor brystet er det eneste der har kunnet få hende til at falde i søvn, selvom jeg oplever at ikke reelt spiser. Hvorfor hun vågner ved jeg ikke. Det råd du gav mig med at give mere mættende mad, har ikke hjulpet. For at lette det for mig selv har jeg lagt mig sammen med hende i sengen, hvor vi så er faldet i søvn. Jeg har så lagt hende i seng når jeg er vågnet op, og har forsøgt at fastholde at hun om ikke andet skal vågne i sin egen seng om morgenen. Vi er kommet hjem til en ny lejlighed, og det er planen at hun skal sove i sit eget værelse, så snart det er klar. Jeg håber det kan være med til at gøre hende mere selvstændig.

Jeg vil også fortælle at vores datter tydeligvis er i en fase af seperationsangst. Hun græder når jeg går ind i et andet rum, og vil nødig sidde på armen af selv den nærmeste familie. Så længe vi er tilstede er hun ellers vældig socialt anlagt. Vi ser hende også som et meget glad barn, når ellers der ikke er noget der generer hende.

Forleden dag knækkede filmen for mig. Jeg kunne mærke at min grænse var nået. Jeg er tyndslidt efter måneders strabadser, og vil at det skal have en ende, så vi kan få et liv med overskud til hinanden. Noget siger os at det ikke behøver være så svært at have et spædbarn. Men hvad skal vi gøre?

Med venlig hilsen
K.

Læs Helens svar »

Gråd går lige i hjertet – og helt ind i nervesystemet

Alle forældre kender det. Den hjerteskærende babygråd, der ikke bare larmer i ørene, men også føles fysisk i hele kroppen. Gråd er babyers eneste måde at kommunikere på, og et par timers gråd om dagen er helt normalt. Men det gør det ikke nemmere at stå i. Især ikke, når man har prøvet alt – ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

3. august 2025 | Sovevaner | 10 mdr.

Mad og søvn - 10 mdr. dreng

Hej Helen Jeg har lidt spørgsmål ift mad inden sengetid. Min søn på...

Læs hele brevet og Helens svar

14. juli 2025 | Udvikling | 9 mdr.

Fravær og tilknytning

Kære Helen Jeg er lidt bange for at jeg har skadet min søns og min relation...

Læs hele brevet og Helens svar

7. juli 2025 | Sovevaner | 10 mdr.

Søvn - terroristen

Kære Helen. Vi har haft - og har fortsat store udfordringer med vores...

Læs hele brevet og Helens svar

2. juli 2025 | Diverse | 7 mdr.

Varme i barnevogn

Hej Helen Her kommer så spørgsmål nummer 2: Hvordan er det med...

Læs hele brevet og Helens svar

2. juli 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.

Jordbær til baby

Hej Helen Tak for din brevkasse :) Jeg har to spørgsmål i dag, men sender...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: