Svar: Skal jeg bekymre mig?

---

Kære Camilla

Tak for dit brev, dejligt at høre fra dig igen :)

Det lyder som om at det går stille og roligt den rigtige vej og det er godt at du har fået en fysioterapeut på Isabella, har fået børsteøvelser osv. og at der er ekstra fokus på hende, hendes behov i dagpleje osv. Det lyder som om at dagplejer er både sød og kompetent og som om at der er mange omkring jer, der vægter at din lille pige har det rigtig godt. Det er så dejligt at høre!

Du fortæller at du altid selv har været en lidt stille pige og været lidt tilbagetrukken i forhold til andre mennesker, større forsamlinger osv. Det er helt normalt, sådan er der mange der har det - det behøver der bestemt ikke være noget galt med. Der er altid noget der stiller sig frem og taler højest og først i en forsamling og så er der nogen, der er lidt mere stille og ikke siger så meget.

Der skal være plads til alle og det vigtigste er at vi hver især føler at der er plads til os - som vi nu er. Det handler om at vi skal have selvværd og det er den bedste gave du kan give din datter. Selvværd hander om at føle man har værdi, følelsen af at være noget særligt fordi jeg er ligepræcis den jeg er og ingen kan erstatte mig.

Du kan styrke din datters selvværd ved at være i kontakt med hende, se hende og reagerer hensigtsmæssigt på de signaler hun sender dig. Det er vigtigt at hun oplever at hun bliver set og mødt af dig - at hun vokser op med en tillid til at du er der for hende altid, uanset hvad, netop fordi hun er noget ganske særligt. Helt grundlæggende, så er hun elskelig, hun er værd at elske, fordi hun er den hun er.

Selvtillid er noget andet, det er noget mere ydre. Man kan sige at selvtilliden styrkes, når barnet oplever at hun er god til at klare ting i hverdagen. Det er både de motoriske ting, at kunne klatre, løbe, cykle osv. ligesom de andre børn og også noget mere socialt, - at kunne lege med andre, finde ud af at være en del af en flok. Din datter vil naturligt hele tiden vurdere sig selv i forhold til andre og vil have det bedst, hvis hun 'kan følge med' det hun oplever.

Nogle gange vil hun kunne og andre gange vil hun ikke kunne - sådan er det for alle børn, man kan ikke være lige stærk på alle områder - men det der er vigtigt er hvordan hun tackler det, når hun måske ikke kan følge med. Og er kommer selvværdet ind. Det er vigtigt at hun føler sig fuldt ud ligeså god som de andre børn, ligeså meget værd som de andre ...

---

---

... børn - også selvom hun ikke motorisk måske kan helt det samme som dem.

Alt det her ændrer sig jo naturligt i takt med at hun vokser op, hun bliver jo bedre motorisk osv. hun lærer jo hele tiden - men det er mere for at fortælle lidt om, hvor fokus skal være lige nu og hvorfor det nære bånd mellem dig og hende ikke er en hindring, men snarere en styrke. Du skal bare bruge det rigtigt :)

Du skal hjælpe hende til at være social. Hvis du selv er typen der trækker dig, afventer og ser tingene lidt an, optræder lidt forsigtigt, så vil din datter naturligt også gøre sådan. Børn spejler sig i os forældre, bruger os som rollemodeller og netop, hvis man selv er lidt genert og tilbageholden, så er det meget vigtigt at se på, hvordan man selv virker.

Det er nemlig meget vigtigt at du ikke sender nogle signaler om at din datter hører til 'de generte'. Hvis man først har fået en rolle som værende den generte, så er det svært at komme ud af den igen. Vær derfor opmærksom på ikke at kalde din datter genert. Man kan ofte kommer til at sige "nå, bliver du helt genert nu" eller "lad nu være med at være så genert". Nogle gange kan man også overfor andre, f.eks. bedsteforældre eller andre sige "hun er jo lidt genert". På den måde bliver hun holdt fast i rollen som "den generte".

---

---

Du skal også passe på med at sammenligne hende med andre børn, pas på med bemærkninger som "Du kan da også løbe hen og lege med de andre' eller 'se den anden pige, hvor hun...'. Det er ikke befordrende for hendes selvværd, hun vil føle sig forkert, når hun ikke kan gøre ligesom de andre.

Hjælp hende med at være social. Når du kan se at hun vægrer sig ved at gå hen til de andre børn eller andre voksne, så fortæl hende at du godt kan forstå at hun er utryg, men nu vil du gå med hende og så tager du hende i hånden og I følges derhen. På den måde får hun nogle værktøjer til at tackle forskellige situationer. Du kan tage initiativet til at spørge hvad børnene leger, hvad de hedder osv. og på den måde giver du hende værktøjer til selv at forsøge sig.

Og husk så på at hun endnu ikke er blevet 2 år, du beskriver en rigtig dejlig lille pige, som lige nu bruger en masse ressourcer på at finde ud af det motoriske og være sammen med andre børn og deres uforudsigelighed. Det er helt naturligt, at hun ikke har overskud til ret meget andet ...

Ro på og forsøg at minimere din bekymring!

Knus herfra og fortsat held og lykke:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

Viden om børn:

---