Brev:
Hjælp til aftenputning og seperationsangst
Hej Helen,
Nu har jeg altså brug for lidt gode råd.
Min søn er netop blevet et år og trives i bedste velgående trods en hård start på livet (født godt 5 uger på tidlig og haft skæv nakke og bækken og en mindre god sanseintegration med megen overstimulering - dette vendte dog heldigvis ved 6 måneders alderen efter behandling med kranio sakral terapi).
Da man var 3-6 måneder kunne han slet ikke klare at være sammen med fremmede mennesker. Han kiggede væk, og græd meget hvis der skete for meget. Dette ændrede sig omkring 6 måneders alderen. Vi var koblet op på en børne ergoterapeut som gav gode råd og vi havde god effekt af svøb, slyngevugge, trygmassage m.m.
Søvn har absolut ikke været hans gode ven. Da han var lille skreg han ca 3 timer hver aften mens vi sagde shh shh, vuggede han i svøb i vores arme (ofte under emhætten eller med en hårtørre). Om dagen skreg han også hjerteskærende hver gang han skulle sove. Han lå meget tæt i liften i en Slee Bee og så gik vi ca 30 min i barnevognen hver gang han skulle sove (han sov ca 1 time ad gangen og var vågen 1 time ad gangen). Da han var 6 måneder og fik behandling med kranio sakral terapi blev han en del mere rolig, og det lykkedes os at lære ham at falde i søvn uden at vugge efter blot en uges tid.
Siden har det fungeret sådan nogenlunde med at få ham til at sove. Da han var ca 7 mdr kom han fra slyngevuggen ind i tremmesengen og på eget værelse. Svøbet kom han ud af da han var 8-9 måneder. Han havde en ammepude rundt om hovedet for at give tryghed til han var ca 10 måneder.
Han begyndte i dagpleje da han var ca 9 måneder og jeg havde en super nem indkøring. Jeg havde afsat en hel måned og tog det stille og roligt, men det havde slet ikke været nødvendigt. Han elsker det. Da han var 10-11 måneder var han helt vild med fremmede mennesker, og hoppede nærmest over i armene på dem. Jeg synes det var lidt usædvanligt. Jeg kunne sagtens forlade rummet hvor han var. Troede helt, at han sprang den besømte seperationsangst over, men ak nej.
Den er kommet nu, og jeg synes den er meget slem.
Vi har lige været 14 dage i Bulgarien, og jeg troede, at det ville hjælpe at have mor og far hver dag, men det blev blot endnu værre. Han ville på intet tidspunkt være i armene på far. Han hang i mine arme stort set hele ferien. Jeg kunne ikke bevæge mig 30 cm væk fra ham, så ALT foregik siddende på gulvet sammen med ham eller med ham i armene. Gik jeg bare ½ meter væk skreg han hjerteskærende. Far duede bare SLET ikke.
Det er blevet en lille bitte smule bedre efter vi er kommet hjem, men ikke meget. Far dur stadig ikke og han vil sjældens sidde og lege selv. Jeg skal sidde der eller han skal bæres rundt af mig.
Det er selvfølgelig super hårdt intet at kunne foretage sig uden ham (ikke engang et bad) men det er jo desværre en del af udviklingen. Der sker også en masse med ham motorisk, og han har taget de første skridt, og det gør det jo ikke bedre.
Det ...
... kørte egentlig fint med at sove både dag og aften. Om dagen faldt han nemt i søvn (i dagpleje har der ingen problemer været) og om aftenen sad jeg ved ham og han faldt i søvn uden den store brok.
Det har bare ændret sig fuldstændigt de sidste 3-4 uger. Om dagen græder han en del, da jeg jo ikke må forlade ham. Han falder som regel i søvn siddende op i barnevognen med hovedet forover på dynen. Vil jo ikke frivilligt overgå til søvnen:)
Om aftenen er den hel gal. Jeg tager ham med ind på hans værelse og står og krammer ham lidt. Her virker han træt og hovedet falder helt ind til mig og han krammer mig inderligt. Han lukker nærmest øjnene. Men når jeg så vil lægge ham ned i sengen går han fuldstændig i baglås. Han vrider sig bagover og skriger hjerteskærende. Han vil absolut ikke ligge i sin seng. Rejser sig op konstant og græder og græder og rækker armene ud efter mig. Tager jeg ham op falder han fuldstændig til ro og falder ind til mig og krammer mig. Lægger jeg ham ned skriger han hysterisk igen.
Jeg har aldrig nogensinde ladet han græde sig i søvn, da jeg er meget imod denne metode og har gjort meget ud af at han skulle føle sig tryg , da han jo har haft en hård start på livet og været en meget urolig baby.
Han kan ligge og skrige og skrige i 30-45 minutter og det virker kun periodevis med de gamle metoder med at lægge en tung hånd, vugge lidt, holde i hånd osv. Han skriger og skriger - meget hysterisk. Tager jeg ham op, falder han helt til ro, og lægger jeg mig med ham på vores seng falder han i søvn uden at sige et kvæk med begge arme omkring mig i omfavnelse.
Det er jo tydeligt, at han er ekstremt tryghedssøgende for tiden. Nærmest til det ekstreme. Mit spørgsmål er, om det er en håbløs kamp at tage ved at prøve at få ham til at sove i sin egen seng. Vi har stadig ferie så han er sammen hver dag med mor og far, men på mandag skal han tilbage til dagplejen, og jeg frygter det lidt. Skal jeg acceptere, at det bare er en periode og at det går over igen og lægge mig og putte med ham hver aften, eller kan man tage kampen op?
Jeg nyder jo også selv at kramme og putte med ham (dette var han slet ikke i stand til som yngre - da man ikke rigtigt kunne komme ind til ham, og søvn var han jo panisk angsk for), men bryder mig ikke om at han ligger i vores seng om aftenen i frygt for at han falder ud (har dog en alarm på ham) og så sover jeg desværre meget let så må trække et par timers søvn fra om natten når han ligger ved siden af, så er jo meget træt, når han har sover ved siden af os og skal op på arbejde.
Vil gerne hjælpe ham igennem fasen (og nyder som sagt også nærværet), men vil heller ikke risikere, at han skal ligge ved os permanent og at det blivet for svært at få ham over i egen seng igen.
Undskyld at det blev så langt. Synes bare du skulle have lidt baggrund med...
Ser frem til dit svar
Med venlig hilsen
Eva (som efterhånden har ondt i ruggen af at slæbe rundt på 10 kg ekstra)
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
11. december 2025 | Sovevaner | 10 mdr.
Hej Helen, Vi har en dreng på 10 måneder derhjemme, som lige har været...
3. december 2025 | Kost og ernæring | 14 mdr.
Hej Helen. Jeg syntes det er lidt svært at finde ud af hvad der er en god...
20. november 2025 | Kost og ernæring | 13 mdr.
Hej Helen. Jeg har et spørgsmål ift anbefalingerne omkring mælkeprodukt....
30. oktober 2025 | Sovevaner | 10 mdr.
Vil ikke sove lur i barnevognen længere
Kære Helen Jeg håber du kan hjælpe os med at finde en måde at gøre vores...
30. oktober 2025 | Udvikling | 12 mdr.
Hej Helen. Jeg har i et langt stykke tid været i tvivl om min søn adskiller...
Viden om børn:
Rotavirus
Rotavirus er den hyppigste årsag til diarré og opkastninger hos spædbørn. De fleste børn smittes mens de er mellem 6-24 måneder. De får kraftige opkastninger, vandig diarré og måske feber og barnet er i risiko for at få væskemangel. Symptomerne kan vare op til 7 dage.
Tegn på væskemangel er tørst, irritation, uro, sløvhed, indsunkne øjne, tør mund og tunge, tør hud og sparsom vandladning. Hvis du ikke kan få dit barn til at drikke og du oplever et eller flere af ovenstående tegn...
Vestibulærsans
Der er 3 sanser, som er fundamentet for barnets motoriske udvikling, og som er helt centrale for barnets evne til at bearbejde og bruge sine sanser og de sanseindtryk, som barnet møder i hverdagen: Det er vestibulærsansen, taktilsansen og den proprioceptive sans.
Vestibulærsansen registrerer hovedets bevægelser i forhold til tyngekraften, og den hjælper os med at finde ud af, hvad der er op og ned, når vi bevæger os. Dette sker via receptorer, som er beliggende i det indre øre....
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.