Svar: Hun bliver rasende mange gange om dagen

---

Kære mor

Tak for dit brev og din fine beskrivelse af din datter :)

At være 2-3 år er en udfordrende alder, både for barn og forældre, - Vi kalder det selvstændighedsalderen, tidligere hed det trods alder :) Det er en tid, som kræver utrolig stor tålmodighed og omsorg, samtidig med et behov for at have visse regler og være konsekvente omkring disse - det er jo en del af opdragelsen. Det er en tid hvor barnet kan være så glad, sjov og charmerende, men glæden varer kort, for pludselig går hele verden under, alt bryder sammen, intet fungerer som det skal. Følelserne kører på højtryk - både hos barn og forældre, og det kan jeg sagtens høre sker hos jer:o)

Jeg skriver dette for at fortælle, at det I oplever med jeres datter er helt normalt, der er således ikke grund til at tro, at jeres datter fejler noget, at hun ikke er normal - men det er godt at I har fået hende tjekket af lægen, så er I naturligvis mere sikre ...

Jeg kan se ud fra din beskrivelse af din datter, at hun på mange måder er en meget moden pige. Hun har et godt sprog, taler måske i længere sætninger, hun leger ofte med en dreng som er ældre end hende osv. Uden at have mødt hende, så får jeg fornemmelsen af at I har en pige, som på mange måder godt kan virke ældre end hun egentlig er og det kan man godt blive lidt snydt af.

I skal derfor passe på at I ikke kommer til at forvente for meget af hende, for på mange punkter er hun stadig en meget lille pige og hendes hjerne er meget umoden. Hun vil naturligt have meget svært ved at tage stilling til ting, spørger man hende, så svarer hun impulsivt og man kan være næsten sikker på at 2 minutter efter, så vil hun vælge om. Prøv derfor så vidt muligt i løbet af dagen at tage beslutninger for hende - hæld mælken op i den kop du synes, give hende både pære og banan og lad hende så spise det hun vil, at spørge om hun vil have pære eller banan dur ikke, hun ændrer mening næsten med det samme :)

Hendes selvstændighedstrang er dominerende og det er meget normalt at børn i denne alder siger Nej! og det er også normalt at hun gør det modsatte af hvad hun får besked på. Ligesom børn i denne alder ofte også vil overdrive deres følelser lidt ekstra, græde lidt højere og lidt mere hysterisk, når mor og far er i nærheden end når I ikke er ...

I denne alder er hendes følelser ikke særlig nuancerede og hendes reaktioner kan virker meget urimelige i forhold til hvad der udløser dem. Hun kan således blive utroligt vred over noget, som du synes er en bagatel og det kan godt skabe en situation, hvor du synes hun må tage sig sammen og opføre sig som den store pige hun er, men hvor hun på grund af alle de ting der sker i hende, faktisk har rigtig svært ved at leve op til de krav. For i visse situationer er hun faktisk meget lille.

Børn i jeres datters alder får det man kalder for fortvivlelsesanfald. Og når hun har disse anfald, så er hun ikke uartig, men oprigtigt ked af det, hun er skuffet over at tingene ikke er som hun gerne vil, at noget går hende imod. Hun får disse anfald, fordi hendes hjerne er umoden. Hun har endnu ikke dannet de vigtige synapser / forbindelser i hjernen, der på sigt skal få hende til at bevare roen, slappe af, tælle til 10 og lige tænke sig om. Hun reagerer næsten 'dyrisk' kan ...

---

---

... man sige - hun hyler, vrider sig, sparker, slår, bider osv. og mangler simpelthen evnen til at tænke rationelt eller problemløsende, hun mangler forbindelsen mellem hjernens forskellige halvdele.

De vigtige forbindelser dannes ud fra hvordan vi reagerer og møder vores barn og man kan sige at det er vigtigt at når man yder omsorg for barnet, så yder man også omsorg for barnets hjerne og hjælpe hjernen med at udvikle sig i god retning. Hjernen tilpasser sig det miljø, som barnet befinder sig i og det betyder, at hvis et barn har f.eks. tyranniserende forældre, så vil barnet vokse op med en hjerne som har udviklet større vagtsomhed, forhøjede aggressions- eller frygtreaktioner og lignende. Hvor et barn der vokser op med forældre som lytter, trøster, omfavner osv. vil danne forbindelser i hjernen som på sigt hjælper barnet med at håndtere stress, beherske vrede, være venlig, deltagende osv.

Når jeres datter får anfald af fortvivlelse, så er det derfor vigtigt at I lytter til hende og viser hende, at I forstår hende og at I godt kan rumme at hun har det svært. At I kan rumme det betyder, at I kan holde ud at hun har det som hun har det, at I ikke forsøger at ændre det og at I ikke tager det personligt.

At sende hende væk eller blive vred på hende, kalde hende hysterisk eller lignende kan godt få hende til at holde op med at græde lidt, men det hjælper hende ikke på sigt. Når hun har fortvivlelsesanfald, så har hun brug for at du sidder med hende, holder om hende og beroliger hende. Hvis du går fra hende, så vil hun sandsynligvis gå grædende efter dig, "gå ikke fra mig mor" og det gør hun fordi hun har brug for din hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear.

---

---

Nogle gange kan hun ikke klare omfavnelse og fysisk kontakt lige med det samme, som jeg kan forstå at I også oplever og så er det fint at være tilgængelig netop ved at være i nærheden. Nogle gange skal man sætte sig på gulvet ved siden af hende, prøve om man kan få lov til at nusse hendes fødder lidt, så maven og måske kryber hun så op på skødet efter lidt tid. Andre gange skal man bare være der, fortælle hende at man er der og prøve at lokke hende lidt "nåå, lille skat, bliver du bare så ked af det, kom op til mor, kom skat ..".

Jeg sammenligner det nogle gange med den frustration du som voksen ville føle, hvis du gik ind til din chef og gav udtryk for noget du var utilfreds med og chefen så ignorerede dig eller sagde "hold dog op med at være så hysterisk". Hvilke følelser ville det ikke frembringe I dig? Du ville ganske givet ikke få det bedre.

Hvis du derimod blev mødt med forståelse "kom ind, lad mig høre, hvad sker der, det kan jeg godt forstå du er ked af ..." så ville du få det bedre med det samme. Det er ikke ensbetydende med at du fik din vilje igennem eller at tingene blev ændret, men det at du blev lyttet til og fik lov til at sige og føle det du mener - det er vigtigt, det ville få dig til at slappe af.

Så prøv at sætte ord på, så hun hører at I forstår det "såå, bliver du bare så vred, det er også dumt at koppen driller.." eller hvad det nu kan være. Lad hende høre at I forstår det, lad hende mærke at I kan rumme hendes følelser, når hun ikke selv er i stand til det :)

Rigtig meget held og lykke fortsat.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---