Svar: Tilknytning, angst

---

Kære du

Der er intet i det du fortæller som lyder unormalt for en pige på 10 måneder! Der er altså ikke noget i det du fortæller, som får den røde lamper til at lyse ... Men når det er sagt, så kan jeg naturligvis ikke via en brevkasse vurdere jeres indbyrdes tilknytning - det kan man kun ved at møde jer, se jer sammen, være tilstede sammen med jer.

Jeg synes derfor det vil være en rigtig god idé at du kontakter din sundhedsplejerske og beder hende om at aflægge endnu et besøg. Det kan hun sagtens gøre, der er ikke noget problem i at komme flere gange hos dig, når du har det som du har det - det er der ressourcer til og jeg er sikker på at hun gerne vil komme.

Du skal også vide, at der findes afdelinger på Bispebjerg, Glostrup og Skejby, hvor man er i stand til at vurdere børn og forældres tilknytning og vejlede direkte omkring dette. Jeg taler her om det der hedder "spædbarns-psykiatrisk afdeling" og du kan blive henvist dertil via egen læge eller via kommunens PPR afdeling. På afdelingen er et team af behandlere, - sygeplejersker, psykologer, psykiatere, socialrådgivere som alle er uddannet til at hjælpe både forældre og børn, når man oplever at tilknytningen kan være svær og hvor forældrene (den ene eller begge to) psykisk har det så svært, at der er risiko for at det belaster barnet for meget.

Normalt vil man starte med at få hjemmebesøg og ud fra hvordan samtalerne her forløber, bliver det så vurderet hvorvidt indlæggelse er nødvendigt. Der er tale om dag-indlæggelse og det betyder at man bliver hentet og bragt ind til afdelingen f.eks. 4 gange om ugen. Man er der f.eks. fra kl. 9-13 og ellers er man hjemme. På afdelingen laver man forskellige dagligdagsting, man spiser sammen, bader sit barn, leger med barnet (og personalet), kører en tur med barnevognen, når hun skal sove middagslur osv. Det hele foregår i tæt samarbejde med personalet på afdelingen, som observerer og vejleder, man har samtaler osv.

Jeg kan ikke ud fra dine breve vurdere om det er relevant for jer, men jeg kan mærke at tankerne om tilknytning og hvorvidt din datter har taget skade - det fylder rigtig meget hos dig. Derfor tænker jeg at det måske vil være en idé at få professionelle til at vurdere det og det kan man på sådan en afdeling :o) Prøv derfor at tale med din læge om det.

Og så i forhold til din datter og de konkrete eksempler du giver. Børn i din datters alder vil ofte være mere pylrede og tryghedssøgende. Man er ofte også mere temperament og egen vilje i denne alder og det er ikke unormalt at man som mor kan stå og kigge på sit barn og tænke "hvem er dog den lille pige?" fordi man pludselig ser nogle sider af hende, man ikke har set ...

---

---

... før. Der er nogle gange tale om sekunder imellem, at hu stikker dig et stort smil, at hun bryder i gråd og at hun bliver gal.

Der er også forskel på os som mennesker, nogle er naturligt mere fremme i skoene og andre mere tilbageholdende. Og her ligner børn jo ofte deres forældre. Der er altid nogen som stiller sig frem i forsamlinger, der er altid nogen som råber højest "tag mig, tag mig ..." og så er der andre der lige skal se tingene lidt an, som ikke bare rejser sig op og siger en masse med det samme, men lige skal finde ud af hvem de andre er osv. Og det er okay, det ene er jo ikke bedre end det andet - vi er bare forskellige.

Hvis du og/eller din mand hører til de lidt mere tilbageholdende, så er det helt naturligt at jeres datter også er det og du må se det som naturligt at hun er lidt mere forsigtig. Du skal her også huske på at din datter jo bruger dig som et spejl, så måden du møder andre på, måden du reagerer på - det påvirker hende og hun gør det hun ser.

Derfor skal du også passe på ikke at flytte hende og legetøjet, hvis et andet barn kommer for tæt på - fordi det jo lærer hende at flygte, det lærer hende at her skal man passe på og skynde sig væk ... og det vil du jo ikke lære hende. Så i stedet for at fjerne hende, så hjælp hende med at løse konflikten, hjælp hende ved at sætte ord på, vise hende hvordan man kan låne og dele legetøj osv. Det bliver naturligvis mere relevant i takt med at hun bliver ældre og skal bruge sit sprog mere - men grundstenene lægges allerede nu, så tænke over hvordan du virker, når I er sammen med andre :o)

---

---

At hun ikke så tit søger din øjenkontakt kan sagtens hænge sammen med at hun jo kender dig og er sammen med dig hver dag. Hvor imod en mand i toget, men skæg og briller og et udseende der er tydeligt anderledes end dit - ja han er interessant og ham vil hun naturligt kigge mere på.

I den periode hvor børn begynder at kravle, rejse sig ved tingene og bevæge sig mere og mere rundt på egen hånd - her vil de ofte også være lidt mere tryghedssøgende. Det er helt normalt for det man kalder separationsfasen og man ser ofte at barnet helst vil være på arm eller på mors skød, når man er ude blandt andre - ligesom barnet ofte også virker meget tryghedssøgende og pylret hjemme, f.eks. om aftenen, når barnet skal puttes. Hun kan også blive rigtigt ked af det, hvis du går ind i et andet rum og du så pludselig er ude af syne - hun vil helst kunne se dig og har også brug for at se dig, for at forstå at du stadig er der, at du ikke har forladt hende :o)

Jeg håber mine tanker hjælper lidt videre på vej, rigtig meget held og lykke fortsat og pas rigtig godt på hinanden :o)

Knus fra mig til dig!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---