Svar: Selvstændighedsfase?

---

Kære fortvivlede forældre

Det er en stor udfordring at have et barn i selvstændighedsfasen, som jo ofte er alderen 1-3 år. Det er en tid som kræver utroligt stor forståelse og overskud fra jeres side, samtidig med at der naturligvis også er et opdragelsesmæssigt aspekt. Det handler om at lære ham visse regler, at han f.eks. ikke må hoppe i møblerne, at han ikke må smide med maden, ikke vælte koppen med mælk med vilje osv. Men det vigtigste er nok at forsøge at lytte til ham og prøve at finde ud af, hvad det er han vil, eller ikke vil og så hjælpe ham med at sætte ord på. Så kan han rette jer, hvis I har misforstået og han føler sig forstået, hvilket er alfa omega, for at undgå yderligere konflikter.

Når man er frustreret og ked af det, så pumper adrenalinen rundt i kroppen. Hvis man bliver kaldt hysterisk eller bliver sat i et hjørne eller sendt på værelset, så puster man til ilden, adrenalinen pumper endnu mere og det bliver sværere at falde til ro. Hvorimod, hvis man lyttes til og føler sig forstået, så slapper man mere af.

Det kender I også fra jer selv. Hvis du f.eks. er irriteret og frustreret, utilfreds med noget og din mand, din chef eller f.eks. jeg sagde til dig: "hold dog op med at være så hysterisk", eller "gå med dig, jeg kan ikke holde dig ud", "sæt dig lige over i hjørnet og slap lidt af" - så ville du blive stik tosset. Men hvis vi derimod lyttede til dig, spurgte ind til hvad der var galt, forsøgte at forstå dig, så ville du få det meget bedre. Det betyder ikke, at vi ville give dig ret, at vi automatisk sagde "jamen så gør vi som du vil", men det at du følte dig lyttet til og din mening talte, det ville få dig til at føle dig værdifuld og det er meget vigtigt.

Konflikter med 2 årige børn kan ikke undgås, det hører med til hverdagen og til at være børn/forældre. Men det er meget vigtigt at komme ud af en konflikt på en god måde og gør vi det, så kan vi alle lære noget af den.

Det er vigtigt at I altid overvejer, hvorfor I siger nej og hvorfor I bremser jeres dreng i det han gerne vil eller det han gør. Hvis det er fordi barnet kan yde skade på sig selv, så er man som forældre forpligtet til at stoppe barnet - det er således din opgave at forhinde din dreng i at slå hovedet ned i gulvet, han må ikke komme til skade. Det er også din opgave at holde fast i ham, så han ikke løber ud foran en bil, selvom han ikke vil holde i hånden osv. Her må man holde fast i sit nej og om nødvendigt holde barnet fast, fordi vi som voksne ved bedst.

Men nogle gange siger vi nej, fordi vi er trætte, ikke rigtig har overskud og her kan det være en god idé at man en gang imellem lige stopper op og tænker "hvad er der egentlig i vejen for at barnet får sin vilje" eller tænke, "kan jeg mon finde et alternativ".

Når I f.eks. er oppe at handle og han gerne vil gå med sin lille vogn, så kan I fortælle ham, hvad I skal have og bede ham tage de varer og putte dem i ovnen "Vi skal have frugt, kan du finde nogle bananer.." osv. Når han selv tager en pakke med fødevarer, så er det sandsynligvis fordi pakken har en flot farve eller lignende, som tiltaler ham. Her kan I tale med ham om pakken og hvad der er i, anerkende at han har fundet den flotte store pakke og så må I overveje om det er noget I har brug for, om I måske skulle vælge den grønne i stedet eller om den skal sættes tilbage, det er ikke noget I skal have. Når han så bliver frustreret og ked af det, så må I prøve at sætte ord på "du ville bare så gerne have en pakke pasta og nu bliver du bare så ked af det.." og også prøve at aflede "skulle vi ikke prøve at finde en pakke ost i stedet ...

---

---

... for - hvor mon ostene ligger henne, kan du finde osten.." osv. så han kommer videre.

Når børn bider, så skyldes det ofte at barnet mangler sprog, at barnet ikke har ord at sætte på sine følelser og derfor reagerer fysisk. Derfor vil børn ofte også slå, sparke, rive i hår osv.

Når børn bider, slår, sparker, river i hår osv. så skyldes det ofte:

- vrede der løber af med barnet. Det kan være netop opstået vrede eller opsparet vrede på grund af gentagende frustrationer, som barnet til sidst ikke kan kontrollere.

- Det kan være forsvar, situationer, hvor barnet føler sig trængt op i en krop, hvor barnet oplever en form for angst "jeg kan ikke komme væk fra det her"

- Det kan ske som reaktion på at der ikke bliver lyttet, at man ikke har opmærksomheden på barnet, at man ikke ser, ikke hører, ikke lytter - derfor må barnet gøre opmærksom på sig selv på denne måde

- Det kan være det eneste der virker

- Det kan være en erfaring som barnet har med sig, at voksne f.eks. river barnet væk ved at tage det i armen, at voksne giver små 'rap over fingrene' når de siger nej, at voksne bider barnet for at lære barnet at de ikke må bide, det gør ondt.

- Det kan også være imitation af andre børn. Børn lærer af hinanden og efterligner hinanden.

---

---

- Det kan være fuldstændig impulsivt, som komme ud af den blå luft, hvor ingen kan forklare hvorfor

- Det kan være kommet så langt at barnet lever op til rollen som den der skubber eller bider. Barnets adfærd bliver forstærket af forventninger og gentagende irettesættelser ...

Måske kan nogle af disse forklaringer give jer en idé om hvorfor jeres dreng bider og hvorfor det især går ud over far. Prøv at se på situationen hvor det sker, prøv at se om I kan finde frem til hvad der udløser det lige præcis der.

Med hensyn til skæld ud og det at jeres dreng griner, så skulle I måske overveje, hvordan I møder ham. Han ved ganske givet ikke, hvad I vil have ham til eller ikke have ham til. Han forstår ikke, hvordan han forventes at reagere. Måske er I lidt for gode til at skælde ud og har for lidt fokus på, hvad I gerne vil have han gør - hos jer er fokus mere alt det han gør forkert. Det vil derfor være rigtig godt, at I fortæller ham, når han gør noget rigtig godt, at I husker at fortælle ham, når I har det dejligt og hygger jer sammen, så han mærker at det er det I vil.

Og så er det naturligvis også sådan at børn jo bruger os voksne som et spejl, så hvis I generelt skælder meget ud hjemme og bølgerne nogle gange kører lidt højt - også imellem jer forældre - ja så vil jeres dreng jo vokse op med at det er sådan man løser konflikter og at få skæld ud er en del af hverdagen ...

Der er ingen tvivl om at det at skælde ud og råbe højt af hinanden og råbe af barnet, det påvirker barnet rigtig meget. Det kan være skadeligt og skabe angst og usikkerhed hos barnet, usikkerhed fordi barnet har brug for at vide, at det kan stole på sine forældre. Skælder man meget ud og råber man meget af hinanden, så er det svært at vide, hvor man har hinanden - man kan hurtigt være bange for at sige eller gøre noget forkert.

Hvis I forældre har brug for at få renset luften, så vil det være en god idé at jeres dreng ikke er hjemme. Det vil påvirke ham negativt, hvis I skændes og råber meget af hinanden.

Der er heller ikke tvivl om at dårlig stemning mellem forældrene - det mærker børnene også med det samme. Så derfor er det også vigtigt at få talt ud om tingene og få løst de problemer man evt. har - men det skal være når børnene ikke er der :o)

Jeg håber I kan bruge ovenstående videre, fortsat held og lykke til jer alle tre :o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---