Svar: Opdragelse - en attitude jeg ikke bryder mig om

---

Kære Renata

Victoria er godt i gang med selvstændighedsalderen (tidligere kaldet trodsalderen) og det betyder at hun har rigtig meget brug for at I voksne hjælper hende med at finde ud af hvad man må og hvad man ikke må. I skal lære hende grænser, regler for hvordan man opfører sig og naturligvis med anerkendelse for hendes lille personlighed og med masser af kærlighed og omsorg, som du også skriver at I forsøger på.

I skal kort og godt lære hende, hvad hun må og hvad hun ikke må og det er helt naturligt at hun prøver grænser, at hun nogle gange svarer igen. Hun prøver både sproget af, men forsøger jo også at finde ud af, hvad hun må og hvad hun ikke må - hvad hun kan tillade sig og hvad hun ikke kan. Det er helt naturligt at børn i 2 års alderen siger "Jeg vil ha..." eller "Jeg vil ikke ...", ligesom de også siger "Jeg vil selv" og "Jeg kan selv"...

Der er således intet unaturligt i at hun siger "jeg vil hjem nu!" eller "Jeg vil ikke lege med Isabella" eller "jeg spiser ikke mere!" - at der så i forhold til sidstnævnte kommer et "så du skal ikke tvinge mig, har du forstået det?!" - det har hun hørt et sted fra, det har I måske sagt, når I har skældt ud og børn bruger jo det de hører, børn spejler sig i os forældre eller i andre voksne.

Jeres datter har brug for at I lytter til hende og at hun oplever at hendes mening også tæller, hun arbejder hårdt på at få sin egen mening igennem og nogle gange forlanger I måske for meget ... hvis hun nu virkelig ikke har lyst til at lege med Isabella, eller hvis hun nu virkelig ikke har lyst til at kysse bedstemor farvel, så er det jo grænseoverskridende at blive presset til det ... Men det forhindrer jer jo ikke i at fortælle hende, hvad hendes valg så gør ved andre og jeg tænker at det er der, I skal arbejde nu.

I skal tale med hende om følelser, om hvad der gør hende glad, gør hende ked af det, om hvad der gør jer glade og kede af det. I skal have fokus på det gode hun gør, så hun fornemmer at det er det I gerne vil have mere af og så skal I naturligvis være konsekvente og fortælle hende, hvad der er uacceptabelt, når I er en situation, hvor I oplever at hun tydeligt opfører sig forkert. I skal naturligvis sætte de grænser, som I ønsker der skal være, men det skal andre ...

---

---

... også.

Jeg må indrømme at det er lidt en falliterklæring at jeres venner melder tilbage at de ikke kunne tackle hendes opførsel og attitude. Har de ikke selv børn? Faktisk bør de jo netop i den situation, fortælle Victoria hvordan reglerne er hos dem og hvad det hun siger gør ved dem. Når hun f.eks. siger til dem at hun ikke vil spise, så kunne de jo sige "det er også okay, du behøver ikke spise, men her hos os spiser vi når vi sidder ved bordet og spiser du ikke nu, så får du ikke noget før vi sidder her igen." Så er reglerne ridset op, grænserne er sat - og det er jo dem hun søger.

Når hun siger "du er dum og træls, jeg vil bare hjem", så kunne man svare "jeg kan godt forstå du synes det er irriterende at ...(hvad der nu er galt), men jeg er ked af at du gerne vil hjem. Jeg har glædet mig rigtig meget til du skulle komme og jeg tænkte at vi måske kunne lege sammen og have det hyggeligt - har du ikke lyst til det?" så man igen får anerkendt den frustration hun har over ikke at få sin vilje, men også får fortalt hende at man faktisk bliver ked af det, når hun siger sådan. Altså stille og roligt lærer hende, hvad det hun siger, gør ved andre.

---

---

Din datter forbinder ikke det at du fjerner hendes ting, nægter hende ting med det hun siger og gør. Hun ser ikke sammenhængen her og kan slet ikke forholde sig til at det hun siger om dagen fører til en sanktion om aftenen "så får du ingen godnathistorie.." eller hvad det nu kan være. Hun bærer ikke nag og det skal du heller ikke gøre.

Derimod skal du prøve I selve situationen at fortælle hende, hvad der er forkert ved det hun gør og hvad det gør ved andre. Vil hun ikke kysse din mor farvel, så lad være at tvinge hende til det - lad hende se at du giver din mor et farvelknus, lad hende vinke farvel i bilen hvis hun vil det og bliver bedstemor ked af det, så kan bedstemor jo sige "Victoria, vil du ikke sige farvel til mig, så bliver bedste ked af det" ligesom hun modsat også kan sige, hvis hun altså får et knus "Hvor dejligt Victoria, hvor er du god til at give knusere, tak skal du have". Hele tiden fokus på det hun gør, som er godt og som man gerne vil have mere af, fremfor at skælde ud over det hun gør forkert.

Jeg håber mine tanker hjælper lidt videre på vej, fortsat held og lykke:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---