Svar: Eksempel på selvstændighedsfasen

---

Kære små-frustrerede far

Der er ingen tvivl om at selvstændighedsalderen er frustrerende for både børn og ikke mindst forældre. Det er en tid som kræver utrolig stor lydhørhed, opmærksomhed, forståelse og trøst, men som samtidig også kræver, at man har visse regler og at man nogle gange må være konsekvent selvom man føler at det trækker tænder ud. Du spørger hvornår det er forbi - tja, udfordringer har man altid både med små og store børn - så forbi bliver det nok aldrig .. Men jeg synes ofte at tingene ændrer sig når barnet bliver 3½-4 år. I hvertfald er konflikterne her anderledes, ofte fordi barnet i den alder bliver mere verbal og man kan på en anden måde tale om tingene, forklare, lave små aftaler osv. Det er meget svært med børn på 2-3 år :o)

Man kan gøre ting på mange måder og det ene behøver ikke være mere rigtigt end det andet. Faktisk vil det være helt fint at man nogle gange gør tingene forskelligt, verden er ikke sort/hvid, det er opdragelse heller ikke - så for mig at se, er din måde at reagere på, den dag I skulle på lossepladsen helt fin.

Du valgte at sætte hende af og køre alene af sted og det er fint. En anden gang så er I som du skriver, måske kommet så langt af sted, eller I er måske alene, så hun er nød til at køre med ... og så må I gøre det, selvom hun skriger og er sur over at hun ikke får lov til at træffe dette valg.

Konflikter i hverdagen kan ikke undgås og det må man acceptere, men det har meget at sige, hvordan man kommer ud af en konflikt, det er meget vigtigt at begge parter føler sig lytte til og at man kommer igennem konflikten på en god måde.

Det er her meget vigtigt at I som forældre kan rumme jeres datters følelser, rumme hendes frustrationer. At kunne rumme betyder at I kan holde ud at hun har det som hun har det, at I ikke prøver at lave hende om og også at I ikke tager det personligt. Det hjælper her at sætte ord på den frustration de ...

---

---

... føleser hun har, fordi hun derved kan høre at I forstår hende, og også kan rette jer, hvis det ikke er rigtigt.

Det kan være "du bliver bare så ked af det lige nu, du ville hellere være hjemme og lege..." og hun kan så svare "ikke ked af det, jeg er sur!" og så er udgangspunktet jo det - hvad bliver hun sur over, hvordan kan du få hende glad igen ...

---

---

Det personlige ligger i at du godt ved, at hun ikke reagerer over at tage med dig på lossepladsen, det har ikke noget med dig at gøre, det er ikke fordi du har gjort noget forkert eller ikke gør det godt nok som far. Det er fordi hun har den alder hun har og hun handler bare enormt impulsivt og ved faktisk ikke altid hvad hun egentlig vil. Derfor er det også vigtigt at du ikke lader dig mærke med din frustration, din ærgelse over at hun ikke vil med, men bare sætter ord på det for hende "okay, du har ikke lyst alligevel, så kommer du ind til mor, det er helt fint".

Det samme når hun bliver frustreret i Fakta, måske er hun træt, måske er hun sulten, måske er hun tørstig. Faktisk hjælper det at sætte ord på for at finde ud af, hvad der er galt. Forsøge ikke at lade sig påvirke af at andre mennesker kigger og hvad andre mennesker tænker. Lige sætte sig ned med hende et øjeblik, få øjenkontakt, give hende et knus "hvad sker der skat, bliver du bare så ked af det, hvad handler det om" og forsøge at finde ud af hvad det er. Hvis hun er tørstig, så må man jo købe en flaske vand, hvis hun er træt så hjælper det måske at få lov til at sidde oppe i vognen. Hvis hun føler sig overset, så hjælper det at få lov til at finde varerne og puttet dem i indkøbsvognen "kan du ikke tage mælken til mig, nej hvor er det dejligt at have sådan en hjælper med.." osv. Så hun føler sig set, føler sig betydningsfuld osv.

Jeg håber at ovenstående hjælper lidt videre på vej, det lyder nu som om at I klarer det hele meget godt :o) Fortsat held og lykke med hende :o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---