Svar: Rejsende farmand

---

Kære Pernille

Mange børn vokser op med en far, som rejser meget og som i perioder er væk hjemmefra. Der findes mange erhverv hvor det er sådan: Fædre der er udsendt som soldat, fædre der sejler, fædre der arbejder som pilot - eller fædre som bare arbejder i udlandet i perioder af en eller anden grund.

I dag har vi heldigvis god mulighed for at have kontakt, selvom man sidder på hver sin side af jorden og mellem Schweiz og Danmark er der heldigvis ikke tidsforskel at tage hensyn til. Derfor er det rigtig godt og vigtigt, hvis I kan ringe sammen og gerne bruge skype/computer, så jeres datter kan se far og tale med ham - det giver noget helt andet end telefonen, som hun i kraft af sin alder ikke forstår.

Der er især 4 faktorer, som har betydning for hvordan børn tilknytter sig den voksne:

1. Hvor meget tid den voksne bruger på omsorg for barnet
2. Kvaliteten af den omsorg der ydes
3. Hvor stor emotionel investering i barnet den voksne har
4. Omsorgspersonens gentagne tilstedeværelse over tid.

Der er ikke noget i det du fortæller mig, som virker bekymrende, at far er væk i 5 dage og hjemme i 5 dage er en helt fast rytme, han er på den måde tilstedeværende over tid og han deltager fuldt ud på fod med dig, når han er hjemme. Hun lyder fint tilknyttet sin far, hun kigger efter ham, når han går, hun begynder sandsynligvis at spørge mere til ham i takt med at hun bliver ældre osv.

I vil derfor nok opleve en større reaktion fra hende fremover, i forhold til, hvad I tidligere har gjort og det er helt okay. Det er faktisk vigtigt at du taler om far, når han ikke er der, at bekræfte hende i at far stadig er der "far er på arbejde", "far kommer hjem igen" osv. og finde balancen imellem ikke at negligere det men møde hende åbent og fortælle at far er der, men samtidig heller ikke dvæle i at han er væk. Du skal altså ikke gå rundt og snakke om far hele tiden, hvis din datter er optaget af noget andet og har det godt med det :o)

Jeg anbefaler ofte og det vil også være rigtig godt til dagplejen, at hun får et lille fotoalbum med billeder af jer alle og naturligvis med billeder af far, så kan hun kigge på billedet, når hun savner ham (og i dagplejen savner dig) og måske derved bedre forholde sig ...

---

---

... til at I ses igen, I er ikke forsvundet ud af hendes liv, I er der stadig væk. De fleste børn er omkring 16 måneder inden de egentlig begynder at forstå at man stadig er der, selvom man ikke er i samme rum.

Da hun ikke er ældre end hun er, så er det begrænset, hvor meget man kan forklare og fortælle. Til større børn kan det være en god idé at far laver en bog, hvor han skriver små breve til barnet, som man så kan læse op hver dag. Og nogle gange kan de lidt større børn også have glæde af at lave en slags scrapbog, hvor de kan lave tegninger, finde udklip osv. af alt det de har oplevet medens far har været væk. Sammen kan de så sidde og snakke og kikke på det hele, når far kommer hjem og barnet kan på den måde få lov til at fortælle hvad det har oplevet.

Det er begrænset hvor meget jeres datter kan have glæde af dette nu, men måske kan du bruge idéerne senere hen.

Du kan også låne bøger på biblioteket om at have en far som rejser meget. Nogle gange hjælper det at læse om andre, at få tingene lidt på afstand og så tale ud fra det.

---

---

At arbejde 5 dage og være hjemme i 5 dage er naturligt lettere for både far og datter, end hvis far arbejdede på en boreplatform og var væk i en måned eller mere af gangen. At arbejde på den måde far gør, svarer næsten til at være sygeplejerske i fast aftenvagt. Her kan man jo også arbejde 7 aftener i træk, hvor man så er hjemmefra og så har man 7 aftener hjemme ...

Så ro på, det skal nok gå alt sammen. Det lyder helt bestemt som om at Silje godt kan finde tryghed og harmoni i den verden I har opstillet for hende .. :o)

Og tilsidst - alderen spiller også ind lige nu, på Siljes evne og lyst til at være alene og lege alene. Det er meget normalt at børn i denne alder er lidt mere morsyge og tryghedssøgende. Det ændrer sig stille og roligt igen, I må bare ikke skubbe hende fra jer, når hun klynger sig så vær der for hende, lyt til hende, tage hende på skødet, berolig hende "jeg er lige her skat" og motivere hende til på den måde at kunne være lidt på afstand. Jeg plejer at sige at hun skal have sit mor-depot fyldt op, jo mere det er det, jo bedre vil hun kunne bevæge sig ud på egen hånd igen.

Fortsat held og lykke, håber mine tanker hjælper jer lidt videre på vej:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---