Svar: Vil ikke selv gå op af trapperne

---

Kære du

Tak for dit brev og velkommen igen :o)

Din dreng er rigtig godt igang med selvstændighedsalderen og det er en tid, som kræver utrolig meget omsorg, anerkendelse og forståelse. Det er en tid, som er præget af store frustrationer for både forældre og barn, når man er 2 år gammel, så er der så meget man gerne vil, og man kan også mange ting selv, men der er også meget man ikke formår. Man vil så gerne, men magter det alligevel ikke - og det giver stor fortvivlelse hos barnet.

I er lige nu i en meget følelsesladet periode, på den ene side er din dreng så blid, sød, imødekomne, charmerende, skøn osv. og på den anden side, så kan han blive så frustreret, temperamentsfuld, vred, irritabel og vanskelig - det kan nogle gange føles som yderpoler - det er ligesom enten eller ...

Der er meget stor forskel på børn i 4-5-6 års alderen og børn på 2-3 år - sådan rent udviklingsmæssigt, hjernemæssigt. Din drengs hjerne er stadig meget umoden og først igang med at udvikle sig videre. Netop omkring 2 års alderen begynder mere komplekse forbindelser i hjernen at blive skabt og de skabes netop ud fra måden barnet bliver mødt på. Det har meget stor betydning for hjernens udvikling at vi lytter til barnet, leger med det, omfavner det, træster det osv. og det har meget stor betydning, hvordan vi møder barnet, når de er uartig eller når tingene går mere efter vores hoved - end efter barnet.

Når I kommer hjem fra en lang dag i vuggestuen og skal op af trappen, så er din dreng træt. Han er træt både fysisk og mentalt og han har rigtig svært ved at overskue at gå hele vejen op til fjerde sal. Han er samtidig også i en alder, hvor han gerne vil mange ting selv og hvor du samtidig ikke kan forklare ham særlig meget. Han forstår simpelthen ikke hvorfor du ikke kan bære ham, han ved ikke og kan ikke forholde sig til at du får ondt i ryggen osv. Han handler meget impulsivt - han vil gerne bæres - NU! - og vil du ikke det, så bliver han dybt ulykkelig, dybt frustreret og fortvivlet - simpelthen fordi han endnu ikke har fået de forbindelser i hjernen der skal få ham til at bevare roen, se det hele lidt ovenfra, få ham til at forstå at du også er træt, får ondt i ryggen osv.

Børn i din drengs alder får det der hedder ...

---

---

... fortvivlelsesanfald - i modsætning til det der hedder kontrollerende anfald, som man kan se hos ældre børn. Når jeres dreng får anfald af fortvivlelse, så er han ikke uartig men oprigtigt ked af det. Han er skuffet over at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt,- skoene driller, maden falder af skeen eller at han selv skal gå op af trappen. Det er ofte små bitte ting som i dine øjne virker som bagateller, men som for ham betyder rigtig meget. Det har han brug for at du forstår, han har brug for en medlidende reaktion. Han har brug for at høre at du forstår det, det er rigtigt irriterende at han ikke kan se mere fjernsyn fordi I skal køre nu, eller det er rigtigt irriterende at I giver ham et æble, når han hellere ville have haft en banan - eller det er rigtig irriterende at han er nød til selv at gå op af trappen ...

At blive vred på ham, kalde ham hysterisk,skælde ham ud osv. får ham måske til at holde op med at græde kortvarigt, men det hjælper ham ikke på sigt. Når han har fortvivlelsesanfald, så har han brug for at du sidder med ham, holder om ham og beroliger ham. Hvis du går fra ham, går op af trappen, så bliver han endnu mere ulykkelig, fordi han har brug for at du hjælper ham med at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear. Derfor skal man ikke gå fra ham i sådanne situationer, eller ignorere ham - det er meget bedre, at give ham trøst og hjælpe ham med at få samling på sig selv.

---

---

Det lyder hårdt for alle - både mor, barn og naboer :o) - at bruge en time på trappen med hyl og skrig. Mon ikke det kunne lade sig gøre at mødes på en anden måde. Hvad hvis du satte dig ned sammen med ham på trappen, når han var træt og tydeligt viste at han ikke kunne gå mere. Så kunne I sidde der sammen, snakke lidt om dagen, hvad han har lavet, hvad han skal lave når I kommer hjem ... han kunne få lidt frugt at spise eller lignende, du kunne have i tasken og så i stedet for at sige til ham at 'nu skal han gå selv', så kunne du måske måde ham ved at sige "okay, skal vi sætte os lidt, lige tage en pause" og "skal vi gå lidt igen", når I så har siddet lidt og roen er faldet over jer begge.

Jeg håber du kan bruge mine tanker lidt videre på vej, fortsat held og lykke med ham :o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---