Svar: Selvstændighed - 2 år, 4 mdr.

---

Kære Marie

Tillykke med at I snart får en lillesøster :o)

Der er ingen tvivl om at Sofus godt kan mærke at der sker en stor ændring i familien. Det at du er gravid, har naturligt påvirket ham, han har sandsynligvis godt vidst, at der kom en baby, en lillesøster, men hvad det egentlig betyder kan han ikke forholde sig til eller forklares. Men ændringen mærker han og det er f.eks. at maven vokser, der bliver naturligt mindre plads på dit skød, du løber ikke længere og leger med ham, du tager ham ikke op og går ikke rundt med ham som tidligere, du er ikke som du var før ... og det reagerer han naturligvis på.

Derudover så har han jo en alder, hvor han naturligt skal udforske verden og her tænker jeg både sådan rent fysisk, bevæge sig rundt på egen hånd, men også mere følelsesmæssigt - han prøver grænser, skal se hvad det han siger, det han gør, gør ved jer.

Det er rigtig svært at være knap 2½ år, - ligeså charmerende og dejlig en alder det er, ligeså frustrerende en alder er det også og det er en alder, hvor der ofte opstår mange konflikter.

Jeg kan ikke ud af dit brev se, hvordan jeres dreng er til at bruge sit sprog, hvor stort et ordforråd han har, hvor god han er til at fortælle ... men selvom han måske er rigtig god til at tale, så vil han stadig ikke kunne sætte ord på sine følelser. Han kan ikke fortælle dig, når han føler sig tilsidesat, når han oplever noget uretfærdigt, når tingene driller og han føler han ikke kan magte det - han vil så gerne og kan så meget og så alligevel ikke ... det er utroligt frustrerende for ham og han bliver på en gang både fortvivlet, sur, ulykkelig, bange. Derfor får han det man kalder fortvivlelsesanfald - i modsætning til det der hedder kontrollerende anfald, som man kan se hos ældre børn.

Når jeres dreng får anfald af fortvivlelse, så er han ikke uartig men oprigtigt ked af det. Han er skuffet over at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt,- skoene driller, æblet bliver skællet og han ville have haft det skåret ud i både, han vil selv tage tøj på, men kan ikke finde ud af det osv. Det er ofte små bitte ting som i jeres øjne virker som bagateller, men som for ham betyder rigtig meget. Det er små ting, der får hele hans verden til at bryde sammen.

Det har han brug for at I forstår, han har brug for en medlidende reaktion. Han har brug for at høre at I forstår det, at I godt ved, at det er rigtigt irriterende at man skal holde i hånd, når man går ude på vejen, eller at det også er dumt, at I giver ham et æble, når han hellere ville have haft en banan ... Derfor skal man i sådanne situationer sætte ord på, så han hører jer, hører at I forstår hvad der sker: "Du bliver bare så vred lige nu ..." og det er super godt, hvis man samtidig med dette kan give ham fysisk kontakt og nærhed.

Når han er frustreret, ked af det, så er hele kroppen i højeste gear, adrenalinen kører rundt i kroppen og han kan ikke falde til ro uden jeres hjælp. Når I giver ham fysisk kontakt, holder ham, kærtegner ham, så hjælper I ham til ro, I hjælper ham til at slappe af. Jeres berøring og det at I lytter gør at I får stimuleret kroppens egne opioider, som hjælper med at få kroppen ned i gear. Samtidig stimulerer I til nogle meget vigtige hjerneforbindelser, som gør at han stille og roligt lærer at håndtere stressede situationer. At ignorere ham, at gå fra ham vil virke lige modsat og det vil ikke gavne ham, hverken nu eller på sigt.

Derfor er det vigtigt at man forsøger at være der, at man beroliger, sikrer sig at han ikke kommer til skade, han må ikke banke hovedet ind i væggen - I er nødt til at sikre jer at dette ikke sker. Er han så meget ude af den, at I ikke kan komme til ham, så sæt jer i nærheden, vis ham at I er til rådighed, at I gerne vil ham og sagtens kan rumme, at han har det svært lige nu. Det betyder ...

---

---

... ikke at han skal have sin vilje eller at I ikke må sige nej, I skal stadig holde fast i det nej, som måske har udløst frustrationen, han skal jo netop lærer at tackle sin frustration - lærer at man ikke kan smide sig på gulvet, fordi man ikke få en is ... :o)

Når han protesterer over tøjet om morgenen, hvad udløser så dette? Måske skulle I finde en anden rytme - hvis han f.eks. starter med morgenmad og får tøj på bagefter, så kunne I forsøge at gøre modsat - starte med tøjet og så morgenmaden efterfølgende. Hvis han har brug for selv at forsøge sig, så læg tøjet frem så han kan finde ud af at tage det på og tilbyd så jeres hjælp, guid ham igennem det, som I nu kan få lov til. Måske bliver han vred over at I tager fuldstændig over, måske handler protesten om at han vil selv ...

Visse situationer findes der ikke alternativer til, f.eks. at holde i hånd, når man går over gaden. Det SKAL han også selvom det bliver under hyl og skrig. Han ved ikke og kan ikke forklares at det er farligt andet, I ved som voksne bedst og derfor er det jeres mening der tæller - om han vil det eller ej.

Andre gange kan han godt få lov til at bestemme, netop fordi hvis børn også oplever at få et ja nogle gange, så vil de også lettere kunne acceptere et nej andre gange.

Konflikter kan ikke undgås, konflikter er en del af hverdagen når man har et barn på 2½ år. Men konflikterne skal håndteres på en god måde, så vi lærer af dem og så vi kommer videre på en god måde.

Med hensyn til søvn og det at falde i søvn selv, så tænker jeg at han med den alder han har nu, måske er lidt bange for mørke og generelt kan være lidt utryg ved at skulle sove. I den forbindelse er det vigtigt, at han har en natlampe med lidt dæmpet belysning så han kan orientere sig, det er vigtigt at døren til hans værelse kan stå åben, så han stadig kan høre at I er der og det er fint at bibeholde den åbne seng, så kan oplever at han altid kan komme til jer - det giver tryghed.

---

---

Derudover tænker jeg at det vil være rigtig godt, hvis han kunne starte med at ligge i sin seng og få godnathistorie. I en åben seng kan du sidde ved siden af ham i sengen og læse højt og han ligger ned og lytter, kigger billeder osv. imens. På den måde kan I fortsat røre ved hinanden og du kan kærtegne ham lidt imens du så synger en godnatsang og han falder i søvn. Det er fint at bruge 15 minutter på dette, men derefter skal han så sove.

Hvis han ikke kan sove eller vægrer sig mod at skulle være alene i værelset, så kan du starte med at være i rummet eller lige uden for døren, så han kan se dig og du kan tale med ham. Du skal ikke bare sidde på en stol, du skal lave noget praktisk, ordne strygetøj, lægge tøj sammen, så du ligesom signalerer at du er igang med noget, at du har noget du skal lave og du sidder ikke bare og venter på at han skal sove.

Imens du står og stryger tøj, lægger tøj sammen, lægger tøj på plads og derfor går lidt frem og tilbage, så taler du med ham "mor er lige her, sov godt skat" eller hvad du nu vil sige. Så du hele tiden holder fast i at det er sengetid og samtidig viser at du er der, passer på ham og at han roligt kan lægge sig til at sove.

Det er fint at være i nærheden, så han både kan se og høre jer og så I netop verbalt får ham til at blive i sengen og ikke kommer ud i at han stiger ud af sengen igen og igen. Gør han det, så må I naturligvis følge ham tilbage og fortælle ham at det er sengetid nu.

I skal naturligvis være sikre på at han er træt nok til at sove, når han bliver puttet. Han har sandsynligvis ikke behov for mere end 1 times middagslur - sover han mere end dette, hvilket han naturligvis godt må - men så vil nattesøvnen naturligt blive kortere og han skal måske puttes senere end tilfældet er lige nu ...

Jeg håber ovenstående hjælper videre på vej, fortsat held og lykke med det hele - også den forestående fødsel :o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---