Brev:
Bange for fremmede og mænd
Hej Helen
Nu tror det er blevet min tur til at søge dit råd.
Min mand og jeg har en dejlig datter på 2 år og 2 måneder.
Jeg gik hjemme ved hende til hun var 11 måneder og så startede hun i vuggestue. I denne periode døde min far og det bevirkede at jeg i en periode var meget trist. Senere har specielt min familie været efter os fordi de ikke synes vi gav nok slip på hende i denne periode. Generelt opfatter de os som meget overbeskyttende.
Hun har fra hun var helt lille været meget bange for fremmede og mænd. Hun har generelt haft det godt i vuggestuen, men har haft perioder hvor hun har hængt meget på de voksne.
Da hun var ca. 1 ½ følte vi virkelig, at der skete noget, hun blev rigtig glad for at komme i vuggestuen og fandt en ”veninde”. I denne periode snakkede hun meget om vuggestuen. Når hun blev afleveret vinkede vi bare og hun løb grinende ind og legede. I denne periode var hun heller ikke så genert overfor fremmede som tidligere.
Vi har ikke en meget stor omgangskreds, men både mormor og en veninde og hendes familie har gentagne gange passet hende uden problemer.
Men da hun fyldte 2 år skete der igen en ændring, hun blev ked af at blive afleveret og det har nu varet i ca. 2 måneder. Tidligere ville hun gerne ned i vuggestuen, men nu siger hun hver dag når hun vågner at hun skal være hjemme i dag. Samtidig er der sket en masse ændringer i vuggestuen, der er således ikke noget af det samme personale tilbage på stuen som der var der da hun var 1 ½. Når vi henter hende, spørger vi til hvordan dagen er gået, ofte siger personalet at det er gået fint, men hun vil meget gerne være sammen med ”ynglings-pædagogen” hele tiden. Hun leger med de andre børn, men ikke så meget som tidligere.
Hun blev også mere forbeholden og reelt bange for fremmede og mænd igen. Når vi er ude og handle går hun glad omkring og putter ting i hendes lille vogn, men hvis der så er en fremmed der taler til hende, så bliver hun straks meget utryg, klynker lidt eller ignorerer den fremmede og søger mig. Andre gange kan hun sidde i sin klapvogn og pludselig blive bange for nogle fremmede og ville op til mig.
Min mor besøgte en veninde og hendes mand, som min datter godt kender, sammen med hende, og der insisterede hun på, at være på min mors skød hele tiden. Jeg har for nylig været til veninde komsammen med 3 veninder hun ikke kendte og deres børn, hun havde behov for at sidde ved mig i starten, men tøede efterhånden op og fandt en barnevogn og dukke og lege med, men tæt på mig.
Nytårsaften tilbragte vi hos en veninde og hendes mand og deres 2 drenge, hun vil meget gerne være tæt på os, men sidst på aftenen begyndte hun da at lege med den yngste dreng, men var meget forbeholden overfor faren. Det samme gør sig glædende når vi har gæster, kvinderne virker hun ikke bange for, men er der mænd tilstede og specielt fremmede mænd, så insisterer hun på at sidde hos mig/os.
Vi har for nylig været i sommerhus med mormor og onkel, vores datter har ikke mødt onkel så mange gange, men er panisk angst for ham. Da vi kørte der op i bilen sagde hun flere gange ”ikke onkel, ikke ...
... onkel”. Hun kunne godt lege rundt i sommerhuset, men var meget opmærksom på hvor onkel var og ville ikke lege/tale med ham. Efter 2 dage var der dog lidt fremgang og hun sad ligefrem på skødet af ham og viste ham månen. Men næste morgen startede vi forfra igen og tættere kom onkel ikke på hende.
Når hun er hjemme leger hun omkring, men vil meget gerne have tjek på os, hvis min mand er gået op ovenpå spørger hun med det samme, hvor far er. Hun er meget morsyg og vil helst være tæt på mig hele tiden. Vi er gået fra at putte med en sang og en mysser til at sidde ved siden af sengen indtil hun faldt til ro. Senest har hun dog haft mod på at være alene på hendes værelse ovenpå. Hun har leget og jeg har spurgt om hun ville med ned, det ville hun ikke, så lavede vi en aftale om at hun kunne kalde når hun ville ned. Det gik i 5-7 min, så ville hun gerne ned og kaldte.
Hun er dog begyndt at sige, at hun er bange for ting og for nogle mennesker, men jeg er meget usikker på, om hun er reelt bange, eller om hun også siger det for at få vores opmærksomhed. Hun har således sagt, at hun var bange både for far og mor.
Jeg er sammen med den faste pædagog i vuggestuen blevet enig om, at det kunne være godt med et møde. Hun oplever, at min datter har brugt meget ”krudt” på at holde styr på de voksne og også bestemme over dem, hvem der skal sidde hvor og lignende ting. Der har været mange vikarer og hun er derfor kommet af sted med det. Pædagogen mente at denne ”magt” var alt for krævende og angstprovokende for hende at have. Hun havde gode erfaringer med, at de voksne blev mere ”tydelige”, når et barn reagere sådan, og synes efter 1 dag også, at vores datter reagerede på denne metode.
Jeg spurgte decideret ind til angst, men hun oplever ikke, vores datter som angst i vuggestuen og gjorde meget ud af at sige, at hun ikke synes at vores barn fejlede noget, at det var helt almindeligt at være bange for eksempelvis fremmede og at hun bare oplevede hende som genert. Jeg tror slet ikke hun havde bragt emnet på banen, hvis det ikke havde været fordi jeg gjorde det.
Genertheden kender både min mand og jeg fra os selv, man vi har med årene lært at være mere udadvendte. Jeg har måske i visse situationer forsøgt at presse min datter til at være mere udadvendt, men har efter snakken med pædagogen og dine svar på læserbrevene ændret strategi i forhold til dette.
Nu prøver vi så alle at være mere tydelige og verbaliserende og forsøger at fratage hende ansvaret for at holde styr på os, men jeg kan mærke, at jeg efter mødet stadig er meget i tvivl om hendes angst for fremmede og mænd er en reel angst eller ”bare” udtryk for generthed. Jeg er bevidst om, at jeg har mulighed for at kontakte PPR, men synes at det er mest hensigtsmæssigt at gøre sammen med institutionen og de deler ikke umiddelbart mine bekymringer.
Kan se at det er blevet en meget lang smøre, men jeg vil jo gerne forklare situationen så detaljere som muligt, selvom det nu er svært. Jeg er meget i tvivl om, hvorvidt jeg skal gå videre og forsøge at få kontakt til en børnepsykolog eller måske kontakte PPR?
Hilsen mor
Annoncer
Sponsorerede artikler
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
28. januar 2026 | Udvikling | 23 mdr.
Svære afleveringer i vuggestuen
Hej Helen. Vores datter på 23 måneder har gået i vuggestuen, deltid, siden...
21. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.
Hej Helen Tak for din brevkasse - nu vil jeg forsøge at spørge dig i håb om,...
26. december 2025 | Opdragelse | 23 mdr.
Kære Helen Min datter er 23 mdr og bruger sut, mest til trøst og når hun...
26. december 2025 | Opdragelse | 23 mdr.
Kære Helen Min datter er lige knap 2 år. Der er tydeligt, at hun er begyndt...
21. oktober 2025 | Opdragelse | 2 år, 4 mdr.
Kære Helen Vi oplever mange nedsmeltninger hos vores datter på 2 år og 4...
Viden om børn:
Amning og sex
Når du ammer og dit bryst er fyldt med mælk, så vil det være helt naturligt at brystet lækker eller direkte sprøjter med mælk, hvis du bliver seksuelt stimuleret.
Brysterne kan også være følsomme på en anden måde, end hvis du ikke ammer. De kan være mere ømme og mere spændte, brystvorterne kan også gøre ondt.
Det er heller ikke unormalt at man oplever brystet meget anderledes, når det pludselig tjener som næringskilde for ens barn. Nogle kvinder (og også mænd)...
Kosttilskud - børn
Følgende kosttilskud anbefales til børn:
- D-vitamin tilskud gives til alle børn i alder 0-4 år. Der gives 10 mikrogram dagligt. Børn med mørk hud og/eller børn, som går klædt, så kroppen er tildækket om sommeren skal forsætte med D-vitamin gennem hele barndommen/livet.
- Calcium gives til børn, der har mælkeallergi eller til børn, hvor forældrene ikke ønsker at give deres barn mælkeprodukter. Der gives 500 mg dagligt fra 1 års alderen.
- Jerntilskud...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.