Svar: Mad og mangel på søvn
Kære Marianne
Christian er nu 9 måneder gammel og det betyder at der sker rigtig meget med ham udviklingsmæssigt - både mentalt og fysisk. Derfor vil børn i denne alder ofte være mere tryghedssøgende og have behov for mere fysisk kontakt og nærhed, når de skal sove, ligesom de også vil have svært ved at finde fysisk ro og ofte vil vågne om natten, have behov for hjælp til stillingsskift, få dynen om sig igen og således hjælpes videre i søvnen.
At han vågner med gråd kan skyldes flere ting. Det kan være drøm, alle dagens oplevelser skal bearbejdes. Det kan dog også være frustrationen over ikke at kunne lægge sig godt til rette selv - mange børn vil i denne alder lægge sig op på alle fire og rokke om natten, ligesom de også kan banke hovedet ind i sengegavlen osv. Her græder de ofte og har brug for hjælp til at blive lagt rigtig igen.
Men gråd i længere tid kan også skyldes smerter og han kan naturligvis have smerter på grund af sine refluksproblemer, ligesom også smerter fra ører eller tænder kan gøre sig gældende.
Med hensyn til at spise rugbrødshapsere til frokost og manglende lyst til fingermad, så kan dette skyldes at han i løbet af formiddagen tilbydes netop skemad fremfor f.eks. en bolle med lidt smør eller lignende.
Gode boller til børn kan være havregrynsboller eller grahamsboller. Sundhedsstyrelsen har en opskrift på gode og nærende boller. Dejen laves om aftenen og bages næste dag og du skal ikke ælte dejen med hænderne.
Opskriften er her:
DAG 1
15g gær
3½ dl koldt vand
1 tsk salt
1 strøget spsk. sukker
1 spsk. olie eller blødt smør eller plantemargarine
100g grahamsmel eller havregryn
350-400g hvedemel
1. Rør gæren ud i det kolde vand
2. Tilsæt resten af ingredienserne
3. Rør dejen med en røreske, til den er ensartet og hænger sammen i en stor klump. Dejen skal ikke æltes med hænderne
4. Dæk skålen med husholdningsfilm og stil den i køleskab til næste dag.
DAG 2
1. Tænd ovnen på 200grader
2. Læg bagepapir på en plade
3. Form 12-14 boller med 2 spiseskeer, ved at tage dej op svarende til en bolle på den ene spiseske og skubbe dejen ned på bagepapiret med den anden
4. Lad bollerne efterhæve ca. 10 minutter
5. Pensl bollerne med mælk og bag dem i ca 20-25 minutter til de er gyldne
6. Stil de nybagte boller til afkøling på en bagerist. De er velegnede til frysning.
Opskriften er fra "Mad til spædbørn og småbørn" sst. 2006. De fleste mødre synes den er rigtig god.
-----------------------------
Og her er en opskrift på havregrynsboller:
150g havregryn og 7 dl vand blandes og står i 10 minutter.
50g gær, lidt salt og lidt sukker, 1½ spsk. olie og 2 dl A38 blandes i havregrynene og tilsidst tilsættes ca 750g hvedemel.
Det hele æltes og dejen må gerne være lidt klistret. Hæver ca 1 time, slåes ned og formes til boller (ca 20 stk). Bollerne hæver 20 minutter, pensles med æggehvide, drysses med havregryn og bages ved 200 grader i ca 20 min.
-----------------------------
Du kan give ham bollerne med lidt smør, ost, frugtmos, måske en lille smule marmelade, hvis bølgerne skal gå rigtigt højt :o) og du kan variere lidt mellem små hapsere, som du hjælper ham med at spise og også lader ham selv øve pincetgreb på og tilbyde ham 1/4 bolle som han selv kan sidde med, gumle sig igennem. Forsøg dig lidt frem og se hvad der fungere bedst, det kan sagtens være både og.
Mit forslag til en dagsplan ser ...
... således ud:
Tidlig morgen 04/05: Ammes og sover lidt videre. Hvis han i øjeblikket finder bedre ro og alle vil sove langt bedre ved at du ammer kl. 04, så fred være med det. Det er langt bedre at give ham mælk der, hvis han vågner og beder om det og så bagefter sover roligt - fremfor at I render rundt to timer om natten, for at undgå amning ...:o)
Morgen 7.30: 1-2 dl. havregrød, vand eller mælk af kop
Formiddag 9-9.30: ½ bolle med smør, ost, frugtmos, frisk frugt i hånden, vand af kop.
Puttes til formiddagslur ca kl. 10, sover måske kun 45 minutter
Frokost 12: Rugbrødshapsere med forskelligt pålæg, gerne fiskepålæg som sildepostej, rognguf, makrel og lignende. Tilbehør af kogte grøntsager som ærter, majs, gulerod, kartoffelbåde. Pastaskruer, små stykker frikadelle (kød/fiskedelle og lignende rester fra aftensmaden. Suppleres med grøntsagsmos ligesom I allerede gør. Vand af kop.
Puttes til middagslur ca 13.30, sover måske 1½ time
Eftermiddag 15.30-16: Flerkornsgrød med frugtmos eller lidt tykmælk med frugtmos, ½ bolle med smør, ost, frisk frugt i hånden, vand af kop.
Aftensmad 18: Mere og mere familiemad, ris, pasta, kød, fisk, grøntsager, sovs. Han kan få kartoffelmos og millionbøf, boller i karry, lasagne, pasta med kødsovs, frikadeller, farsbrød og lignende. Retter med hakket kød er ofte godt. Også fisk lavet i ovnen eller kogt er godt og han skal fortsat både have mad i stykker og moset mad. Vand af kop.
Mange familier introducerer i denne alder en godnatgrød, det kan være frugtgrød med mælk eller en rigtig grød som ligger godt i maven inden sengetid.
Ammes og puttes til natten ca 19.30-20
Sen aften 23-24: Ammes og sover videre i sin egen seng
Som sagt må I vurdere, hvad der hjælper jer om natten i øjeblikket, hvis han viser behov for amning midt nat, så am ham og se om han så kan sove roligt videre til næste morgen. Netop på grund af hans udvikling og alder, er det naturligt at han søger brystet lidt mere og har brug for den ro det giver. Det er dog samtidig vigtigt at han ikke begynder at mætte sig med mælk om natten, da det vil påvirke hans indtag af mad om dagen - så prøv at finde balancen ...
Med hensyn til agurk, så må skrællen gerne blive på. Du kan skære en skive på 1½ cm, fjerne kernerne i midten så der bliver et hul og sætte skiven på hans tommelfinger, så taber han den ikke så let.
Med hensyn til grovhed, konsistensen af maden, så har mange børn lettere ved at spise hvis tingene er adskilt. Det vil sige at den grød, yoghurt, mos osv. som han får med ske, den må gerne være godt moset og let at spise. Men ved siden af gives så tyggemad, mad i stykker - både små hapsere, men også større stykker som han selv kan sidde med. Det gør det lidt lettere for ham at finde ud af om han skal tygge eller synke, alt efter om maden kommer med ske eller spises med fingre eller gaffel.
I skal ikke lade være med at tage ham op, hvis han vågner om natten og er ulykkelig. Han skal naturligvis trøstes og beroliges. Men I må prøve at finde ud af hvad der er galt. Har han ondt (børn med ondt i ørerne græder ofte når de ligger ned og når de kommer på højkant så forsvinder smerten), har han brug for brystet, er han mere sulten, har han brug for hjælp til stillingskift, separationsfase, drømme, sover han for meget om dagen, sover han for sent osv.
Prøv at se om ikke den nye dagplan og mine tanker hjælper videre på vej. Fortsat held og lykke.
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Baby sok med pulsmåler - hvad er det?
De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
16. april 2026 | Kost og ernæring | 17 mdr.
Hej Helen Jeg søger lidt gode råd ift vores søns madvaner. Han har...
4. marts 2026 | Kost og ernæring | 8 mdr.
Vil kun ammes i søvn og afviser oftest flaske med MME
Kære Helen Jeg har en datter på 8,5 måneder, hvis våde bleer efterhånden er...
5. februar 2026 | Kost og ernæring | 3 mdr.
Hej Helen Jeg har læst, at NAN modermælkserstatning kaldes tilbage, og jeg...
3. december 2025 | Kost og ernæring | 14 mdr.
Hej Helen. Jeg syntes det er lidt svært at finde ud af hvad der er en god...
Viden om børn:
Akupunktur
Der findes mange former for akupunktur. Oprindeligt er akupunktur en gammel kinesisk behandlingsform, som går ud på, at man ved at sætte nåle ind forskellige steder i kroppen, blandt andet kan bedøve eller lindre smerte.
Behandlingen har været brugt i mange tusinde år. Det er en behandling, der baserer sig på en holistisk opfattelse af kroppen og hvor man med nåle regulerer energiblokeringer i kroppen.
Akupunktur er blevet mere og mere almindeligt at bruge i...
Honning
Honning frarådes til børn under 1 år. Honning indeholder bakteriesporer og kan være infektionskilden vd spædbarnsbotulisme.
Botulisme er en sjælden sygdom, som skyldes et toksin (en forgiftning) dannet af den en sporedannende bakterie Clostridium Botulinum. Sporerne findes i omgivelserne, de er hårdføre og kan tåle kogning i flere timer.
Voksne og større børn bliver ofte ikke syge, da vores bakterieflora i tarmsystemet er anderledes. Men hos spædbørn medfører...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.








