Svar: Ondt i maven - 1 mdr.
Kære Frederiks mor
Tillykke med lillebror, det lyder som om at alt er forløbet godt og stille og roligt - dejligt! Jeg håber at storesøster nyder ham ligeså meget som I andre :o)
Det er til en vis grad normalt at små børn kan have problemer med maven og have mavesmerter, men man skal naturligvis altid overveje hvad det kan skyldes og hvorvidt det er noget man kan gøre noget ved ...
Det kan have lidt at sige, hvordan du ammer. Det er sådan at mælken består af flere forskellige dele, den første del er meget vandholdig, den ser tynd ud, hvis man malker den ud, den ligner lidt skummetmælk. Den næste del er mere som rigtig mælk og ligner lidt mere letmælk og den sidste del er tyk som fløde. Når man malker ud, så kan man se fløden lægge sig øverst i flasken.
Alle mælkens dele er gode og vigtige, da de har forskellige formål. Den første vandholdige mælk slukker tørsten, hvor den sidste federe mælk giver barnet 'elastikker' på arme og ben. Det betyder dog også at det er vigtigt, at barnet spiser godt, længe og effektivt på et bryst, så barnet får alle dele mælk med ud. Hvis barnet spiser kortvarigt på det ene bryst og derefter lægges til modsatte side, så vil der være en risiko for at barnet får forholdsvis meget vandholdig mælk og mindre af den fede mælk. Netop dette kan være med til at give barnet uro i maven. Derfor er det vigtigt at du forsøger at amme sådan, at din dreng så vidt muligt spiser i bund fra det ene bryst, skiftes og først derefter tilbydes modsatte side. Og hvis du så føler at han ikke har spist nok fra første side, så er det naturligvis vigtigt netop ikke at give ham modsatte bryst, men lægge ham til samme side igen efter skiftning.
Det er også sådan, at børn der får 'for meget' mælk kan få uro i maven på grund at den store mængde og de har simpelthen svært ved at kapere mælken, har svært ved at nedbryde de store mængder. Disse børn tager ofte rigtig meget på, de kan sagtens have en ugentlig vægtøgning på 500g ... Det kan her være en udmærket idé at tilbyde barnet en sut, fordi det at sutte sætter gang i tarmperistaltikken og hjælper maden igennem systemet og det giver derved lidt ro.
Du spørger til sutter og anbefaling af disse. Det er svært, da børn også her har forskellige favoritter, men det hjælper ofte at vælge en eftergivelig sut, som barnet kan arbejde lidt med i munden ligesom når det sutter på brystet. Nogle børn har det bedst med en stor sut, andre får bræk-fornemmelse af dette og har det bedre med en lille model. Nogle børn vil ikke acceptere silikone, andre ikke naturgummi, det er svært.
De fleste børn vil i begyndelsen have behov for hjælp til at holde sutten i munden, en stofble trukket igennem suttens ring kan også være en god støtte og give barnet fornemmelsen af at have noget ved ansigtet ligesom når barnet ligger ved brystet.
Ondt i maven kan også skyldes at barnet reagerer på noget moren spiser. Man ved at modermælk ændrer smag efter hvad du indtager af fødevarer og man ved også at nogle børn kan reagerer allergisk på visse ting i modermælken, det sidste er dog sjældent, men det ses. Det tager nogle timer fra det du indtager er blevet sendt ud i kroppen og blevet produceret til mælk, men du kan godt overveje om du er begyndt at indtage noget i større mængder, som du ikke har ...
... spist eller drukket tidligere og så prøve at fjerne dette fra din kost, for at se om det vil give nogen ændring. Det kan være kaffe, chokolade, stærke krydderier, kål, rå løg og lignende. Det er ikke videnskabeligt bevist, men mødre oplever at det kan spille ind hvad de spiser og hvis du f.eks. har tendens til at spise meget chokolade eller spiser meget spinat eller lignende, så kan det være en rigtig god idé at du forsøger at holde pause med dette, for at se om det gør en forskel.
Mavesmerter hos børn kan også skyldes luft i tarmene og det er her vigtigt at du er opmærksom på at din dreng får bøvset og kommer af med luften i forbindelse med et måltid, ligesom du skal sikre at han ammer med god teknik og holder vacuum og ikke hopper af og på brystet hele tiden. Det kan være en god idé at amme i forskellige stillinger for at se om han spiser anderledes og bedre alt efter hvordan han lægges til.
Der er også børn som reagerer meget på D-dråberne. Har du lagt mærke til om hans mavekneb er værre, når han har fået det? Det kan her være et forsøg at skifte til ACD-dråber i stedet, da de er opslæmmet i en anden olie, som barnet måske bedre tåler i maven.
Og så er der naturligvis også den mulighed at barnet bliver smittet med en virus, enten fra forældrene eller den større søskende og af den årsag får ondt i maven.
Den grønne afføring kan skyldes virus, men kan også være helt normal og behøver ikke betyde at din dreng er syg. Mange børn har naturlige lidt grønlige vandige afføringer. Det kommer helt an på hvordan det ser ud, er du i tvivl kan du altid vise lægen en ble. Kamillete kan også være med til at farve afføringen mere grøn faktisk ...
Hvorvidt jeres dreng skal ses af en læge kommer helt an på hvordan du oplever ham. Græder han rigtig meget eller er der mere tale om at han har svært ved at finde ro og generelt virker lidt urolig og pjevset? Nogle børn græder rigtig meget - det vil sige flere timer dagligt, flere gange om ugen og på trods at af man undersøger barnet grundigt, så finder man ikke nogen årsag - det er her man taler om kolik.
En gammel definition på kolik lyder at barnet græder mindst 3 timer dagligt, mere end 3 dage om ugen i mere end 3 uger - (hvor børn der ikke har kolik, naturligt måske græder sammenlagt en time om dagen).
Grådperioderne starter når barnet er 3-4 uger gammel og fortsætter ofte til barnet er ca 3 måneder, hvor efter barnet naturligt og af sig selv pludselig holder op med at græde. Når barnet græder er det fuldstændig utrøsteligt - det føles som om at intet virker, barnet har tydelige smerter, knuger sig sammen og man er ikke i tvivl om at barnet har ondt i maven.
Jeg kan ikke helt finde ud af om de skrigeture du beskriver er normale eller hører under kolik ... Er du selv i tvivl så tal med lægen om det.
Tilsidst vil jeg også lige nævne at nogle børn faktisk græder meget - ikke fordi de har ondt i maven, men fordi de har ondt i nakken, skulderen eller lignende efter fødslen. Også dette bør lægen kunne undersøge og det er netop vigtigt at barnet undersøges grundigt inden man giver en diagnose som kolik. Kolik er en udelukkelsesdiagnose - når ingen andre årsager kan findes, så taler man om kolik.
Jeg håber ovenstående hjælper dig videre på vej, fortsat held og lykke med ham :o)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:
6. oktober 2025 | Diverse | 2 mdr.
Hej Helen Vores dreng er nu blevet 10 uger, og han trives umiddelbart rigtig...
27. september 2025 | Diverse | 14 mdr.
Svær og lang indkøring af 1 årig i vuggestue
Kære Helen, Jeg skriver, fordi jeg har brug for gode råd til indkøring i...
27. september 2025 | Diverse | 12 mdr.
Hej Helen Min søn er startet i dagpleje, vi er en uge inde i 2 uges...
20. september 2025 | Diverse | 6 år
Flytteovervejelser og skolestart/skifte
Kære Helen Mig og min kæreste er forældre til en sund og rask dreng på 6...
10. september 2025 | Diverse | 3 år, 6 mdr.
Kære Helen Tak for din inspirerende brevkasse. Det er så dejligt at læse...
Viden om børn:
Vitaminer præmatur
Børn der er født præmaturt, det vil sige børn som er født før 37 uge, anbefales følgende kosttilskud:
D-vitamin - 10 mikrogram (400 IE) dagligt. D-vitamin gives som dråber, samt
Jerntilskud:
Fødselsvægt <1500 gram: Ca. 8 mg jern dagligt til 12 måneder
Fødselsvægt > 1500 gram: Ca. 8 mg jern dagligt i 6 måneder.
Børn som får mere end halvdelen af deres ernæring dækket af modermælkserstatning skal have ½ dosis jern, dvs. ca 4 mg hver dag...
Fødsel
En graviditet varer normalt 40 uger, men naturen er ikke altid sådan, og nogle gange går fødslen igang før, andre gange senere. Føder du mellem uge 37+0 og 41+6 siger man, at du har født til tiden.
Mange kvinder oplever plukveer i graviditeten. Det er sammentræninger af musklerne i livmoderen, og det er måden, at livmoderen forbereder sig til fødslen på. I starten er disse sammetræninger uregelmæssige, men i takt med at fødslen nærmer sig, bliver sammentrækningerne mere...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen.
Tusind tak for din hjælp til ammestop. Jeg har i denne uge endelig lagt amningen på hylden, og lillepigen har ikke sagt et kvæk. Hun falder så pænt i søvn, imens jeg synger for hende. Hun er så dygtig, og jeg er glad for, at det har været så let. Der er selvfølgelig stadig mælk i mine bryster, men de er ikke spændte. Så tusind tak for dine råd...
Hilsen en mor, der gerne ville gøre ammestop så let som muligt for både mor og barn.







