Svar: Frygtsom pige

---

Kære Anne

Børn oplever mange former for frygt og angst som en del af deres normale udvikling og for at kunne vurdere, hvorvidt ens barn gennemlever en naturlig periode i sin udvikling eller synligt er mere frygtsom end sine alderssvarende venner, så er man nødt til at vide lidt om, hvad der er normalt og hvornår det kan kræve lidt mere hjælp at komme igennem ..

Jeg vil her forsøge at beskrive det lidt, men naturligvis kort, da jeg ikke har oceaner af plads til forklaring :o)

Tit når børn bliver bange, så er det for noget, som vi har svært ved at forholde os til, det er ofte overfor ting, som vi finder hamløse - præcis som du beskriver, - din datter har været bange for mænd, også familie, gode venner osv. som er søde, rare mennesker som bestemt ikke vil hende det ondt.

Det er naturligt at små børn, det vil sige børn under 2 år har "fremmedangst", angst for personer som barnet ikke kender (separationsangst), ligesom det også er naturligt at børn bliver bange for en høj latter, en pludselig meget dyb stemme og børn kan også være bange for høje lyde og pludseligt opståede lyde eller ting.

I 2-3 års alderen bliver børn ofte bange for mørke, de bliver bange for små dyr og disse frygtformer kan vare i flere år. Angsten for mørke kan faktisk fortsætte helt op i 7 års alderen, hvor angsten for små dyr ofte stopper omkring 5 års alderen.

I 5 års alderen er mange børn bange for "onde og skrappe" mennesker. De er f.eks. bange for indbrudstyve, bange for at komme til skade, bange for at blive kidnappet og denne frygt kan børn sagtens bibeholde op i 7 års alderen. Børn kan fastslå ud fra udseendet om personen hører til den onde. Og de skrappe mennesker kan være personer som hæver stemmen på en måde, der får barnet til at føle sig skidt tilpas.

Omkring 6 års alderen begynder mange børn at blive bange for overnaturlige væsener, - en frygt for uhyrer, spøgelser, hekse, mumier, vampyrer osv. Det kan være vigtigt at tjekke under sengen for at sikre at værelset er helt 'monsterfrit'.

Og børn vil i 6 års alderen ofte også kunne begynde at være bange for at sove. Barnet smutter ind til forældrene midt om natten eller vægrer sig mod at blive puttet i egen seng på eget værelse og vil gentagne gange bede om at få lov at sove med andre. Børn i denne alder vil ofte også være bange for at være alene i situationer hvor forældrene ikke er inden for synsvidde også selvom man ikke er langt væk - barnet kan f.eks. være utrygt ved at være i et andet værelse end forældrene. Frygten for at være alene og sove alene vil som regel aftage når barnet når 8 års alderen.

Når børn bliver 7-8 år så begynder de at være mere bange for ting, som de ved kan se, fordi de ser det i medierne. Det kan være flystyrt, naturkatastrofer, krig, terror, aids osv. og når børn bliver 9-10 år gamle så skifter frygten karakter til at handle mere om at skulle præstere noget, frygten for at skulle testes, tanker om at man skal have bestemte kompetencer, at man skal blive til noget osv. Børn kan i denne alder også blive bange for at dø og bekymre sig meget omkring hvad der skal ske med dem, hvis forældrene skulle gå bort.

De fleste af disse former for frygt kan fortsætte helt op mod 11-12 års alderen og det vil altså i en hvis grad være normalt. Og man skal altså altid vurdere om den frygt som barnet har fylder så ...

---

---

... meget at den hæmmer barnet.

Derudover så skelner man mellem forskellige angsttilstande og i forhold til jeres datter og den måde I beskriver hende på, så skal man naturligvis være påpasselig med at 'sætte hende i bås' som havende en angsttilstand. Hun er stadig ikke ret gammel, men hendes måde at opføre sig på, lyder til at være mere end bare generthed.

Generthed betyder ofte at barnet føler sig dårligt tilpas i mødet med andre mennesker, især i begyndelsen af mødet og barnet slapper stille og roligt af i takt med at gæsterne har været der lidt, de har vænnet sig til situationen, fundet ud af at det egentlig er helt okay det hele, de spejler sig i forældrene, og når mor og far tager det roligt, så kan de også tage det roligt ... :o)

Hvis man har en angsttilstand, så vil man ikke kunne slappe af, så vil barnet f.eks. få rigtige panikanfald, det vil græde højt, løbe sin vej og barnet vil rent fysisk ude af stand til at slappe af og tage det roligt. Man vil ikke være i tvivl om at det er utroligt angstfyldt for barnet at blive konfronteret med det, som barnet er angst overfor - og det er derfor jeg bliver lidt bekymret for jeres lille pige.

Hun lyder jo til at være temmelig anspændt, både når der er gæster hjemme hos jer, hvor hun ellers føler sig fuldstændig tryg og når I er nogle steder, besøger andre - og selv overfor fjernsynet, hvor hun sørger for at være i døren, så hun kan komme væk ...

---

---

Jeg skriver naturligvis ikke alt dette for at gøre jer ked af det eller unødigt bekymrede, men jeg synes det vil være relevant, at I i første omgang taler med institutionen om, hvordan de oplever hende der. Er hun f.eks. ude af stand til at tale med børn hun ikke kender? Virker hun ekstremt nervøs eller utilpas, hvis hun skal fortælle noget foran de andre? Hvordan har hun det i det hele taget med at være der og skulle derhen?

Du fortæller at hun som lille var meget tilbageholdende overfor fremmede, en forskel som er særlig tydelig nu, hvor hendes lillebror er kommet til verden, men dog stadig normal jvf. ovenstående beskrivelse. Men når det er sagt, så har du også ret i at, det nu virker som om at angsten et eller andet sted begynder at fylde for meget og mit skøn er, at det bliver I nødt til at tale med nogen om.

Og her er det en børnepsykolog du skal have fat i. Du kan kontakte kommunens PPR afdeling (pædagogisk, psykologisk rådgivning) - institutionen kan også fortælle dig, hvilken børnepsykolog der er tilknyttet. Det kan sagtens være at vedkommende vil sige til dig at din bekymring er ubegrundet, at det er helt fint og du vil kunne få lidt redskaber til at komme videre.

Det er jo, som du også er inde på, muligt at din datter har fundet ud af at hun ved at sige "jeg er bange" kan få ekstra opmærksomhed og at det derfor kan være en rolle hun spiller. Hvis det viser sig at være tilfældet, så skal man naturligvis reagere rigtigt i forhold til dette og også det vil en børnepsykolog kunne tale med jer om.

Så grænsen mellem, hvad der er normalt og hvornår det kammer over er rigtig svær her og jeg kan godt forstå at du bliver bekymret. Den bekymring synes jeg skal komme jeres datter til gode :o)

Håber ikke du er gjort yderligere bekymret eller ked af det, men er hjulpet videre på vej, fortsat held og lykke med hende - og i øvrigt, tusind tak for dine pæne ord til mig :o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---