Svar: Bange for at mor går

---

Kære Sv

Når børn klynger sig til deres forældre, er helt ulykkelige og gør alt hvad de kan for at forhindre mor i at gå, så er det et udtryk for smerte og det handler ikke om at han vil bestemme og have sin vilje eller på nogen måde er beregnende. Børn der klynger sig til voksne for at kunne falde i søvn, er inde i en periode, hvor de har behov for dette og kun ved at give dem den kontakt de beder om, får man dem til at slappe af og det giver på sigt langt bedre sovevaner end hvis man går.

Hvis din dreng virker utryg og oprigtigt ked af det, så skal I derfor sidde hos ham, holde ham i hånden, læse en lille historie eller lignende, hvor han trygt lægger sig til at sove i løbet af et kvarter, - fremfor at gå fra ham og han græder sig i søvn. Eller som du også har praktiseret, lægge dig med ham og han falder i søvn med det samme - det er udtryk for en periode og det er godt givet ud at give ham den tryghed. Det er som udgangspunkt ikke udtryk for dårlige vane, men du skal naturligvis hele tiden vurdere, hvor han er i sin udvikling og hvornår han ikke behøver helt så tæt kontakt mere :o)

Børn gennemgår i deres udvikling forskellige perioder, faser, hvor de naturligt er mere tryghedssøgende og bange for at være væk fra deres mødre. Netop omkring 14 måneders alderen bliver mange mødre konfronteret med en lille abeunge, ...

---

---

... som virker utroligt omklamrende og ofte bliver man i første omgang bekymret - "hvad er det med ham, er han syg eller ...?", derefter bliver man måske lidt irriteret, barnet kræver rigtig meget opmærksomhed og man føler at man gir og gir og alligevel føles det bare ikke helt som nok ...

Børn i denne alder er utroligt undersøgende og kan blive ved og ved i en uendelighed med at undersøge det samme igen og igen. De kan være svære at aflede og når man for 117 gang flytter dem fra stueplanten og jorden i skålen, så er man lige ved at rive håret ud på sig selv - og har man så to pilfingre, så er det naturligvis ekstra hårdt :o)

---

---

Børn i dine børns alder udvikler sig så meget både fysisk og mentalt og netop i disse perioder vil de naturligt være mere omklamrende. De græder mere, vil ikke overgive sig til søvnen, de vil beskæftiges og har svært ved at underholde sig selv, de blive meget let sure og ulykkelige, der skal ikke ret meget til før hele verden vælter, de sover dårligt, ønsker ofte meget stor fysisk kontakt og nærhed. Altsammen helt naturligt for netop denne alder.

Der er altså en helt naturlig del af børnenes udvikling og du skal give dem al den tryghed, nærhed, fysiske kontakt osv. som du kan lige nu. Og så må I øve sovevaner igen, når der atter er lidt ro i familien :o)

Rigtig meget held og lykke fortsat :o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

Viden om børn:

---