Svar: Problemer med opstart på skemad
Kære Tine
Det er rigtigt frustrerende, når man som mor står og kokkerere og laver fin grød fra bunden af og så er nødt til at smide det meste af det ud, fordi barnet ikke vil spise det - og endnu mere frustrerende føles det, når barnet så gladeligt spiser lidt industriel grød eller mos ...
I sidste ende er det vigtigste dog at han spiser og forbinder det at spise med noget rart og dejligt, så betyder det mindre om det er din mad eller industriel mad, han i første omgang spiser ... :o)
Det er rigtigt, som din veninde siger, at den hjemmelavede mad ikke er så sød som den industrielle. Din dreng er vant til at spise meget sødt - hvis du smager på din egen mælk, så vil du smage hvor sød den egentlig er. Derfor vil børn naturligt foretrække lidt mere søde madvarer fremfor de mindre søde - de er altså vant til det søde.
Det kunne derfor godt være en mulighed for dig at du sødede grøden lidt. Du kan sagens lave grøden selv, hvis du har det godt med dette og du kan give både risgrød, majsgrød, hirsegrød og boghvedegrød med den alder din dreng har. Du kan så søde det ved at komme lidt frugtmos på som topping, som du også har forsøgt. Men måske er din egen frugtmos ikke sød nok ... Prøv at købe frugtmos på glas - det kan være sveskemos eller du kan købe f.eks. pæremos, æblemos, abrikosmos eller lignende og se om han bedre kan lide smagen af dette.
Ved at bruge frugtmos som topping på grøden, så kan du tilbyde din dreng forskellige skefulde - både skefulde af ren mos, skefulde af ren grød og også skefulde hvor grød og mos er blandet sammen og på den måde få ham til at spise mere og også vende ham til at maden smager lidt forskelligt.
Du skal overveje om du også vil købe grød til ham eller om du fortsat vil lave det selv. Det er helt op til dig. Vælger du at købe grødpulver, så prøv i første omgang at købe de 'rene produkter' altså en ren risgrød f.eks. uden tilsætning af frugt og tilsæt så selv den frugtmos du synes han skal have ud fra ovenstående princip.
Fordelen ved at købe de industrielle produkter er at du kan lave en meget lille mængde af gangen og således ikke behøver smide noget ud ...
Det vil ...
... derudover være rigtig fint, hvis du kunne begynde at tilbyde ham lidt skemad 2 gange dagligt - grød til frokost og grøntsagsmos om aftenen. Igen kan du lave grøntsagsmosen selv eller du kan købe lidt mos fra glas til at starte med ... men stille og roligt vil han naturligvis skulle have mos, der tager udgangspunkt i de grøntsager I andre spiser til aften. Det er lige nu et spørgsmål om at få ham igang og få ham til at forbinde det at spise med noget rart.
Start evt. med at give ham en agurkeskive i hånden, så han fornemmer at han skal spise, at nu skal der mad i munden. Imens gør du grøden klar og når han har gumlet lidt på agurken og opmærksomheden er rettet mod det at spise og putte i munden, så er du klar til at give ham grød/mos.
Hvis han er stærk nok til det, så sæt ham i den høje stol, så han sidder med ved bordet, sidder rigtigt op og sæt dig så foran ham, så han kan spejle sig i dit ansigt - du skal åbne munden, så åbner han munden og så ind med skeen. Brug din stemme og din mimik: "mmm mam mam mam, dejlig mad" åbne munden (han spejler sig i dig), ind med skeen, synke og igen "mmm mam, mam, smager godt", åbne munden ind med skeen. Det skal køre i en jævn strøm, så han ligesom ikke får mulighed for at blive afledt af andre ting, så du hjælper ham med at holde fokus.
Det er udmærket at forsøge med smør i grøden, kærgården, bakkedal og lignende, så han får forskellige former for fedtstoffer og smagsoplevelser - ligesom du også kan bruge forskellige olier. Personligt ville jeg synes at en risengrød smagte bedst med en smørklat fremfor olie ...:o)
Det kan også hjælpe dig at lave grøden i lidt forskellige tykkelser. Nogle børn har lettere ved at spise, hvis grøden er tynd og nærmest hældes ind med skeen. Andre har lettere ved teknikken, hvis grøden er mere formet og derfor lettere at styre med tungen. Det kan således også have noget at sige, hvordan konsistensen er.
Derudover skal du naturligvis medtænke hvornår du ammer i forhold til hvornår du giver skemad og hvor meget du ammer. Han skal jo være sulten nok til at ville spise ...
Jeg håber mine tanker hjælper dig lidt videre på vej, fortsat held og lykke.
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Derfor vælger flere Tiny Tumult – blødt tøj til sensitiv hud
Kender du følelsen, når selv det blødeste tøj ikke er blødt nok til dit barns sensitive hud? Hos Tiny Tumult skaber vi præcis dét, mange forældre leder efter: silkeblødt, ansvarligt produceret børnetøj, der giver dit barn komfort og bevægelsesfrihed – og dig som forælder ro i maven.
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
20. oktober 2025 | Kost og ernæring | 3 mdr.
Hej Helen. Tak for dine gode råd til mit tidligere brev. Det har hjulpet...
23. september 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Hej Helen, Jeg har en dreng på 7,5 måneder. Han er en glad dreng med fart...
19. september 2025 | Kost og ernæring | 11 mdr.
Hej Helen Skal man “styre” hvor meget og hvilke slags mad ens barn spiser?...
2. september 2025 | Kost og ernæring | 11 mdr.
Hej Helen. Mange tak for svaret på mit spørgmål. Omkring morgenmad. Jeg...
29. august 2025 | Kost og ernæring | 11 mdr.
Morgenmad til 11 måneder gammel baby
Hej Min søn på snart 11 måneder har lige siden han begyndte at få mad, fået...
Viden om børn:
Moderkagebiopsi, moderkageprøve
En moderkagebiopsi kaldes også for Chorion Villus Samling eller CVS. Moderkageprøven laves for at undersøge for kromosomsygdomme og visse arvelige sygdomme hos fosteret.
Moderkageprøve laves, når du er mellem 11. og 16. graviditetsuge. Prøven laves normalt ved, at der stikkes en tynd kanyle ind gennem maveskindet. Det føles ofte som at få taget en blodprøve, men kanylen bevæges ofte lidt frem og tilbage, fordi man derved kan få taget en lille bid af moderkagen ud. Man scanner før...
Indeklima
Et godt indeklima er vigtigt for vores helbred og for blandt andet at mindske risikoen for husstøvmideallergi. Miljøstyrelsen har følgende 5 råd til bedre indeklimavaner:
1. Luk luften ind. Sørg for gennemtræk 2x5 minutter hver dag. Luften indenfor kan være mere forurenet end luften udenfor, og der skal gennemtræk til, for at luften bliver skiftet ud. Vinduer på klem giver ikke samme effekt.
2. Gør hyppigt rent. Fjern støv en gang om ugen f.eks. ved støvsugning og...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.








