Svar: Temperamentet

---

Kære Simons mor

Det lyder ikke rart med parasitter, men det er dejligt at I nu har fundet en løsning på problemet og det lyder fornuftigt med en regelmæssig test :o)

Der er ingen tvivl om at selvstændighedsalderen er udfordrende både for barn og forældre. Det er en tid, som kræver utrolig stor tålmodighed og omsorg, samtidig med et behov for at have visse regler og være konsekvente omkring disse - det er jo en del af opdragelsen. Det er en tid hvor barnet kan være så glad, sjov og charmerende, de er så skønne de unger - men glæden varer kort, for pludselig går hele verden under, alt bryder sammen, intet fungerer som det skal. Følelserne kører på højtryk - både hos barn og forældre, og det kan jeg sagtens høre sker hos jer ...

Jeg har allerede i nogle af mine tidligere breve til dig fortalt om vigtigheden i at lytte, sætte ord på, rumme frustration osv. og vil derfor ikke gentage dette igen - selvom det er alfa omega i denne alder!

Børn i jeres drengs alder får det der hedder fortvivlelsesanfald - i modsætning til det der hedder kontrollerende anfald, som man kan se hos ældre børn. Når jeres dreng får anfald af fortvivlelse, så er han ikke uartig men oprigtigt ked af det. Han er skuffet over at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt,- skoene driller, maden falder af skeen osv. Det er ofte små bitte ting som i jeres øjne virker som bagateller, men som for ham betyder rigtig meget. Det har han brug for at I forstår, han har brug for en medlidende reaktion. Han har brug for at høre at I forstår det, det er rigtigt irriterende at han ikke kan se mere fjernsyn fordi I skal køre nu, eller det er rigtigt irriterende at I giver ham et æble, når han hellere ville have haft en banan...

At blive vred på ham, kalde ham hysterisk, sende ham på værelset eller i seng får ham måske nok til at holde op med at græde lidt, men det hjælper ham ikke på sigt. Når han har fortvivlelsesanfald, så har han brug for at I sidder med ham, holder om ham og beroliger ham. Når I går fra ham, så går han grædende efter jer, "gå ikke fra mig mor", fordi han har brug for jeres hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear. At gå fra ham i sådanne situationer eller ignorere ham er derfor ikke hensigtsmæssigt - der har han brug for trøst, hjælp til at få samling på sig selv.

I øjeblikket er han ikke hjemme som tidligere, han er startet i pasning og det er helt naturligt at han derfor søger mere fysisk kontakt med dig, når han er hjemme. Samtidig vil han naturligt, hvis han føler sig afvist, forsøge at få endnu mere kontakt af dig og vil derfor ...

---

---

... 'klæbe' mere og mere til dig. At afvise ham, skælde ham ud, skubbe ham væk osv. virker altså modsat det du gerne vil have og derfor er det enormt vigtigt at du i øjeblikket forsøger at give ham ekstra meget fysisk kontakt. Det er fint at far er der og at der også er en nanny inde over, samt personale i vuggestuen, men lige nu er det mor han har behov for og jeg tror faktisk godt at Simon kan fornemme at du synes det er lidt anstrengende med det skrigeri, at du et eller andet sted synes han er lidt irriterende at være sammen med nogle gange ...

Derfor er du nødt til at gå i den modsatte grøft. Sig til dig selv at lige nu er det dig som Simon har brug for og derfor dig der naturligt gør ting sammen med Simon, så han oplever at han har dig og din opmærksomhed til fulde. Lad være med at kæmpe med ham for at få andre til at tage over, drop kampen og følg ham. Se det som et behov for at 'mor-depotet' skal tankes op og jo mere mor han får, jo bedre vil han kunne slippe dig igen. Nus med ham, kild ham, masser ham, vug ham, syng med ham osv. giv ham i det hele taget så meget fysisk kontakt du kan komme til. Når du ved at han vil sidde på arm, så tag ham på arm, når du ved at han er rolig og glad, hvis du skifter ham, så skift ham ...

Lad ham mærke at du elsker ham ubetinget, det er ikke pinligt at han skriger i offentlighed, det hører alderen til og det har de fleste forældre prøvet. Du skal nurse ham og ikke skælde ham ud "nååå, lille skat, bliver du bare så ked af det, sååå, rolig nu" og samtidig med at du siger dette stille og roligt så sætter du dig med ham på skødet, vugger ham stille, bruger dig selv, din krop som et tæppe der lægger sig omkring ham og får ham til ro.

---

---

Han er stadig bare et lille myr på 16 måneder. Hans ordforråd er begrænset, han vil så mange ting og han mestrer det endnu ikke. Det er svært. Samtidig har han en alder nu, hvor han ligepræcis nu begynder at kunne forholde sig til at du er der, selvom han ikke kan se dig - men det er først nu at den virkelighed går op for ham. Det er som du skriver, som om at han begynder at huske bedre nu og således godt ved at du ikke har forladt ham selvom du går på toilettet ... men det er først nu at han begynder at kunne forstå det ...:o)

Prøv derfor ikke at forvente for meget af ham.

Med hensyn til ordet mor, så skal han jo forbinde dette ord med dig. Du skal sige mor, betegne dig selv som mor. "Kom skal du op til mor" i stedet for "skal du op til mig", "skal mor hjælpe dig" i stedet for "skal jeg hjælpe dig" osv.

Jeg håber mine tanker også denne gang hjælper jer lidt videre på vej, fortsat held og lykke:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---