Annonce

Annonce

Svar: Hundehvalp i familien


28. februar 2021

Kategori:
Alder:
4 år, 2 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Opdragelse.

Hej med dig

Tak for dit brev - dejligt at høre fra dig igen.

Og tak for din fine beskrivelse af jeres hundesituation - det lyder som en god løsning at lade din søster overtage hunden, for der er jo tilsyneladende ingen af jer der rigtig trives - heller ikke hunden, som sikkert er glad for sin nye "gamle" legekammerat:)

Jeg tænker dog, at det at sende hunden væk meget hurtigt bliver As skyld. Det er jo fordi, han ikke har kunne finde ud af at være sød ved hunden, det er fordi, han har leget for voldsomt, det er fordi, han ikke kan høre efter, hvad I siger osv. At hunden nu har måtte flytte hjemmefra - og I skal passe meget på ikke at bebrejde ham - også at jeres to ældre piger ikke bebrejder ham, for som I skriver, er de naturligt blevet meget kede af det.

Og jeg tænker faktisk, at problematikken grundlæggende måske handler om at jeres dreng ikke rigtig føler sig god nok. Han er jo egentlig glad for hunden, han ved, at det at få en hund betyder rigtig meget for jer, og han vil rigtig gerne dele den glæde sammen med jer - men han gør det forkert - og så får han skæld ud. Og problemet er også, at han nok har rigtig svært ved at vide, hvad der er det rigtige at gøre - og det vil så igen forstærke hans følelse af at være forkert. En følelse af at skulle følge jeres regler, jeres måde at gøre tingene på osv. for at være god nok - jeg ved naturligvis ikke, om det er rigtigt, men jeg tænker, at I skal prøve at overveje dette.

Hvordan er han generelt - ikke bare når det kommer til det med hunden, men hvordan har han det f.eks. i forhold til sine ældre søskende, hvordan har han det i børnehaven med at lege med de andre børn... Har I en fornemmelse af, at han nogle gange føler sig forkert i forhold til dem, og at han også der forsøger at gøre ting på en bestemt måde, fordi de så måske vil ham mere. Giver han nogle gange verbalt udtryk for, at han ikke er god nok, at han ikke dur til noget, ikke kan finde ud af af noget, at ingen vil lege med ham. Virker han generelt opgivende når noget føles lidt svært og hvordan viser dette sig...

De reaktioner I har oplevet i forbindelse med, at I har fået en hund, tænker jeg, I også må se i andre situationer. At det ikke er et "A-hunde-problem", men at han i andre situationer måske også viser, at han har det svært, at noget er svært for ham at håndtere - og så er det netop dette, som I skal hjælpe ham med - sådan på et mere generelt og bredere plan, hvis I forstår, hvad jeg mener. Fordi det så også vil gøre, at han bedre kan håndtere, når I har en hund derhjemme. Du skriver, at I har talt med en psykolog og med pædagogerne i børnehaven og jeg tænker, at de må kunne give nogle indspark her...

Med hensyn til hans forståelse af, hvad der er okay, og hvad der ikke er okay i forhold til et dyr - så tænker jeg faktisk, at han burde have en vis forståelse for dette, når han er 4 år gammel. Han vil i den alder naturligt have en vis viden om, at man skal behandle dyrene pænt, ikke hive dem i halen, ikke prikke dem i øjnene osv. for det er ikke rart. Og har han ikke den viden, fordi I aldrig har været sammen med dyr - hvilket jo kan være okay - så kan man forklare ham det, og så vil han naturligt kunne forstå, at det skal man ikke gøre, og han skal vises, hvordan man så kan være sammen med f.eks. en hund på en god måde i stedet.

Børn vil blive født med en empatisk evne. De vil fra de er ganske små kunne føle, sanse og vil reagerer på andres følelser - ...


Annonce

... f.eks. reagerer baby, hvis den mærker, at mor er ked af det, og at stemningen i hjemmet er trykket. Men, når det er sagt, så lærer børn også empati af at være sammen med andre børn og vokse og man kan sige, at den empatiske evne udvikles i samspillet med andre.

I kan godt lære jeres dreng sociale spilleregler, som at "sige tak for en gave", "tak for mad", "undskyld" osv. Men at lære, hvordan man spørger ind til en anden, at finde ud af, hvordan man skal være overfor andre, så de føler sig set og forstået, at finde ud af, hvordan man behandler f.eks. en hund med respekt - det er noget jeres dreng lærer af måden, I er omkring ham på, måden I taler sammen derhjemme, måden I guider ham, forklarer ham ting, måden hans søskende reagerer på ham, måden de leger med hinanden på osv. Og det er blandt andet derfor jeg skriver, at jeg tænker, I er nødt til at overveje lidt, hvordan han reagere i andre situationer og medtænke, om han generelt har det svært her og hvorfor...

Empati kaldes nogle gange for medfølelse - men empati er faktisk mere end det. Medfølelse kræver, at man har haft lignende oplevelser og følelser, og at man derfor føler med den anden. Empati er mere indlevelsesevne, altså en evne til at sætte sig i den anden sted og kunne fornemme, om den anden synes det er sjovt, rart osv. Ligesom det også er en evne til at aflæse andre og kunne finde ud af, hvad der er det rigtige at gøre nu - skal man hoppe, løbe, sparke, slå eller...

Og selvfølgelig skal jeres dreng stadig lære en masse ting, og der er rigtig mange situationer, hvor I skal guide, forklare, sætte ord på - og også skal gøre det flere gange, så han netop begynder at forstå det og kan følge det. Det er især nu - og de næste år frem, at han f.eks. skal begynde at afkode "hvad signaler, sender den anden?", "Hvad gør den anden glad, ked af det, vred?", "Hvad betyder det, jeg gør for den anden?" Og den anden er både hunden, og de forskellige personer i jeres familie, i børnehaven osv.

Empati og dermed evnen til at sætte sig ind i andre og aflæse dem, kunne løse konflikter osv. udvikler jeres dreng derfor nu og de næste år frem. Og her er vi naturligt forskellige, så nogle mennesker har lettere ved at leve sig ind i andre, og andre har sværere ved det. Og forskel skal der naturligt være plads til.


Helens bog om dit barns udvikling
LÆS OGSÅ HELENS BOG: "Helens bog om dit barns udvikling" - fra tilfreds baby til glad tumling

Du spørger til nogle værktøjer og jeg tænker, at det vil være en rigtig god idé at læse bøger med ham, som handler om følelser - om f.eks. at blive vred, bange, ked af det osv.
Der findes flere bøger, som netop handler om følelser og det kan være en god idé at tage udgangspunkt i en bog.

I kan også finde billeder i blade og magasiner, som I kan klippe ud - billeder som viser følelser som vrede, sorg, frygt, glæde.. overrasket, træt, nervøs... Og det kan med fordel være billeder af både mennesker og dyr. Så I kan tale om, hvordan ser man, at mennesker er glade, skræmte osv. og hvordan ser man det hos f.eks. en hund?

Du kan også bruge billederne til at tale med ham om, hvordan man kan ændre folks følelser - hvad kan f.eks. gøre nogen glade, hvis de er kede af det, og hvad gør f.eks. ham glad, ked af det, bange...

I kan også spille skuespil, hvor I hver især spiller en følelse, og den anden skal så gætte, hvad I er. Det kan også være en måde at "øve følelser" på og stille og roligt få lidt fornemmelse af, hvad det man gør, gør ved den anden :)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre, rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Guide til baby- og børnemad: Hvad skal du undgå?

Må baby få honning og kanel? Og må mine børn få te og hørfrø? Det kan som forældre være svært at finde rundt i junglen af madanbefalinger. I Fødevarestyrelsens guide til børnefamilier om uønsket kemi i mad, kan du se, hvad du bør begrænse eller undgå.
Anbefalingerne varierer for babyer, børn ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

5. juli 2025 | Opdragelse | 15 mdr.

Slår hundene

Hej Helen Jeg har et helt konkret problem herhjemme lige nu, og det er at...

Læs hele brevet og Helens svar


18. juni 2025 | Opdragelse | 13 mdr.

Vil ikke spise (selv), sidde i højstol eller i bad

Kære Helen, Vi har lidt forskellige udfordringer som vi har forsøgt at...

Læs hele brevet og Helens svar


17. juni 2025 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.

Søskendekonflikter

Kære Helen Der har nu været en lang periode hvor min datter på 3 år og søn...

Læs hele brevet og Helens svar


9. juni 2025 | Opdragelse | 16 mdr.

Far på turnus-job

Kære Helen Min mand har fået nyt job og skal arbejde på turnus (14 dage ude...

Læs hele brevet og Helens svar


5. juni 2025 | Opdragelse | 3 år, 3 mdr.

Suttestop - 3 år, 3 mdr.

Hej Helen Tak for dit sidste svar angående min datter, som er meget afhængig...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Fontanellen

Det bløde punkt, som barnet har oven i hovedet, kaldes fontanellen. Barnet fødes med flere fontaneller, som er de steder, hvor kranieknoglerne mødes og endnu ikke er vokset sammen. Når barnet skal fødes, er det rigtig smart, at kranieknoglerne er bevægelige, så hovedet lettere kan komme igennem fødselsvejen. Samtidig sikrer bevægeligheden, at der er plads til, at barnets hjerne kan vokse.

Der sker ikke noget ved at røre forsigtigt ved fontanellen, og du kan roligt rede med en...

Læs mere i Babylex

Pudendusblokade ved fødsel

Pudendusblokade er en bedøvelse af skeden og mellemkødet, som kan gives til kvinder, der er i fødsel.

Blokaden lægges oppe i skeden i slutningen af presseperioden, og den modvirker den voldsomme udspilingsfornemmelse, man føler, lige før barnet bliver født. Desuden virker blokaden bedøvende på mellemkødet, hvis man skal syes lige efter fødslen.

Pudendusblokaden er for de fleste lidt ubehagelig at få lagt, og den kan dæmpe presseveerne, så man som kvinde ikke kan...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om børn og opdragelse, som giver dig praktiske råd til alt det, der er så svært.

Det siger medlemmerne ...

Kære Helen

Tusinde tak for dit svar på min sidste henvendelse. Jeg blev i meget bedre humør efter at have læst det. Min mand og jeg har talt en masse sammen, og der er faldet ro over hverdagen igen. Tusinde tak!

Ermelin - mor til pige på 3 måneder


Annonce