Svar: Mælk og putning
Hej Sofie
Det lyder som om at det går rigtig godt hos jer og bestemt som om jeres dreng trives. Det er fint at I er begyndt med lidt rugbrødshapsere og lidt mere familiemad og det er helt normalt at han endnu ikke mestrer at tygge - de fleste børn er 8-9 måneder før de helt kan dette. Derfor er det også i denne alder at man ofte begynder at tilbyde lidt mere mad i stykker, så I er godt på vej i den rigtige retning.
Det er super med 4 måltider skemad og derudover vil det være passende med ca 4 amninger dagligt. Det passer meget fint med det du selv fortæller, ud fra din beskrivelse så tilbyder du ofte brystet 5 gange og nogle gange vil han gerne af, andre gange kan han fint nøjes med 4 og det er sådan det skal være.
Det vil ofte være sådan at man i 8-9 måneders alderen kan nedsætte til 3 amninger dagligt og efter 10 måneder nedsættes til 2, som bibeholdes indtil 1 år, hvorefter man kan amme en gang dagligt så længe det passer mor og barn. Hvis man før 12 måneders alderen ønsker at stoppe amning helt, så er alternativet mme og her skal barnet helst have ca 400ml dagligt fra 10-12 måneders alderen.
Jeg kan godt forstå du synes at hele dagen går med at servere mad og sørge for at din dreng får noget at spise, sådan kan det sagtens føles, for det er jo faktisk sådan det er ... Det er dog vigtigt med de små hyppige måltider, han udvikler sig hele tiden, bruger rigtig meget energi og de små hyppige måltider sikrer ham hans energibehov og er også med til at holde hans blodsukker og dermed humør lidt stabilt ...
En plan for dagen kan se således ud:
Tidlig morgen 05/06: Ammes og sover videre.
Morgen 7.30-8: Havregrød med svesker, vand af kop.
Formiddag 9-9.30: ½ banan eller anden frisk frugt, evt. forsøge med små stykker blød bolle med smør, vand af kop.
Puttes til formiddagslur evt uden amning, det afhænger helt af behovet og hvordan han i øvrigt spiser og drikker.
Frokost 12: Grøntsagsmos med kød eller fisk og begynder at få lidt rester fra aftensmaden, det kan være lidt ris med lidt sovs, små stykker af indmaden af en frikadelle eller lignende. Tilbydes små rugbrødshapsere med smørbart pålæg og tilbydes også brødskorper, agurkestænger og lignende i hånden. Vand af kop.
Puttes til middagslur ca 13.30 Evt. med en amning, igen afhænger det lidt af hvornår du i øvrigt vælger at amme. Hvis han har ammet formiddag, behøver han måske ikke her og modsat.
Eftermiddag 15.30-16: Flerkornsgrød med frugtmos, og frisk frugt i hånden, kan også her tilbydes lidt blød bolle med smør, smage lidt ost eller lignende. Vand af kop
Kan tilbydes lidt agurkestænger eller lignende om aftenen imens du gør aftensmaden klar, hvis han sidder med dette i hånden så er tålmodigheden måske lidt større til at vente på at du bliver klar med maden.
Aften 18:00: Udgangspunktet bliver mere og mere jeres ...
... mad, fortsat fint at tilbyde moset mad og derudover også mad i stykker og mad i hånden. Han må få ris med sovs - "boller i karry", han må få pasta med kødsovs, lasagne, fiskefrikadeller, almindelige deller, farsbrød og grøntsager moset med lidt smør - det hakkede kød i forskellige afskygninger er fortsat godt og spaghetti/pasta er også okay, det er det samlede indtag af hvede på en dag, som skal stige gradvist og som du derfor skal medtænke. Vand af kop.
Evt. lidt frugtmos til dessert
Puttes til natten 19-20 med amning
Sen aften 23-24: Amning
Som du kan se ud af denne plan så vil det ofte være amningen inden formiddagslur eller middagslur der forsvinder først. Når du skal nedsætte til 3 amninger dagligt, så er det lidt forskelligt hvordan man gør. Nogen vælger at lade den tidlige morgenamning udgå og i stedet starte dagen med grød, andre vælger at fjerne amningerne fuldstændig om dagen og kun amme aften og tidlig morgen. Enkelte børn kan også undvære amningen sen aften, så det kan også forsøges, det er dog ikke alle i den alder, mange kan først når de er omkring 10 måneder ...
Det er meget mad, familiemad og rigtig mad, samt vand af kop der skal erstatte amning. Du skal således ikke begynde at tilbyde mme eller meget komælk, når du trapper amningen ned. Det er rigtig mad, der skal gå i stedet. Efter 9 måneders alderen kan tilbydes mere komælk og her kan man begynde at give lidt mere sødmælk af kop og evt. tilbyde en portion tykmælk eller lignende om eftermiddagen, som sikrer et vist mælkebehov, men som udgangspunkt vil mælkebehovet blive dækket fint ved at amme, som ovenfor beskrevet og der skal ikke sættes anden mælk i stedet på nuværende tidspunkt.
Med hensyn til putning, så kan jeg ikke se nogen problemer i at I putter jeres dreng ved at holde ham i favn, vugge og berolige og så lægge ham i hans seng. Som du skriver, så når han ofte lige at fornemme at han lægges der og du nævner ikke noget om at han efterfølgende vågner op, virker utryg ved at han ligger et andet sted eller lignende. Derfor er det ikke noget problem at I gør som I gør.
Hvis han begynder at vågne kort tid efter at han er faldet i søvn, så kan man medtænke vigtigheden i at han falder i søvn, der hvor han skal sove, simpelthen fordi han så sandsynligvis vågner og føler sig utryg og vil tilbage i favn .. men så længe han ikke gør det, så er metoden I bruger omsorgsfuld og god og den fungerer.
I takt med at han bliver ældre, vil I naturligt ændre vaner og han vil måske også selv begynde at give signaler om at have behov for noget andet. På sigt vil en godnat historie og en kop mælk skulle erstatte aftenamningen og derfor vil det her være naturligt og godt at skabe nye sove rutiner. Men ikke lige nu.
Så bibehold I roligt, det I fornemmer virker:o)
Fortsat held og lykke og rigtig god sommer til jer alle 3:o)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
3. november 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen. Tak for din gode brevkasse. Vi har spørgsmål til: 1) hvordan...
20. oktober 2025 | Kost og ernæring | 3 mdr.
Hej Helen. Tak for dine gode råd til mit tidligere brev. Det har hjulpet...
23. september 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Hej Helen, Jeg har en dreng på 7,5 måneder. Han er en glad dreng med fart...
19. september 2025 | Kost og ernæring | 11 mdr.
Hej Helen Skal man “styre” hvor meget og hvilke slags mad ens barn spiser?...
2. september 2025 | Kost og ernæring | 11 mdr.
Hej Helen. Mange tak for svaret på mit spørgmål. Omkring morgenmad. Jeg...
Viden om børn:
Barneseng
Når man skal vælge seng til sit barn er der visse ting, man kan gå efter. Noget af det vigtigste er at sengen er sikkerhedsmæssigt i orden.
Forbrugerrådet tester jævnligt de børnesenge som er på markedet og her ser man bl.a. på at sengen skal kunne tåle at blive slået, banket på og hevet i. Sengene bliver tjekket for at barnet ikke kan få fingrene i klemme og at tremmeafstanden er korrekt, så barnet ikke kan komme i klemme med sit hoved og sidde fast i sengen.
Den...
Barselshvile
Førhen i tiden var kvinder som lige havde født indlagt på sygehuset i flere dagen inden de kom hjem. I dag kommer man hjem så snart man har lyst og føler sig parat til det og det sker også at man kommer hjem før man som mor egentlig føler sig helt parat ... Det er mere og mere almindeligt at gå hjem allerede få timer efter fødslen.
Når man går tidligt hjem, så vil det være rigtig godt at den nybagte far har mulighed for at tage nogle dage fri, så den lille nye familie kan lære...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Tak. Jeg tænker tit på, at jeg i dine svar bliver betrygget i, at jeg ser rigtigt - jeg har et barn, som har et stort tryghedsbehov.
Det er som om at der for tiden er en trend der går på, at vi skal lave 'godnat og sov godt' på vores børn, sætte dem i skammekrog (eller tænkeboks eller hvad man kalder dem) når de ikke gør som vi vil have de skal gøre. Mon det er alle de tv udsendelser om nannys der redder verden for en familie, hvor alt er gået galt, som har tændt op under de ideer?
Hvor er det ærgeligt, at vi skal blive sådan i tvivl om, at det vores instinkt fortæller os om vores børn. Og hvor er det bare fantastisk rart, at du i dit virke hjælper, støtter og betrygger os, som har brug for at blive bekræftet og rådgivet i en retning, som vi kan være med på uden at hjertet bløder.
Tak for det!
Kærlig hilsen
Mor.







