Svar: Endnu ikke fulde måltider
Kære fortvivlede mor
Det lyder som om at din datter har en naturlig nysgerrighed og lyst til at putte i munden og det skal selvfølgelig udnyttes uden at presse hende. Derudover er det også vigtigt at du medtænker hvor meget du ammer, det er vigtigt at hun så vidt muligt tilbydes skemad og mad i hånden først og så suppleres op med mælk efterfølgende, så hun er sulten og dermed har mere interesse i at spise.
Det er også meget vigtigt at hun tilbydes små hyppige måltider og at du holder fokus på at lidt er bedre end ingenting. Det er vigtigt at I forsøger at holde en helt fast plan for dagen og således har nogle faste rutiner omkring det at spise.
Da hun tydeligt viser interesse for den mad du spiser, så vil det være rigtig godt at du tager udgangspunkt i den mad. Hun må altså gerne få mad som smager af noget og du skal give hende mos af de smagfulde grøntsager og gerne give hende lidt sovs på. Hvis du laver lidt tomatsovs eller lidt sovs generelt lavet med sødmælk, så må hun fra 6 måneders alderen gerne få lidt af dette på sin mos.
Derudover skal hun have brødskorper, agurkestænger og lignende i hånden og du skal motivere hende til at spise. Det er rigtig vigtigt at hun sidder med ved bordet, sidder i høj stol når I skal spise og at I har en rutine omkring dette. Hun skal altså forbinde det at blive sat der med at spise, hun skal ligesom vide, hvad der nu skal ske.
Det er derudover vigtigt at hendes mave fungerer. Du skal sikre dig at det ikke er forstoppelse, der påvirker hendes lyst til mad. Sammen med skemaden skal hun tilbydes vand af kop.
Nu hvor hun er 6 måneder gammel, må hun få næsten alt og du må som sagt meget gerne tage mere udgangspunkt i din egen mad.
Du kan lave grøntsagsmos af: Gulerod, squash, blomkål, broccoli, pastinak, persillerod, løg, jordskokker, kålrabi, hvidkål, peberfrugt, skorzonerrødder, spidskål, rosenkål, savoykål, ærter, majs, grønne bønner, grønkål, porrer, tomater (uden skræl), agurk, avokado osv.
Selleri, spinat, rødbede og fennikel indeholder nitrat. Hun må meget gerne få det men i små mængder. Det bør ikke udgøre mere end 1/10 af portionen ellers skal det gives med 14 dages mellemrum.
Brødskorper, agurkestænger og lignende i hånden, stimulerer hendes mundmotorik og samtidig lærer det hende at det man putter i munden kan smage af noget og smage forskelligt - så hun på den måde får en nydelse og god oplevelse. Derfor er det rigtigt fint at du starter med lidt skemad og så efterfølgende giver hende en agurk eller en brødskorpe i hånden, som hun så kan sidde og gumle lidt på. Nogen vælger også at starte med at tilbyde barnet lidt i hånden imens at grøden eller mosen gøres klar.
Nogle børn er utroligt meget på, kigger sig omkring, reagerer på mindste lyd - drejer hovedet efter det, - de fanger ligesom alt. Hvis din datter er sådan en pige, som er rigtig meget på, så kan det være svært for hende at holde koncentrationen omkring skemad og det skal du hjælpe hende med.
Sæt hende i den høje stol foran dig, hold skålen med mad i den ene hånd og skeen i den anden, fang hendes opmærksomhed og brug din mimik og dine lyde. Hun skal spejle sig i dit ansigt, så lad være ...
... at lægge bånd på dig selv, men prøv at åbne munden, så hun også gør det og så ind med skeen. "Hej skatterpige, mmm, mam mam mam, mmm dejligt mad" - åbne munden, ind med skeen, synke og igen "mmm, mam mam" - åbne munden, ind med skeen, synke. Sådan bliver du ved i en lind strøm.
Når hun bliver fanget af noget, så vis hende at du hører det, giv hende den pause, giv hende lidt at drikke og fang hendes opmærksomhed igen "hov, ja der var lige en bil uden på vejen, brr sagde den", "skal du have lidt vand, det var godt", "er du klar igen, skat, se her, mmm mam mam" - åbne munden, ind med skeen... hele tiden hjælpe hende til at holde fokus om det, det drejer sig om.
Det gør som sagt ikke noget at hun kun spiser få skefulde, det er bedre end ingenting og det er vigtigt at I får en fast rytme omkring det. Derfor synes jeg også at du skal begynde at tilbyde hende skemad 3 gange dagligt og det gør ikke noget at der kun glider 5 skefulde ned hver gang, hvis hun så også tilbydes lidt brødskorper og lignende i hånden og så får en god oplevelser og rutine omkring det at spise.
En plan for dagen kunne se således ud:
Tidlig morgen 06: Amning, sover lidt videre
Formiddag 9: Grød af ris, hirse, boghvede, havregrød, øllebrød. Variation så hendes nysgerrighed påvirkes. Evt. med frugtmos på, vand af kop. Tilbydes lidt brødskorper i hånden.
Ammes og puttes til formiddagslur ca kl 10, sover måske en times tid
Frokost 12: Grøntsagsmos og stille og roligt begynde med lidt kogt kød eller fisk i mosen. Det kan være rester fra aftensmaden, du kan også købe et glas med mos. Det er igen ikke så vigtigt, hvad det er om det er hjemmelavet eller købt, lige her i starten hvor hun skal lære at spise, er det vigtigt at det er noget varieret og noget hun finder interessant. Vand af kop. Tilbydes brødhapere, ristede rugbrødsbjælker og lignende i hånden, også gerne agurkestænger og lignende.
Ammes og puttes til middagslur mellem 13-14, sover et par timer
Eftermiddag 16: Tilbydes amning og får også her lidt frisk frugt i hånden at sidde med, det kan være stykker af appelsin, blomme, fersken, moden pære, melon eller lignende. Nogle gange vil hun måske også gerne have lidt frugtmos. Vand af kop
Powernapper evt, men begynder måske at kunne springe denne lur over
Aften 18: Grøntsagsmos med kød eller fisk og udgangspunktet bliver mere og mere familiemad. Det vil sige at hvis du laver f.eks. frikadeller eller laks, så kan hun få lidt af dette ned i sin mos, ligesom hun også kan få lidt sovs på for at give lidt smag. Igen tilbydes hun brødskorper og lignende i hånden, vand af kop.
Puttes til natten med amning ca 19.30
Sen aften 23-24: amning
Nat 24-06: Behøver ikke længere mælk midt nat, men kan tilbydes vand eller hjælpes med at skifte stilling i stedet.
Som du kan se så er der i denne plan plads til 6 amninger og det er rigeligt til at dække hendes mælkebehov. Det kan faktisk godt være at hun kan nøjes med 5 amninger, det må du prøve at vurdere.
Du efterspørger en metode og et vink om hvordan du kommer videre med skemaden og jeg håber at mine tanker hermed har hjulpet dig videre på vej, fortsat held og lykke:o)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
3. november 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen. Tak for din gode brevkasse. Vi har spørgsmål til: 1) hvordan...
20. oktober 2025 | Kost og ernæring | 3 mdr.
Hej Helen. Tak for dine gode råd til mit tidligere brev. Det har hjulpet...
23. september 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Hej Helen, Jeg har en dreng på 7,5 måneder. Han er en glad dreng med fart...
19. september 2025 | Kost og ernæring | 11 mdr.
Hej Helen Skal man “styre” hvor meget og hvilke slags mad ens barn spiser?...
2. september 2025 | Kost og ernæring | 11 mdr.
Hej Helen. Mange tak for svaret på mit spørgmål. Omkring morgenmad. Jeg...
Viden om børn:
Laktulose
Laktulose er et middel, som bruges ved hård mave. Hvis du oplever, at dit barn ikke kan komme af med sin afføring, afføringen er knoldet og hård, måske virker dit barn til at have smerter i forbindelse med, at det skal have afføring - så kan læge eller sundhedsplejerske anbefale dig, at du giver dit barn laktulose.
Laktulose drikkes, og kan f.eks. gives til baby på en ske. Laktulose virker ved at binde vand i tarmen og derved blødgøres afføringen, så barnet lettere kan komme af...
Bug Buster
Bug Buster er en metode til at fjerne hovedlus. Joanna Ibarra fra den velgørende organisation Community Hygiene Concern i London har udviklet denne metode og princippet i i Bug Busting er, at du i en og samme arbejdsgang får tjekket for hovedlus og også får fjernet lusene.
Metoden bygger på viden om lusenes adfærd og udvikling og på benyttelse af tættekam, almindelig shampoo og hårbalsam. Behandling med insekticider er således overflødig.
Du kan købe "Bug Buster"...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.







