Svar: Slår mig

---

Kære frustrerede mor

Jeg kan godt forstå du synes det er frustrerende at din dreng slår dig og at det virker ekstra hårdt, fordi du oplever at det går mere eller kun ud over dig og at han ikke reagerer på den måde, når der er tale om far eller andre.

Det er et udtryk for at han mangler ord og det er således normalt at han reagerer fysisk. Nogle børn slår, andre sparker og så er der også børn som bider. Det kan både ske når der er tale om kærtegn der kammer over, hvor han kommer til at slå i stedet for at ae, men det kan også ske, fordi han bliver vred go frustreret og det lyder som om at det er det, der sker hos jer. Det er simpelthen, når han mangler ord til at sige "det er bare så uretfærdigt" eller "sæt mig ned, jeg vil have lov til at ..." eller hvad det nu kan være.

Det bedste du kan gøre er at sætte en handling sammen med dit nej og det bedste du kan gøre er at sætte ham fra dig - naturligvis med mindre at du er nødt til at holde ham, fordi han ellers løber ud på vejen og risikerer at blive kørt ned.

Det er sådan at små børn husker bedst, hvis der følger en handling med og det kan være godt at huske på uanset, hvad det handler om. Hvis han sidder på skødet eller er på arm og så slår ud efter dig, så sig nej og sæt ham fra dig. Man skal ikke slå, hvis man skal være på skødet. Hvis han smider med maden ved bordet, vælter sit glas med vilje eller lignende, så fjern tallerkenen eller fjern ham fra bordet. Så er han færdig med at spise. Hvis han hopper i sofaen og det er forbudt hos jer, så tag ham ned imens du siger "nej, du må ikke hoppe i sofaen, den går i stykker".

Det forhindrer ikke at han gør det igen, for det vil han gøre, men stille og roligt vil han begynde at huske at her var noget du ikke ville have og således begynde at huske det og stoppe i tide.

Du skal være meget opmærksom på hvordan du selv virker ...

---

---

... i situationen. Det er klart at du bliver ked af det, og du bliver naturligvis frustreret, føler afmagt, føler dig måske som en dårlig mor osv. og måske er du også på vagt, hvis han nu skulle finde på det igen. Det er helt naturlige følelser der kan komme og det er okay. Husk dog altid at man ikke må bære nag, således at han 'straffes' og ikke får lov til at komme op på skødet igen. Det kan han ikke forholde sig til, med den alder han har.

Det er meget vigtigt at du er opmærksom på hvilken reaktion du udsender og om der er sammehæng imellem det du siger og gør og det du rent faktisk udstråler. Herunder er det også en god idé at du medtænker at give ham masser at positiv kontakt og opmærksomhed, når I har det godt sammen, så han ønsker dette mere end det andet.

---

---

Netop alderen 1-3 år er jo en alder hvor der sker rigtig rigtig meget med din dreng og det er jo det man før i tiden kaldte 'trodsalder' som mere betegnes som selvstændighedsgørelsesalder idag. Det er en tid som ofte kræver stor tålmodighed og en stor evne til at kunne rumme barnets følelser. Det at kunne rumme din drengs følelser handler om at det er okay at han bliver vred, og du kan sætte ord på "jeg kan godt forstå at du bliver vred nu", samtidig med at man holder fast i den beslutning man nu har taget. Det er en balance imellem at lytte til sit barn, sætte sig ind i barnets situation og kunne tackle barnets frustration.

Det er som sagt et udtryk for at han mangler ord og det hører med til udviklingen, men dermed ikke sagt at han skal have lov til det. Måske vil det hjælpe dig at tænke på at han gør det overfor lige præcis dig, fordi han er helt sikker på dig. Han ved at du vil være der uanset, hvordan han teer sig - du elsker ham betingelsesløst og derfor tør han gøre det mod dig...

Jeg håber du hermed er hjulpet lidt videre på vej:o) Rigtig meget held og lykke.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

Viden om børn:

---