Svar: Meget vedholdende søn

---

Kære Mette

Tak for dit ærlige brev om hvor frustrerende det er at være i jeres familie i øjeblikket. Min umiddelbare tanke, når jeg læser dit brev er, at der er rigtig mange ting som spiller ind og det er svært for mig at beskrive det hele kort, men jeg vil forsøge så godt som muligt.

Jeg er fuldstændig enig med jer i at Mathias skal lære at sove i sin seng og at I har brug for hjælp til at få dette til at fungere. En forudsætning for at få børn til at sove på eget værelse i egen seng er et trygt sovemiljø. Det betyder at han skal føle sig tryg ved sin seng og ved stedet, hvor han skal sove.

Mathias har en alder, hvor han naturligt vil være bange for forskellige ting. Han vil f.eks. godt kunne være bange for højder og vil derfor vægre sig mod at sove højt, han vil også være bange for mørke og han kan også være bange for små dyr. Frygten for mørke kan fortsætte helt op i 7-8 års alderen og frygten for små dyr kan også fortsætte op i 5 års alderen.

Jeg er helt enig med jer i, at Mathias har brug for en juniorseng, han har brug for at kunne komme ud og væk fra tremmerne. Jeg er dog ikke helt sikker på at det er den rigtige seng I har købt...:o( Mathias har brug for en seng, som han selv kan kravle ind og ud af og jeg er i tvivl om hvorvidt den seng I har købt er for højt til dette? Hvis sengen er så høj at han kan ligge under den, vil det derfor være at foretrække, så længe han ikke er ældre - altså en madras på gulvet under ridderborgen...:o)

På samme måde som det vil gøre ham tryg at ligge tæt ved gulvet og tryg selv at kunne kravle ind og ud af sin seng, så vil det også være vigtigt at der er lys på værelset. Ikke et blændende hvidt lys, men en lille natlampe med dæmpet belysning, som vil hjælpe ham med at orientere sig, hvis og når han vågner, som vil hjælpe ham til at finde ud mod døren. Det vil på samme måde være naturligt at han ønsker at have døren stående åben, så han ved at han kan komme ud og så han høre hvor I er.

Man må derfor heller andrig true børn med "hvis ikke du bliver i din seng, så lukker jeg døren" eller lignende. Ikke at I kunne finde på det, jeg nævner det bare, fordi det er så enormt vigtigt at børn føler sig fuldstændig trygge, når de skal sove.

God sovstræning bygger altså på tryghed. I skal forvisse Mathias om at I er der, at I passer på ham, at I kun går et øjeblik, så kommer I tilbage igen, at I elsker ham osv. I skal give ham et knus, kærtegne ham blidt osv. så han fuldstændig føler at han kan stole på det I siger, så han føler sig fuldstændig tryg og rolig.

Hvis han stiger ud af sengen og kommer ind til jer, så skal I ikke skælde ham ud, men bare stille og roligt følge ham tilbage I seng igen, atter putter ham og forsikre ham om at I er der og passer på ham og at han roligt kan lægge sig til at sove.

Hvis han græder fuldstændig ulykkeligt - strækker armene frem mod jer og råber "gå ikke far" så skal man naturligvis ikke gå, men blive siddende hos ham, til han føler sig tryg. Her skal man så hele tiden vurdere, hvordan han har det. Hvis han oplever det som underholdning at man er der, så kan det ikke nytte at blive siddende, så er man atter nødt til at gå.

At sidde en time er meget længe og det synes jeg ikke I skal. I stedet kan I lave noget praktisk. Det kan være at tage strygetøj med op på hans værelse eller i gangen lige uden for, det kan være noget arbejde I skal have lavet eller noget tøj der skal lægges sammen og lægges på plads - et eller andet, der gør at I er i nærheden og med ord kan berolige og betrygge "mor er lige her, læg du dig ned Mathias, du skal sove nu" så han mærker og hører at I er der, men uden at I giver ham direkte fysisk kontakt.

Mathias har en alder hvor han naturligt prøver grænser og hvor han også sætter sin egen vilje igennem og her er det meget vigtigt at I forældre holder fast i hvorvidt I læser en bog eller to, hvor mange sange I synger osv. Det er meget vigtigt at I melder dette ud og så holder fast i det I har sagt. Mathias er nødt til at lære at I mener hvad I siger og I er nødt til at være konsekvente - der kommer intet godt ud af at sige "nej, nej, nej, jamen så okay da" - så vil han jo lære at bare han bliver ved længe nok, så får han det som han vil have det.

Når han mærker at I holder fast i det I har sagt, når han mærker den modstand der ligger i et nej, så bliver han naturligvis frustreret. Det hører med til livets læring at tackle frustration og det er enormt vigtigt at I er i stand til at rumme dette.

Jeg får fornemmelsen af at det er noget I forældre har lidt svært ved. At kunne rumme hans følelser betyder at I kan holde ud at han har det som han har det uanset om han er vred, frustreret, ked af det, sur, gal, glad, humørfyld, sjov eller hvad han nu er - det betyder at I kan holde ud at han har det sådan uden at I vil ændre det og uden at I tager det personligt.

Det er meget vigtigt at I viser ham at I kan rumme ham og ...

---

---

... det viser I ved at sætte ord på "Du bliver bare så sur lige nu", så kan han evt. rette jer "ikke sur, ked af det" og så kan I mødes der. Eller I kan give ham forståelse og samtidig vis at I holder fast i det I vil "Jeg kan godt forstå du bliver ked af det når du skal i seng, det er bare så dejligt at lege og være oppe" og så samtidig holde fast "men det er sengetid nu for Mathias".

Hvis det irriterer jer grænseløst at han vil have hånden ind under blusen, så sig fra. Så sig til ham at han skal holde i hånden i stedet for. Det er ikke en afvisning, I giver ham jo fysisk kontakt på en anden måde. Det kan også være at han vil nyde at I sidder og masserer hans fødder lidt inden sengetid og at han på den måde hjælpes til at få lidt ro. Netop ved at have en seng eller madras, som fysisk giver plads til at I kan sidde hos ham får I mulighed for at give ham kontakten på anden måde end det der irriterer jer nu:o)

Konflikter i hverdagen kan ikke undgås og slet ikke med et barn på 2½ år som er så selvstændig som jeres dreng. Det er derfor også vigtigt at I tager de konflikter der er, når de er nødvendige. Det er vigtigt at I holder fast i de grænser I sætter og på den måde viser konsekvens. I forældre skal være enige om hvilke regler og aftaler I har og så kan I hjælpe hinanden med at holde fast i dem. Når I har sagt sådan, så er det sådan. I skal ikke være bange for at sige nej og I skal altså kunne klare den frustration og konflikt som opstår, når I siger nej.

Du fortæller at de daglige konfrontationer I har ofte medfører at jeres dreng går ind i sig selv af arrigskab og at han græder uden tårer. Det eneste som trøster er at han får sin vilje...

Det er ikke okay og det er her meget vigtigt at I ved, at man skal skelne mellem det der hedder fortvivlelsesanfald og kontrollerende anfald. Når jeres dreng har fortvivlelsesanfald, så er han ikke uartig. Så er han oprigtigt ked af det, han er skuffet over at tingene ikke er som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget osv. Det kan være små bitte ting, der i jeres øjne kan virke som bagateller, men for ham betyder det rigtig meget.

---

---

Det kan være en reaktion på at være blevet storebror, et behov for at blive set, hørt og lyttet til. Et udtryk for at han har svært ved at finde ud af at skulle være stor, et udtryk for at han stadig er så lille at han har brug for jeres omsorg og nærhed. Det har han brug for at I forstår og her har han brug for en medlidende reaktion. Han har brug for at høre at I forstår det, det er rigtigt irriterende at han ikke kan se mere fjernsyn fordi I skal køre nu, eller det er rigtigt irriterende at I giver ham et æble, når han hellere ville have haft en banan eller at det er rigtigt irriterende at du sidder i sofaen og ammer lillesøster, når han nu gerne ville at I to skulle lave noget sammen uden hende...

Kontrollerende anfald er anfald, hvor barnet forsøger at kontrollere sine forældre, ønsker at manipulere jer til at få sin vilje. Det er hvis barnet græder og skriger helt vildt fordi det ved at det derved får sin vilje. Barnet har således lært at bare jeg skaber mig længe nok, så får jeg det jeg vil have. Der er således ikke tale om at barnet er dybt fortvivlet. Barnet har ofte heller ingen tårer og ofte er barnet også i stand til at formulere sit krav "Jeg vil have den - Nu!"... Det betyder også at det ikke er anfald som børn normalt får i 3 års alderen - der er tale om lidt ældre børn... det lyder dog lidt som om at jeres dreng måske er begyndt at reagere lidt med denne type anfald, selvom han ikke er særligt gammel...?

Det bedste man kan gøre ved denne type anfald er at ignorere barnet. Ikke nødvendigvis sende barnet væk, men i stedet gå væk fra barnet. Hvis der ikke er nogen til at se, hvordan barnet skaber sig, ja så er det jo ikke længere sjovt at blive ved.

Man skal ikke forhandle med et sådan barn, men kort og godt holde fast i sit nej og derfor heller ikke give efter. Hvis man giver efter, så lærer barnet at bare det bliver ved længe nok, så får det sin vilje. Humor er ofte også en rigtig god idé, når man skal få barnet afledt fra denne form for anfald. Nogle gange kan man med børn vende det hele lidt på hovedet ved at bruge humor og leg - det kan være at give ham en kildetur, eller sige "Du er vist så gal nu at jeg er nødt til at fange dig og spise dig" og så løbe lidt efter ham og tumle med ham.

Så når han græder, når han bliver frustreret, så skal I altså vurdere, hvad der egentlig sker og hvordan I så handler bedst. Det er nemlig ikke det samme I skal gøre hver gang, det afhænger helt af den enkelte situation. Nogle gange skal I lade ham være og lade ham komme til jer, andre gange skal I tage ham op, vugge ham, trøste ham, holde om ham og vise at I forstår hvordan han har det - også selvom I holder fast i de regler I har.

Jeg håber at alle mine tanker hjælper jer lidt videre på vej, rigtig meget held og lykke fortsat:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---