Svar: Generthed - 4 år

---

Kære mor til genert pige

Børn spejler sig i os forældre, bruger os som rollemodeller og netop når man taler om generthed, så er det meget vigtigt at se på, hvordan man selv virker. Du skriver at du altid selv har været genert, at det hæmmede dig i skolen og at du derfor godt ved, hvordan det er og naturligvis også ønsker noget andet for din datter.

Det er rigtig godt at du er opmærksom på det og gerne vil hjælpe hende, når det er sagt, så ligner børn jo ofte deres forældre og nogen er bare typen der altid stiller sig først frem i forsamlinger, andre er mere tilbageholdende og skal lige se tingene lidt an - intet er jo bedre end det andet...

Men igen skal du tænke over hvordan du selv virker, der igen tvivl om at din datter vil fornemme hvis du i situationer bliver forlegen eller utryg. Hvordan virker du f.eks. når du sender hende ind til naboen? Du skriver at du helst skal blive der 20 minutter før du kan gå hjem. Det kan være helt fint og en god måde at gøre det på, men du skal overveje meget om du sender nogle signaler om at det er bedst sådan.

Det er nemlig meget vigtigt at du ikke sender nogle signaler om at din datter hører til 'de generte'. Hvis man først har fået en rolle som værende den generte så er det svært at komme ud af den igen. Vær derfor opmærksom på ikke at kalde din datter genert. Man kan ofte kommer til at sige "nå, bliver du helt genert nu" eller "lad nu være med at være så genert". Nogle gange kan man også overfor andre, f.eks. bedsteforældre eller andre sige "hun er jo lidt genert". På den måde bliver hun holdt fast i rollen som "den generte".

Du skal også passe på med at sammenligne hende med andre børn, pas på med bemærkninger som "Du kan da også løbe hen og lege med de andre' eller 'se den anden pige, hvor hun...'. Det er ikke befordrende for ...

---

---

... hendes selvværd, hun vil føle sig forkert, når hun ikke kan gøre ligesom de andre.

Hjælp hende med at svare, når hun ikke selv kan. Når I møder nogen der spørger til hende og hun gemmer sig bag dine ben, så svar for hende. Lad være med at afklare hende et svar "Fortæl nu hvad du hedder", men prøv i stedet at svare for hende og inddrag hende så du hjælper hende og hun måske senere selv får lyst til at sige noget. Når fremmede spørger "Hvad hedder du så lille ven?" så fortæller du hvad hun hedder og siger "ik os?" til din datter så hun er med i samtalen, oplever at du træder til når hun ikke selv kan og samtidig giver du hende mulighed for at sige noget, når hun tør, når hun har mod på det.

---

---

Hjælp hende med at være social. Når du kan se at hun vægrer sig ved at gå hen til de andre børn eller andre voksne, så fortæl hende at du godt kan forstå at hun er utryg, men nu vil du gå med hende og så tager du hende i hånden og I følges derhen. På den måde får hun nogle værktøjer til at tackle forskellige situationer. Du kan tage initiativet til at spørge hvad børnene leger, hvad de hedder osv. og på den måde giver du hende værktøjer til selv at forsøge sig.

Der findes nogle gode bøger om følelser og med den alder hun har vil det være rigtig godt at læse med hende. Det at læse om andre som måske har det som din datter, gør det lettere at tale om, nikke genkendende til osv. Der findes f.eks. en hel serie om følelser fra Maaholms Forlag. I serien indgår titlerne "Jeg er genert", "Jeg bliver mobbet", "Jeg er noget særligt", "Jeg keder mig", "Jeg er glad", "Det er uretfærdigt", "Når jeg er i dårligt humør", "Jeg er ensom". Du finder en beskrivelse i bogguiden under 'Børnebøger for børnehavebørn'.

Jeg håber ovenstående hjælper dig lidt videre på vej, rigtig meget held og lykke med hende:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---