Svar: Frustrerede forældre

---

Kære forældre

Jeres datter gennemgår lige nu en rigtig svær udvikling og der er ikke ret langt mellem gråd, vrede, frustration, smil og charme. Det kræver rigtig meget tålmodighed, omsorg og forståelse fra jeres side og jeg er helt sikker på, at I ikke er verdens dårligste forældre - det lyder som om at I gør det rigtig godt, I overvejer meget, vurderer situationen, taler om løsningsmuligheder og søger at findes fælles løsninger som I er enige om, det er rigtig godt.

Jeres datter vil så meget, begynder at få mere og mere selvstændighed og egen vilje, lyst til at forsøge selv, bestemme selv, - men der er stadig så meget hun i kraft af sin hjernemæssige udvikling endnu ikke magter. Hun har svært ved at vælge, hvis der er mange valgmuligheder og hun skifter naturligt mening hele tiden, så vil hun det ene, så det andet og så måske noget tredie eller ... Derfor er det en god idé at I som udgangspunkt er dem der tager beslutninger om at sådan er det. Det er jer, der som udgangspunkt vælger hvad hun skal have at spise - server en tallerken med lidt valgmuligheder og lad hende gå i krig med det. Lad være med at spørge hende om hun vil have æble eller banan - for hun er ikke i stand til at vælge det selv endnu. Hvis I tilbyder hende lidt af hvert, så kan hun spise, det hun lige der synes er mest interessant.

Det er en balance I skal finde. Balancen imellem at anerkende hende og hendes lyst til selvbestemmelse og så det faktum at hun jo også skal opdrages og der er visse regler som skal følges. At man f.eks. sidder ved bordet, når man spiser, at man vasker sine hænder inden man går fra bordet, at man skal have hagesmæk på osv.

For børn i jeres datters alder, kan verden ramle sammen i løbet af et splitsekund. Når noget ikke vil som hun vil, når hun ikke kan finde ud af ting, når hun mangler ord til at beskrive hvad hun vil, tænker og føler, så bliver hun dybt ulykkelig. Det er ikke et udtryk for at hun er uartig, men simpelthen et udtryk for at hun vil så meget, men endnu ikke kan det, hun bliver frustreret og fortvivlet og er oprigtigt ked af det - også selvom det for jer kan virke som bagateller. Det er præcis som du beskriver, som om hun kæmper en indre kamp.

Det har hun brug for at I forstår, hun har brug for en medlidende reaktion. Hun har brug for at høre at I forstår det, I skal således sætte ord på, de ord som hun selv mangler. Det er vigtigt at hun hører og mærker at I forstår, at det er irriterende at sidde i den høje stol, få hagesmæk på osv. Når hun har fortvivlelsesanfald, så har hun brug for at I sidder med hende, holde om hende og beroliger hende, præcis som du har gjort og netop i balancen mellem at berolige hende, trøste hende og sætte visse grænser, have visse regler.

Det kan ikke undgås at I kommer i nogle situationer, hvor der opstår konflikter. I hverdagen føles konflikter besværlige, de kommer om morgenen, ved middagsbordet, ved sengetid, når man er ude at handle osv. Konflikter vil vi helst undgå og især i 1-3 års alderen er der mange konflikter.

Det er dog sådan at konflikterne er med til at udvikle både jer og jeres datter og de er en del af livet. Det vigtige er at vi kommer igennem konflikterne på en god måde og det gør man ved at ...

---

---

... lytte til hinanden. Begge parter, både barn og voksen, skal føle sig lyttet til og forstået. Nogle gange kan det man gerne vil godt lade sig gøre, andre gange ikke, og atter andre gange kan man finde et kompromis.

Når I således oplever en konflikt eller en frustration hos jeres datter, hvor hun f.eks. ikke vil sidde i sin høje stol, så er det vigtigt at I hjælper hende med at sætte ord på dette og forsøger at finde en løsning, som I alle kan leve med.

En mulighed kunne være at I fortæller hende at I godt ved at hun ikke vil sidde i sin stol, men at man sidder i stolen når man spiser. Det er en fast regel og sådan må det være, slut.

Det kan også være at I beslutter jeg for at møde hende anderledes og derfor lader hende sidde hos jer, fordi hun så spiser og I vurderer at madindtaget lige nu er vigtigere en reglen om at sidde ved bordet.

Og en tredie løsning kunne være at fokusere lidt på, hvorfor hun protesterer mod at sidde i stolen og så møde hende der. Hvilken høj stol har hun? Hvis hun har en stol med bøjle og trin, så kunne en løsning være at fjerne bøjlen og lade hende selv klatre op og sætte sig. Det kunne være en måde at møde hende på og møde hendes selvstændighed, hvor I samtidig opnår det I gerne vil - at hun sidder på sin stol ved bordet. I får det I vil og hun får det hun vil - mulighed for at være med til at bestemme.

---

---

At undgå at I alle bliver mere frustrerede handler også om at I kan rumme jeres datters følelser. Jeres datter skal lære at tackle sine frustrationer, når det ikke går som hun gerne vil det. At kunne rumme hendes følelser betyder at I skal kunne holde ud at hun har det, som hun har det, uden at ville ændre på det. Du skal kunne holde ud at hun er glad, vred, ked af det, sur, frustreret, bange osv.

Når jeres datter bliver frustreret og ked af det, så pumper adrenalinen rundt i kroppen, hele hende krop kører i højeste gear. Når I viser hende at I forstår hende, lytter, gerne vil hende, søger at hjælpe osv. så falder hun til ro, adrenalinen drosler ned. Hvis man derimod sender barnet på værelset eller bruger ord som "hold op med at være så hysterisk" eller "opfør dig ordentligt", så puster man til ilden og adrenalinen pumper endnu mere rundt.

I kender det også fra jer selv. Hvis du er vred eller utilfreds over et eller andet og konfronterer det med din partner eller eller din chef og så bliver mødt med "så slap dog af, lad være med at være så hysterisk", så ville du blive stik tosset. Men hvis du derimod blev mødt med forståelse, hvis du følte dig lyttet til og dit ønske måske blev medtænkt i en situation, så ville du slappe meget mere af. Du ville have det klart bedre. Og sådan har børn det naturligvis også.

Det er som sagt hele tiden en balance imellem at møde jeres datter i den udvikling og selvstændighed som hun er igang med, anerkende dette og støtte hende bedst muligt, samtidig med at I så må holde fast i at der er visse regler, der er visse beslutninger som I tager, fordi hun stadig er for lille til at overskue verden og finde ud af hvad hun vil, hun er stadig enormt impulsivt styret.

Jeg håber mine tanker hjælper jer lidt videre, rigtig meget held og lykke fortsat også med den lille ny i maven - tillykke med det:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---