Svar: Behov for mælk - 6 mdr.
Kære tvillingemor
I 7 måneders alderen vil de fleste børn blive sikret nok mælk ved 4 amninger/flasker i døgnet, når grød og mos også indeholder modermælkserstatning. I 8-9 måneders alderen nedsættes til 3 gange dagligt og i 10-12 måneders alderen vil 2 amninger/flasker (400ml) normalt være nok. I den alder kan de også begynde at få mere komælk, lidt tykmælk om eftermiddagen, ost osv.
Når man begynder med 4 måltider skemad, så er det rigtig godt at lade to af måltiderne være grød og de resterende være grøntsagsmos. Det er en fordel med grød morgen og eftermiddag og grøntsagsmos til frokost og aften. Grød om morgenen giver en god mæthed, grøntsagsmosen til frokost kan stille og roligt blive erstattet med grøntsager i stykker som naturligt supplement til rugbrødshapsere og grøntsager om aftenen indgår normalt også som en naturlig del af vores aftensmad. Det er jo meningen at børnene stille og roligt skal spise mere og mere familiemad, spise det vi spiser, på de tidspunkter hvor vi spiser det.
Du fortælle at drengene spiser store portioner og du skal naturligvis sikre dig at de ikke spiser så meget skemad at det tager pladsen op for deres mælkeindtag. Mælken er fortsat vigtig og udgør en stor del af deres indtag så længe de ikke er ældre - meget gerne ca 750ml dagligt ved siden af grød og mos.
En plan for dagen kan se således ud til et 7 måneders barn:
Tidlig morgen 06: Ammes/flaske
Morgen 7.30-8: Havregrød, vand af kop
Formiddag 9.30: Frugtmos, frisk frugt at sidde med i hånden, appelsinbåde, melon, fersken og lignende. Evt. en ½ bolle med smør i små stykker, hvis du fornemmer at de er ved at være klar til at kunne tygge lidt brød, vand af kop
Sover formiddagslur
Frokost 11.30-12: Grøntsagsmos med kød eller fisk og i takt med at de nærmer sig 8 måneders alderen så små bondebrødshapsere med forskelligt smørbart pålæg. Giv hapserne med fingrene eller med en gaffel. Smørbart pålæg kan være leverpostej, sildepostej, makrel, rogn, smøreost osv. men det kan også være lidt grøntsags- eller frugtmos. Vand af kop
Evt. ...
... ammes/flaske og puttes til middagslur ca kl. 13
Eftermiddag 16: En portion flerkornsgrød med frugtmos, frisk frugt, ost i stænger at gnaske lidt i osv. Vand af kop
Aften 17.30-18: Grøntsagsmos med kød eller fisk og udgangspunktet er jeres mad, ris, grøntsager, kød, fisk, sovs osv. De gammeldagsretter er ofte rigtigt gode til børn, så det kan være f.eks. boller i karry, kartoffelmos og millionbøf, laks og stuvet spinat, frikadeller og flødekartofler osv. og de kan få det hele. Det skal naturligvis moses, så konsistensen passer til dem. Ved siden af mosen kan de så begynde at få små hapsere og kan også selv sidde med en kartoffelbåd, kogte kartofler, kogte blomkåls og broccolibuketter osv. som de selv kan sidde og gnaske i. Vand af kop
Ammes/flaske og puttes til natten kl. 19-20
Sen aften 23: Evt. Ammes/flaske - det afhænger helt at hvordan de ellers sover, drikker mælk i løbet af dagen osv. Enkelte børn vil i 7 måneders alderen springe mælken over inden midnat, men de fleste behøver den fortsat for at sove bedst om natten.
Med hensyn til at ligge på maven, så lyder det som om at jeres ene dreng godt kan være påvirket af måden han har ligget på i maven... Har I ikke talt med lægen omkring dette? Jeg tænker det vil være helt relevant at få en henvisning til en fysioterapeut der kan se om jeres dreng skulle have problemer med en stram halsmuskel eller lignende, som vil kræve behandling.
Ellers er det bedste I kan gøre at tumle med ham og lade ham ligge så meget på maven som muligt. Læg en pude eller et lille tæppe under brystkassen på ham, så han bliver løftet lidt op. Læg ham foran et spejl, så han kan se sig selv, når han løfter hovedet - læg ham foran sin bror, så de to kan ligge og kigge på hinanden. En sansegynge er en rigtig god idé, en stor gymnastikbold, hvor han/de lægges på maven og vippes lidt hen over kan også være godt. Men som sagt er det vigtigt at undersøge hvorvidt han har en stramhalsmuskel eller lignende, som kræver rigtig behandling.
Jeg håber ovenstående hjælper jer lidt videre på vej, fortsat held og lykke:o)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
20. oktober 2025 | Kost og ernæring | 3 mdr.
Hej Helen. Tak for dine gode råd til mit tidligere brev. Det har hjulpet...
23. september 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Hej Helen, Jeg har en dreng på 7,5 måneder. Han er en glad dreng med fart...
19. september 2025 | Kost og ernæring | 11 mdr.
Hej Helen Skal man “styre” hvor meget og hvilke slags mad ens barn spiser?...
2. september 2025 | Kost og ernæring | 11 mdr.
Hej Helen. Mange tak for svaret på mit spørgmål. Omkring morgenmad. Jeg...
29. august 2025 | Kost og ernæring | 11 mdr.
Morgenmad til 11 måneder gammel baby
Hej Min søn på snart 11 måneder har lige siden han begyndte at få mad, fået...
Viden om børn:
Fladt baghoved
Da små børns kranieknogler er bløde og ikke helt sammenvoksede, kan de tage facon efter, hvordan barnet lejres. Det kan give barnet en flad eller skæv hovedfacon, - dette kaldes lejringsbetinget skævhed af kraniet.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn altid lejres på ryggen, når de skal sove, fordi dette mindsker risikoen for vuggedød. Du skal være opmærksom på, at barnet ikke ligger med hovedet til den samme side, hver gang det sover, da dette kan medføre, at barnet får en skæv...
Rotavirus
Rotavirus er den hyppigste årsag til diarré og opkastninger hos spædbørn. De fleste børn smittes mens de er mellem 6-24 måneder. De får kraftige opkastninger, vandig diarré og måske feber og barnet er i risiko for at få væskemangel. Symptomerne kan vare op til 7 dage.
Tegn på væskemangel er tørst, irritation, uro, sløvhed, indsunkne øjne, tør mund og tunge, tør hud og sparsom vandladning. Hvis du ikke kan få dit barn til at drikke og du oplever et eller flere af ovenstående tegn...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.








