Svar: For meget pasning?

---

Kære fraværende mor

Tak for dit brev:o) Det er helt rigtigt at det nogle gange hjælper lidt bare at få tingene sagt og det er rigtig fint at du skriver til mig. Jeg kan nemlig godt forstå at du er lidt bekymret omkring, hvorvidt din datter ser dig nok... en bekymring jeg desværre er nødt til at sige, at jeg også har.

Du fortæller at din mand er syg og at det derfor er dig, der har været din datters primære omsorgsperson. Du har haft barsel og har været den der har taget dig af hende døgnets 24 timer, men nu hvor du er begyndt arbejde, så er overskuddet til hende ikke længere så stort. Du har meget lang transporttid, din datter er mange timer i dagpleje hver dag og det er dine forældre der ofte må tage sig af hende i weekenden.

Du fortæller ikke hvad din mand fejler eller hvordan hverdagen generelt ser ud og fungerer hos jer. Men jeg synes umiddelbart at det vil være helt relevant at du kontakter kommunens PPR afdeling og beder om at komme til at tale med en børnepsykolog. Fortæl ham/hende omkring din mand og jeres hverdag og spørg ind til, hvordan du sikrer de bedste forhold for din datter og måden hun skal vokse op. Det vil være meget relevant at du får et møde med en børnepsykolog omkring disse ting, netop for at give din datter det bedste, ud fra de muligheder I har.

Det er sådan, at din datter har behov for at have dig som en tryg tilknytningsperson. Det betyder at din datter skal opleve at "du er der for hende", ikke bare at du rent fysisk er til stede, men også at du rent følelsesmæssigt er i stand til at reagere hensigtsmæssigt på hende, når hun har behov for dig. Hun skal opleve dig som en sikker base og hun skal fornemme at I to kan dele oplevelser og følelser. Du skal være nærværende og oprigtigt interesseret i hende. Dette opnår I kun ved at ...

---

---

... være sammen og det er en tilknytning som problematiseres af at din datter næsten er mere sammen med sine bedsteforældre end med sin mor.

Bedsteforældre kan også være barnets primære omsorgsperson, hvis det er sådan man finder ud af at det fungerer bedst. Men igen bør der en børnepsykolog ind for at vurdere, hvad der er bedst i jeres tilfælde...

Den måde din datter reagerer på når I er sammen - hvor hun klamrer sig til dig, virker ked af det både når du kommer og når du går - det kan være normalt, men det kan faktisk også være et udtryk for den uro hun oplever. At hun simpelthen bliver i tvivl om, hvorvidt hun har dig eller ikke har dig - og det synes jeg er problematisk. Som sagt har din datter jo brug for at vide at du er der for hende, at du er den trygge base, men lige nu lyder det mere som om at hun oplever en "mor er der for mig og så måske alligevel ikke"-tilknytning og det er ikke så godt.

---

---

Jeg ved godt at det kan virke rigtig hårdt at læse det jeg skriver her og som sagt har jeg kun dit brev at gå ud fra. Jeg er dog også nødt til at være ærlig og sige at jeg også bliver bekymret over det du beskriver og jeg synes du skal ringe til en børnepsykolog og få råd og vejledning. Jeg ved godt at det sikkert er hårdt at tage dette skridt, men samtidig skal du jo lytte til dit hjerte og det du fornemmer. Det lyder nemlig som om at du er en rigtig god mor, som faktisk godt fornemmer at det her ikke er så godt og det er jo super at du derfor reagerer og ikke bare lader stå til...

Det handler altså ikke om at din datter ikke har det godt hos dig, men om hvordan I kan indrette jer i hverdagen, så I alle har det godt og så hun fortsat kan udvikle sig i en god retning. Og her er børnepsykologen vigtig.

Pas rigtig godt på hinanden alle sammen og stort knus herfra:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---