Svar: Smider med mad - og ting!

---

Hej med dig

Der er ingen tvivl om at jeres dreng er en rigtig dejlig, livlig knægt, med alt hvad det indeholder. Han har en alder nu, hvor han er utroligt nysgerrig, prøver grænser, prøver sig selv af, prøver jer af, undersøger og oplever verden i stor stil.

Det er tit omkring middagsbordet at man får konflikter. Barnet kniber munden sammen når skeen kommer og samtidig giver de udtryk for at de selv ønsker at spise på den måde de nu motorisk kan meste det. Når man er 13 måneder gammel mestrer man stadig ikke at spise med ske, men man vil gerne forsøge. Det går dog bedst med fingrene eller en gaffel. Når man har et barn der laver lidt ballade ved middagsbordet, smider mere med maden end der ryger i munden osv. så bliver man naturligvis lidt rådvild og også lidt bekymret. I ser på hinanden hen over bordet og begynder måske ofte at diskutere hvad og hvordan han skal spise og jeres dreng er så stor nu, at han godt ved, at han ved sin opførsel kan blive centrum ved middagsbordet.

Lyder det genkendeligt? Det er derfor rigtig vigtigt at I, når I spiser og sidder ved bordet, prøver at sætte maden på bordet foran jeres dreng og så lader ham spise uden for meget opmærksomhed.

Når det er sagt, så er det også meget vigtigt at portionerne ikke er for store og dermed for uoverskuelige for ham. Alt for meget mad gør at han mister fokus og derfor begynder at smide med maden. Nogle gange hjælper det at brug en tallerken som er delt ind i rum, så der kan ligge en lille smule forskellig mad i hvert rum. Nogle gange hjælper det at bruge en ensfarvet tallerken - børnetallerkener med tegninger og farver forstyrrer ekstra.

En anden protest ved bordet og det at kaste med maden kan naturligvis også skyldes at han ikke er sulten nok. I skal derfor se på hvad han f.eks drikker af mælk i løbet af dagen, sørge for at han får tilbudt sufficient og sund mad og drikke. Han skal ikke have saft eller andre søde ting, som hæver hans blodsukker unødigt - det fjerner for det første appetitten, men det speeder ham også og det har I ikke behov for.

Derudover så prøver han også grænser og det er helt naturligt for hans udvikling. Hvis I oplever at han efterspørger en reaktion, når han smider mad maden eller f.eks. sparker ud efter jer, når han skal skiftes - så skal I give ham en reaktion og det skal naturligvis være at det ikke er okay. I er nødt til at have visse regler og dem skal I begynde at indføre allerede nu. Han må ikke smide med maden og han må ikke være fysisk udadreagerende mod jer. Han må heller ikke være det mod sig selv - altså f.eks. begynde at hamre sit hoved ind i væggen... (det er der jo også børn der gør)

Han skal ikke have lange forklaringer med den alder han har, men han skal have at vide at her gik grænsen og den bedste måde at lære ham det på er ved at sige nej! og så flytte endten ham væk eller flytte tallerkenen, eller flytte hans kop. Det at der følger en handling med gør, at han lagt bedre husker det. Ikke at han så ikke førsøger igen, men på et tidspunkt vil der være et 'lille nej', som lyder inden i ham og han vil stille og roligt nå at stoppe sig selv.

Hvis han således smider med maden ved bordet, og I har en opfattelse af at han faktisk er sulten og ikke færdig med at spise, så kan I flytte hans tallerken. Fortælle ham at han ikke må smide med maden, så kan han ikke få sin mad. Når han så pjevser, peger efter den, gerne vil have den igen, så får han naturligvis det, men igen fortæller I ham at han skal spise pænt, I vil ikke have at han smider med maden.

Hvis han bliver ved, så er han færdig med at spise, så må han få tørret sine hænder og sin mund (det er også en god regel) og så kan han komme ned at lege. Så er han færdig med at spise. Så må han naturligvis senere tilbydes en portion grød eller noget andet, - han forstår jo ikke konsekvensen af ikke at spise sin mad og han skal ikke gå rundt og være sulten.

Hvis han smider med legetøjet og bevidst smider det mod jer eller bevidst virker til at ville ødelægge noget, så fjern igen enten ham eller legetøjet eller fjern alternativt jer selv. I princippet bryder jeg mig ikke om at man går fra sit barn, men hvis ...

---

---

... man sidder på gulvet for at lege og man er nærværende og imødekommende og man så får legoklodser i hovedet som tak, så ville jeg gå. Fortælle ham at I ikke vil lege, når han slår. I skal jo ikke lukke døren, men lade ham følge efter jer og så skal I naturligvis ikke bære nag, men vise ham at I stadig er gode venner og hvordan man kan kærtegne og være sød. Så kan I følge med ham tilbage til værelset, hvis han gerne vil det og så kan I lege mere roligt sammen.

I skal naturligvis hele tiden, især fordi han ikke er så gammel, være opmærksom på at han ikke kan styre sin motorik og at kærtegn der er ment som kærlighed og søde klap godt kan blive for hårde og gøre ondt. Her skal han naturligvis ikke skældes ud, men stille og roligt forklares at det gør ondt og vises til rette, vises hvordan han kan ae jer i stedet.

Da jeres dreng ikke er særligt gammel, så er det helt naturligt at han handler meget fysisk og ikke med ord. Han er simpelthen ikke i stand til med ord at forklare hvordan han føler, hvorfor han gjorde som han gjorde, eller hvor frustrerende det er at I stopper ham i det han så gerne vil og det er naturligt at der opstår konflikter. Konflikter kan ikke undgås og de er en del af livets læring. Det er dog meget vigtigt at komme ud af konflikten på en god måde.

Det er nødvendigt at I hjælper ham med at sætte ord på de følelser og frustrationer som han har. Det handler om at han skal vide at I forstår ham og accepterer at han har det sådan og at I ikke forsøger at lave ham om. Når jeg siger at I skal sætte grænser og have regler, så skal det altså ikke forstås sådan at han 'skal makke ret' og ingen vilje selv må have. Han skal f.eks. ikke sendes væk eller have at vide at han skal holde om med at være hysterisk, for det gør det hele værre. Det handler om at I skal prøve at finde en balance, hvor man anerkender ham og den udvikling han er i, men samtidig også forstår at lære ham nogle regler. Det er vigtigt for at andre på sigt, også kan lide at være sammen med ham og derfor kan man ikke bare 'lade stå til' - håber I forstår hvad jeg mener.

---

---

Det er sådan at jo mere man føler sig forstået og lyttet til jo mere rolig bliver man også. Når man er frustrereret så pumper adrenalinen rundt i kroppen og hvis man ikke føler sig forstået så pustes der til ilden, bliver man forstået (også selvom man ikke får sin vilje) så klinger adrenalinen af.

I kan også kende det fra jer selv. Hvis vi er vrede eller utilfredse over et eller andet, konfronterer det med vores partner eller vores chef og blive mødt med "så slap dog af, lad være med at være så hysterisk" eller "gå dog hen i hjørnet og stil dig" så ville de fleste af os blive edder rasende, men hvis vi blev mødt med forståelse, hvis vi følte os lyttet til og vores ønske måske blev medtænkt i en situation, så ville vi slappe meget mere af.

Mit bedste råd til jer er derfor at I lytter til jeres dreng. Hvad er det der sker, når han bliver gal og prøv så at sætte ord på for ham. "Du bliver bare så gal lige nu", "er du bare så ked af det" osv. I takt med at han bliver større vil han kunne rette jer - "mig ikke ked, mig sur" og så kan i møde ham der. Det er okay at han bliver sur, når han ikke får sin vilje, måske kunne han engang imellem få et alternativ: "Nej du kan ikke få is nu, men du må få et stykke agurk". Han behøver måske heller ikke ligge på puslebordet, hver gang han skal skiftes, - det er nødvendigt, hvis han har afføring, men hvis han kun har tisset, så kunne en bukseble måske være løsningen og så kunne han stå op imens...

Med hensyn til rugbrød, så er der jo masser af børn som lever fint uden dette. Du kan bage nogle gode fiberrige boller i stedet. Med hensyn til pålæg, så ved jeg godt du skriver at han ikke vil have det hvis det ligger ved siden af. Her tænker jeg at det vel komme an på hvad det er? Hvad med et kyllingelår eller en frikadelle... altså noget mere rigtig mad, som kan gnaves ved siden af. Det kunne også være et hårdkogt æg eller et par kartoffelbåde.

Jeg håber at I kan bruge mine tanker lidt videre til at finde balancen imellem hvad er okay og hvornår grænserne skal sættes. Rigtig meget held og lykke:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---