Svar: Hjælp - forventer jeg for meget af ham

---

Kære Camilla

Der er ingen tvivl om at Benjamin er godt igang med sin udvikling og sin selvstændighed og det sætter dit på en hård prøve - når du så samtidig er gravid, så kører hormonerne jo mere rundt i kroppen, overskuddet er naturligt ikke det samme og så bliver tingene bare lidt svære... Det er dog gode forklaringer og der er da heldigvis også lys forenden af tunnellen:o) Det bliver anderledes igen, det lover jeg.

Er det nødvendig at tage kampen omkring morgenmaden om morgenen? Så vidt jeg husker går han i dagpleje og vil det ikke være muligt at aftale med dagplejer, at han i en periode spiser morgenmad henne hos hende? Det er jo meget normalt at børn gør det, netop fordi morgenerne hjemme hurtigt kan blive alt for stressede, og hvis det er et spørgsmål om økonomi, så kan I jo bare købe en pakke havregryn til hende...:o) Det kræver altså ikke særlig meget at lave en portion havregrød til drengen og jeg synes I skal overveje om ikke hun kunne gøre det.

Benjamin er rigtig godt igang med at finde ud af hvem han selv er, det går der rigtig meget tid med, når man er 2 år. Måske er han begyndt at bruge ord som "jeg" eller "det er min" og han er igang med at lære hvordan man forholder sig til andre mennesker. Det vil sige, hvordan det han gør, får dig til at reagere og netop måden du reagerer på er stor betydning for, hvordan han opfatter sig selv.

Det betyder ikke at du ikke må sige nej, for det må du rigtig gerne. Det er vigtigt at I har nogle regler og dem skal han også lære at følge. At have konflikter kan ikke undgås, men det er meget vigtigt at komme ud af konflikten på en god måde, så lærer vi alle noget af den, både børn og voksne.

Det vigtigste du kan gøre er at lytte til ham og lige overveje, hvad det egentlig er han siger, hvad han beder om. Hvad er det han vil eller ikke vil og så sæt ord på, hvad du tænker, så han hører at du lytter og så han føler sig forstået.

Prøv også at lade være med at stille for mange spørgsmål, lad være at give ham for mange valgmuligheder. Hans lille hoved kan slet ikke rumme at tage stilling og han kan slet ikke finde ud af hvad han skal svare. Små børn er også utroligt impulsive, så selvom han i første omgang svarer "cornflakes", når du første gange spørger hvad han vil have at spise, det bliver hurtigt til "franskbrød" i stedet.

Det er stadig vigtigt at lade en ...

---

---

... handling følge med, når Benjamin gør noget han ikke må. Hvis han ved bordet f.eks. smider med maden, vælter glasset med vilje eller lignende, så skal han have at vide, at dette ikke er okay. Sæt ham ned, væk fra bordet, eller fjern tallerkenen.

Når du oplever at han kigger på dig, men ikke tager notits af hvad du siger, så handler det sandsynligvis om at han er usikker på, hvad det er han skal gøre. Hvad du vil have ham til. Det kan naturligvis også nogle gange være for at teste, lige prøve at en ekstra gang, hvad der sker, hvis man gør det modsatte af hvad du siger. Men nogle gange handler det faktisk om usikkerhed. Han bliver ganske give usikker i situationer, hvor du skælder ud, når du siger nej. Han ved simpelthen ikke hvad ben han skal stå på og her er det meget vigtigt at du holder fast i at det han gør er bestemt ikke sjovt, at det ikke er i orden. Det er her også meget vigtigt at du ikke kører et princip med "nej, nej, nej, jamen så gør det da", hvor han efter tilstrækkeligt mange forsøg får sin vilje. Så lærer han jo ikke at nej betyder nej :o)

Tænk meget over, hvad det egentlig er du siger og hvordan du siger tingene til ham. Jeg ser desværre alt for mange forældre, der snakker alt for meget, alt for meget snak. F.eks. når barnet hopper i sofaen og man har en regel om, at det gør man ikke. Her siger mange forældre "Benjamin hvad laver du?", "Benjamin, hvad er det vi har snakket om?", "Hvad er det nu du ikke må", "Må du godt hoppe i sofaen, Benjamin" osv. osv. og de bliver ved. Snakker og snakker, stiller spørgsmål og spørgsmål.... Det går altså ikke.

---

---

Man er nødt til som forældre at markere, at det her vil man ikke have. Det står ikke til diskussion. Derfor går man hen til sit barn, løfter ham ned af sofaen, fortæller ham at man godt ved det er sjovt, men det vil man ikke have. "Benjamin, jeg ved godt det er sjovt at hoppe i sofaen, men det vil jeg ikke have du gør, sofaen går i stykker" og så tages han væk derfra.

Det forhindrer ham naturligvis ikke i at gøre det igen, men så gentages processen og han fortælles at nu er det slut og så kan han evt. tilbydes et alternativ. "Hvis du gerne vil hoppe, så kan du hoppe rundt ude i haven eller du kan trille her på madrassen på gulvet".

Jeg håber at ovenstående hjælper dig lidt videre og giver dig lidt inspiration. Rigtig meget held og lykke fortsat og rigtig god jul:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---